|
Dacia har vundet årets Dakar
Rally. Men mere end det: Det Renault-ejede bilmærke
har triumferet i verdens mest udmarvende
motorsportsbegivenhed med en teknik, som er
banebrydende, og i den grad viser vejen for
anvendelse af brint som drivmiddel i
seriefremstillede personbiler. Vinderbilen kørte
nemlig på syntetisk, brintbaseret benzin uden CO2
forurening.
I sagens natur vinder man
ikke et Dakar-rally blot ved at bygge en pålidelig
og hurtig off-roader, man skal også have de rette
personer i cockpittet. Og på samme måde som Dacia
Dakar-raceren er døbt ”Sandrider”, kan Nasser
Al-Attiyah fra Qatar i den grad kaldes sandrideren
over (næsten) dem alle. Han styrede Dacia
Sandrideren til sejr i årets Dakar Rally, og
cementeret sin status som verdens aktuelt bedste
rally-raid kører.
Statistisk set er Al-Attiyah
med nu 6 sejre blot to Dakar-triumfer fra
franskmanden Stéphane Peterhansel, der i år var
sadlet om til en seriefremstillet Land Rover
Defender, og derfor ikke realistisk kunne blande sig
i topopgøret (Land Rover Defender vandt faktisk
klassen, men franskmanden sluttede på 4. pladsen
efter flere problemer undervejs). Men Peterhansel
vandt sin første Dakar-sejr i bil i 2004 –
Al-Attiyah yog sin første i 2011, så han har stadig
et par år til at overgår franskmanden.
Tilbage til den tekniske
triumf:
Dacia Sandrider er udstyret
med en 3-liters twin-turbo V6 udviklet af
alliancepartneren Nissan. Den er en regulær
forbrændingsmotor, som normalt ville køre på
fossil-baseret benzin. Men i Sandrideren kører den
på et syntetisk brændstof (fremstillet af Aramco),
der hovedsagelig består af brint, som føres direkte
ind i motorens forbrændingskamre. Der er dog behov
for en smule smøring, for at stemplerne ikke skal
sætte sig og brænde motoren sammen, og det klarer
man ved hjælp af CO2, opfanget fra luften. Dermed er
udstødningen stort set CO2 fri og drivlinen CO2
neutral, fordi den lille mængde CO2, der trods alt
udledes, svarer til den CO2, der er opfanget fra
luften.
Den teknologi gav Dacia 4.
pladsen i sidste års Dakar.
Og i år kunne man så køre et problemfrit
rally og erobre førstepladsen. 4. pladsen blev
overladt til team-kollegaen, den 9-dobbelte
rally-verdensmester Sébastien Loeb, der igen-igen
måtte se en Dakar-sejr glide ham af hænde. Men han
og co-driver Edouard Boulanger var kun 15 minutter
efter vinderbilen, så Loeb nærmer sig sit ultimative
mål.
Ford og de konventionelle
Raptors
Mellem de to Sandriders
placerede Fords fabriksteam sig på begge pladser,
men nok ikke helt i den rækkefølge, som nogle havde
ventet: Nani Roma blev sammen med Alex Haro nr. 2,
og svenskerne Mattias Ekström og Emil Bergkvist nr.
3. Årets rally var den reelle debut for teamet, som
disponerer over de nye Ford Raptor Dakar-racere med
5-liters V8 motorer.
Det var helt i
overensstemmelse med den amerikanske fabriks
tilbagerulning af den globale
elektrificeringsstrategi, og dokumenterede, at
konventionelle forbrændingsmotorer altså fortsat kan
noget. Oven i købet blev Carlos Sainz og Lucas Cruz
nr. 5, også i en Ford Raptor.
Toyota var stærk – så
længe det varede
Men hvad skete der så lige
for de ellers så succesrige Toyota’er, der blandt
andet tog sejren i fjor, og hvor Henk Lategan
ligeledes scorede 2. pladsen i en Toyota? I år lagde
man ud med en ny Toyota Hilux, og Lategan var klart
det stærkeste kort i teamet. Han og codriver Brett
Cummings lå på 2. pladsen efter den 9. af de i alt
13 hastighedsetaper, da en støddæmper kollapsede og
sendte ham ned på det, der efter flere andre
uheldige begivenheder endte med at blive en 21.
plads.
Bilerne er i øvrigt kraftigt
opdaterede versioner af sidste års vinderbiler med
3,4 liters V6 benzinmotorer, og der benyttes fortsat
en blanding af bio-brændstof, der er 70 procent CO2
neutrale. Selvom resultatet udeblev, dokumenterede
Lategan og Toyota også, at der er andre veje til
miljø-skånsom motorsport end ensidig satsning på
eldrift.
2 sekunders sejrsmargin i
MC-toppen
I MC-kategorien var der
populært sagt kamp til stregen. Det illustreres
bedst ved at sejrsmarginen var beskedne 2 sekunder –
efter 12 hastighedsetaper og 8000 kilometers
rallykørsel.
Det blev denne gang Luciano
Benavides fra Argentina, der kørte sin KTM til sejr,
alt imens amerikanske Ricky Brabec blev nr 2 på
Honda. De to skilte sig stille og roligt ud fra
resten af feltet og spanske Tosha Schareina,
ligeledes på Honda, blev nr. 3 – 25 minutter
langsommere end de to duellanter i spidsen.
Mission completed for Thomas Kongshøj
For danske Thomas Kongshøj
handlede det først og fremmest om at afprøve og
lægge grundstenen til sin langsigtede Dakar-plan.
Han fuldførte Dakar Rally’et for fjerde år i træk på
sin nyerhvervede KTM og i sit nye setup. Der var
flere udfordringer undervejs, og succeskriteriet
var, at fuldføre det udmarvende rally uskadt og for
4. gang i træk.
Thomas Kongshøj formåede ikke
desto mindre samtidig at slutte på 38. pladsen i
Rally 2 klassen og sammenlagt at blive nr. 49 ud af
de i alt 90 motorcykelkørere, der fuldførte Dakar.
Og så hører det med til overblikket at opleve
Kongshøj ligeså fit på mållinjen som har så ud inden
starten gik to uger tidligere.
|