- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Testdrive:

KIA Sorento


KIA strammer grebet


Af Søren Clauding – oktober 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med den helt nye KIA Sorento strammer KIA grebet om det såkaldte D-SUV segment. Allerede da sidste generation af den velvoksne SUV blev introduceret, havde KIA sat fokus på biler som BMW X5, Audi Q5, Volvo XC60/80 og tilsvarende modeller i det såkaldte premium segment.

 

Det har dog ikke været umuligt for den koreanske fabrik, for alvor at udfordre de nævnte mærker, der har siddet tungt på markedet, men ting tager tid og det har da heller ikke fået KIA til at opgive indsatsen. Så allerede nu, blot fem år efter den hidtidige 3. generation så dagens lys, er man klar med en helt ny Sorento.

 

Plug-in betyder meget

I Danmark har KIA Sorento heller ikke været en gigant-sælger. Det har KIA’s portefølje af plug-in hybrider til gengæld, så derfor er det ingen dum ting, at den nye Sorento også kommer i en PHEV-version. Den fortsatte succes kræver dog, at Folketinget forlænger den favorable beskatning af plug-in hybrider i det nye år, for dels er den nye Sorento plug-in hybrid ikke i produktion før til november, dels vil bilerne først blive introduceret i Danmark i begyndelsen af 2021.

 

Sker det, at politikerne holder fast i den grønne linje, og plug-in hybrider fortsat vil være fordelagtige, er der næsten pr. definition dømt succes for KIA. Sker det ikke, er det en problemstilling, der rammer alle – men dér står KIA nu ikke dårligt, fordi Sorento også lanceres i en udgave med dieselmotor, såvel som en selvopladende hybrid. Mere om det længere nede…

 

Langt på el

I forbindelse med de første internationale prøvekørsler, der i den verserende Corona-tid for danskernes vedkommende blev afholdt i Danmark, var plug-in hybrid udgaven naturligt nok ikke til rådighed, da den ikke er sat i produktion endnu. Men KIA har oplyst, at dens 180-hestes turbobenzinmotor (som også findes i den nye Sorento Hybrid) suppleres af en elmotor, der yder op til 90 hestekræfter, hvilket giver en systemeffekt på op til 265 hk og et drejningsmomentmaksimum på 350 Nm. Den elektriske rækkevidde for den 4,81 meter lange SUV er endnu ikke oplyst, men batteriet er på 13,8 kWh.

 

KIA i Danmark, repræsenteret af Nellemann koncernen, var førende på plug-in’er inden der blev taget hul på 2020. I årets første seks måneder blev de godt nok overhalet indenom af Ford med den nye Kuga PHEV, men KIA er fortsat nr. 2 med dobbelt så mange solgte PHEV’er (godt 2000 eksemplarer) som nr. 3 på listen, Mitsubishi.

 

Bedre end premium-mærkerne

Set i forhold til de førnævnte etablerede premium mærker var Mercedes bedst med blot en sjettedel så mange solgte plug-in’er som KIA, dog tæt fulgt af Volvo. Og søstermærket Hyundai har kun solgt en tiendedel så mange PHEV’er i første halvår 2020 som KIA. Endnu længere nede på listen følger så BMW, DS og Audi.

 

Som nævnt er Sorento PHEV ikke den eneste modelvariant, der lanceres i 2021. kunderne vil også kunne vælge mellem en selvopladende hybrid såvel som en kraftig 202-hestes dieselmodel (se on-board videoen her på siden), der med firehjulstræk vil være ideel til at trække en stor anhænger. Faktisk må den trække op til 2500 kg – men man må ikke glemme, at det herhjemme fordrer et førerbevis, der giver lov dertil, hvis man vil benytte den fulde træk kapacitet.

 

Fornuftig brændstoføkonomi

I forbindelse med den danske præsentation blev forbrugstallet for dieselmotoren oplyst til 14,7-15,4 km/l (WLTP). Men iht. tysk brochuremateriale er forbrugstallet for AWD-versionen med dieselmotor, 6,0-5,7 l/100 km – dvs. 16,7-17,5 km/l i gennemsnit – hvilket er et acceptabelt tal for så stor og så kraftig en bil. Ud fra de tal, bilens on-board computer opgjorde under vores prøvekørsel, hælder vi lidt til de tyske tal, og det er da også dem, vi har oplyst i videoen her på siden – om end det talte sprog oplyste det danske tal (det var endnu inden prøvekørslen var afsluttet). Det skal dog tilføjes, at det tyske tal måske gælder udgaven med blot 5 sæder.

 

Ved de første prøvekørsler stiftede vi bekendtskab med de to til rådighed værende versioner, begge med AWD. Dieseludgaven var potent i kraft af det store drejningsmoment på op til 440 Nm, hvorimod hybrid-versionen både hvad angår kørekomfort og vejegenskaber var den mest komfortable (ikke mindst støjniveauet var overbevisende lavt).

 

Mange hybrid-kræfter

Det kan hænge sammen med anderledes vægtforhold, hvor hybridbilen er marginalt tungere, men måske især en anderledes dækmontering med mindre lavprofil. Eller også har man ganske enkelt valgt, at stramme dieseludgaven mere op, så den bedre vil kunne håndtere 850 kg ekstra vægt på trækkrogen. Trækevnen for hybridudgaven er nemlig 1650 kg. Hybrid-versionen leverer op til 230 hestekræfter og 350 Nm, hvoraf elmotoren står for 60 hk hhv. 264 Nm. Forbruget af benzin er lidt mindre fordelagtigt end forbruget af dieselolie (Danske tal: 13,3-14,7 km/l).

 

Netop på grund af de uforudsigelige afgiftsforhold er KIA i Danmark ikke klar med priser på den nye Sorento. Men skal konkurrenterne udfordres effektivt, er man nødt til, at sikre et konkurrencedygtigt prisniveau, og hvad afgifts-usikkerheden angår, er det jo ens for alle. På ét felt er KIA dog uden konkurrence: Den koreanske bilfabrik er fortsat den eneste, der giver 7 års garanti på nye biler (max 150.000 kilometer). 

Andre KIA prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
First World Test: Velkørende og alsidig SUV >>>

First World Test: Sikker hjælp til det meste >>>
Videotest: KIA Sorento IV 2,2 CRDi AWD DCT
Vi har været blandt de absolut første til at prøvekøre den helt nye og temmelig store KIA Sorento SUV med 202-hestes dieselmotor og 8-trins DCT gear. Det er en bil, som banker på i premium-klassen. Fuld HD.
 

Link til importøren

2,2 liters CRDi motoren yder 202 hestekræfter.


Hybridmotoren har en systemeffekt på 230 hestekræfter.

Alle Sorento versioner i Danmark vil have 7 sæder og All Wheel Drive.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt