|
Det er næppe mange, der ikke
går dette nytår i møde uden en klar fornemmelse af,
at verden er i forandring. Det gælder globalt,
politisk, økonomisk og klimatisk, ikke mindst. Det
præger også verdens mest udmarvende
motorsportsbegivenhed, off-road rallyet, der slet og
ret bærer navnet ”Dakar” i respekt for rallyets
ophav.
Uden at skulle gennemgå
historien i bare noget der minder om detaljer, har
verden i den grad forandret sig siden franskmanden Thierry Sabine
i 1978 arrangerede Rallye Paris-Dakar. Han forbandt
verden på en ny måde, og gjorde det muligt for
alverdens eventyrere på allerhøjeste niveau at
afprøve grænser og søge nye udfordringer. At han
selv mistede livet ved en helikopterulykke under en
sandstorm i Sahara i 1986, er på en måde
symptomatisk og egentlig også livsbekræftende.
Overlevelsesfaktoren
De grænsesøgende, udfordrende
og livsbekræftende elementer er nemlig ingredienser,
måske endda de allervigtigste, der ved ikke at blive
tilsidesat har sikret, at ”Dakar” har overlevet og
går en godt nok uforudsigelig men sandsynligvis lys
fremtid i møde. Selvom der på en måde også i
motorsportens verden er blevet vendt op og ned på
verdensordenen.
I 2008 foranledigede terrorister i
Mauretanien, at arrangørerne af rallyet måtte aflyse
i sidste sekund. Terrorbegivenheder havde fået en ny
form, men man var ikke sen til at holde fokus på
passionen og menneskers eventyrs- og
overlevelseslyst. Fra og med 2009 frem til 2019 blev
”Dakar” nu afviklet i Sydamerika, hvor især turene
over Andesbjergene, som i bogstavelig forstand kunne
tage pusten fra såvel deltagerne som alle de, der så
på og drømte om at realisere lignende eventyr, skrev
deres helt eget kapitel i ”Dakar”.
Dakar uden citationstegn
Internationale begivenheder
og økonomisk pres var igen begyndt at udfordre
”Dakar” (og nu smider undertegnede citationstegnene
væk, for nu var Dakar regulært blevet et varemærke).
Og hvor kunne man vende sig hen, hvor sjælen i Dakar
kunne bevares, og der måske endda ville kunne blæses
nyt liv i ørkeneventyret? Saudi-Arabien,
naturligvis.
Landet befinder sig aktuelt i en
omfattende transformationsproces, som vi
ikke hér skal gå i detaljer med, men den var
allerede dengang i støbeskeen. Etableringen af et
gigantisk Formel 1 Grand Prix anlæg, afholdelsen af
Formel E racerløb tæt på landets hovedstad,
EXTREME-E racerløb andre steder i landet samt
nationens engagement i motorsport på højeste niveau
i bred forstand, besiddelse af historisk velkendte
racerteams og i dag også en FIA præsident med
arabiske rødder - da er logikken på plads. For en stærk
økonomi samt stenørken og sandørken havde man og har man
fortsat masser
af i Saudi-Arabien.
Vejen mod klima-neutralitet
Og så fandt det første Dakar
på saudiarabisk grund sted i 2020. Det har det gjort
lige siden, det gør det også i 2026, og det gør det
mindst frem til 2030 – hvor man i øvrigt har som
mål, at klimaneutralisere ørkenracet. Nogle taler om
et fuldt elektrisk rally, som mange med teknisk
indsigt kan se mere end almindelige udfordringer i. Men
mindre kan gøre det.
Eksempelvis har Toyota og
Dacia på hver deres måde allerede gennemført Dakar
med CO2 neutrale brændstoffer. Toyota har deltaget på et regulært
eksperimentalt niveau med brint som drivmiddel i en
1-liters forbrændingsmotor i den såkaldte HySE-X1
SSV-buggy. Og i fjor blev Dacia nr. 4 med deres
Sandrider, der godt nok er udrustet med en 3-liters
twin-turbo V6. Men den kører næsten på brint, ført
direkte ind i forbrændingsmotoren, fordi den
benytter et CO2 neutralt brændstof, bestående af et
mix mellem syntetisk CO2 captured benzin og brint.
Og som bekendt er brint som brændstof 100 procent
CO2 neutralt.
Toyota vandt i øvrigt Dakar
sidste år, og fabrikkens egne Hilux DKR GR pickup’er i
rallytrim, som også benytter en forbrændingsmotor,
kørte på benzin, udviklet af det spanske
energifirma, Repsol, hvor 70 procent af indholdet er
”genbrugs-komponenter”.
Læs mere herom via
følgende links:
Elbilernes ørkenudfordring >>>
Dakar Rally på miljøets præmisser >>>
Transformationen er med andre
ord i fuld gang, som den på en lang række
forskellige fronter har været det i rallyet, der om
to år fejrer 50-års jubilæum.
Og hvad er det så, man også
skal lægge mærke til i 2026-udgaven af Dakar, der
flages i gang lørdag d. 3. januar.
Det fortæller vi mere om hér
>>>
Kongshøj og fremtiden
Men inden linket tages i brug
er det værd at bemærke, at rallyet også denne gang
og nu for fjerde gang i træk, har deltagelse i
MC-kategorien af danske Thomas Kongshøj. Han lægger
denne gang ud med en 10-års plan foran sig, der som
fod i hose passer ind i den overordnede
udviklingsplan for den gigantiske
motorsportsbegivenhed.
I de kommende 5 år satser den
43-årige dansker på at komme til tops i
MC-kategorien, og siden, altså i 2030, at fortsætte
med to ekstra hjul under sig, bag rattet i en
rallybil, i yderligere fem år. Det er ambitiøst og
kan lyde som en overraskende plan, men Kongshøj har
det med at forfølge og opnå sine mål, så hvorfor
ikke? For med et elbilsland, som det, Danmark for tiden
har udviklet sig til at være, bag sig, er der god
grund til at tro, at en indstigning på fire hjul i
Dakar for den danske kører er mere end realistisk.
Historisk set har mange MC-kørere taget springet fra to
til fire hjul, mest kendt, naturligvis, franskmanden Stephane
Peterhansel, der først vandt Dakar seks gange på
motorcykel for
siden at fortsætte sejrsrækken i bil med yderligere
8 triumfer. 14 sejre i alt… så langt er ingen andre
dog nået. Den nu 60-årige Peterhansel sprang i
øvrigt 2025 over, men er med igen her i 2026, denne
gang bag rattet af Land Rover Defender D7X-R i T2
kategorien, som er en særlig klasse for biler,
baseret på seriefremstillede modeller. |