|
Allerede i oktober sidste år
kørte vi de første kilometer i den helt nye Toyota
C-HR+, dvs. den elektriske version af Toyotas
eyecatcher gennem et årti. Toyota havde nemlig
skaffet en enkelt pre-produktionsbil til
nomineringen af Årets Bil i Danmark 2026.
Undertegnede var med til at stemme den i finalen og
rangerede den siden på 2. pladsen, for den var og er
fortsat en rigtig god bil.
Dengang sluttede den dog
sammenlagt på 4. pladsen og det var egentlig ret
godt, for konkurrencen var hård og C-HR+ var ikke
banebrydende som sådan. Den var bare rigtig god. Og
det indtryk blev bekræftet i forbindelse med de
første internationale testkørsler af den nu
serieproducerede bil, som fandt sted på snoede og
udfordrende veje i området omkring Algarve kysten i
det sydlige Portugal.
Udfordrende vejstrækninger
Temperaturerne nærmede sig
det optimale for elbiler, men med 16-17 grader var
de ikke helt på niveau med WLTP-normerne på 23. Og
vejene var på ingen måde flade, for de foreslåede
ruter bød på et meget varieret terræn. De
inkluderede såvel kraftige stigninger og fald som
motorvejskørsel, og underlaget var til tider ret
ujævnt. Alligevel var den første måling af
energiforbruget tæt på WLTP-tallene, så den del af
testen blev hurtigt bestået.
Vi har tidligere præsenteret
C-HR+, så læs også gerne her, men kort fortalt er
der tale om en elbil, baseret på den samme platform,
som den for tiden meget succesrige Toyota bZ4X. BZ4X
har for nylig fået en kraftig opstrammer og i
kombination med attraktive kampagner og unikke
garantiforhold, blev der i årets første to måneder
sat flere danske nummerplader på Toyota bZ4X end
nogen anden bilmodel.
C-HR+ deler basisteknik
med bZ4X
C-HR+ og bZ4X har
basisteknikken og den grundliggende eTNGA platform
til fælles, og en attraktiv prissætning, hvor den
billigste version kan købes for 300.000 kroner,
inklusive 3 års elektricitet hos Norlys, har gjort
bZ4X til det stærke kort, som Toyota havde brug for
på det danske marked, hvor man tidligere har gjort
sig med modeller som Corolla og Yaris. Det var
tiltrængt, efter at verdens største bilproducent var
blevet sendt bagud, da de afgiftsbegunstigede
elbiler gjorde deres indtog i Danmark. (Norlys
tilbuddet indeholder op til 400 kWh om måneden, som
til gengæld ikke behøver at blive brugt på Toyota’en
- tilbuddet gælder indtil udgangen af april).
C-HR+ kommer dog næppe til at
udfordre bZ4X, som er en mere alsidig model, men den
vil givet vis komplementere best-selleren i forhold
til de kunder, der ønsker et endnu mere fancy og
moderne design på deres bil. Den nye C-HR+
viderefører som sådan den linje, der blev lagt, da
den første konventionelle C-HR blev bragt på
markedet.
Store batterier til
danskerne
C-HR Hybrid eksisterer
fortsat på de internationale markeder, hvor elbiler
ikke favoriseres politisk, men på grund af de danske
forhold har Toyota herhjemme valgt alene, at
markedsføre elbilen. Og alene versionen med det
store af de tilgængelige batterier.
Som sådan møder man op med en
forhjulstrukken version, udstyret med et 77 kWh
batteri og en elmotor med op til 224 hk samt en WLTP
rækkevidde på 607 kilometer, som man nok kommer tæt
på under optimale forhold. Ved siden af den kan man
også levere en 4-hjuls trukken udgave med en
systemeffekt på op til 343 hestekræfter.
Masser af kræfter
Sidstnævnte især er ret
potent, og selvom man ikke angiver en topeffekt på
hver af de to motorer, er man åben, hvad angår
drejningsmomentet. Og de 269 Nm, der angives for den
forreste motor, er det samme tal, der gælder for
AWD’eren, mens den bageste motor leverer 170 Nm.
AWD-modellen er imidlertid 100 kg tungere end FWD
udgaven, hvilket formentlig er den væsentligste
årsag til en reduceret rækkevidde på 548 kilometer
ved blandet kørsel.
Af de to versioner - AWD og
FWD - der begge var tilgængelige ved testkørslerne i
Portugal, udmærkede firehjulstrækkeren sig især ved,
at præcisionen i kraftoverførslen var så stor, at
man reelt ikke mærkede, når baghjulstrækket for
alvor satte ind. Stabiliteten og styrepræcisionen
var ganske enkelt forbilledlig.
Også god med forhjulstræk
Det skal dog tilføjes, at
forhjuls-trækkeren også var meget stabil. Hjulene er
imidlertid forskellige på de to versioner -
235/50-20 på AWD-udgaven og 235/60-18 på FWD’eren,
hvilket naturligt giver den forhjulstrukne udgave en
anelse mere bevægelse under styringen. Men samtidig
nyder affjedringskomforten godt af den større
affjedring i dæksiderne.
Den mekaniske affjedring i
AWD’eren er naturligt nok også strammere, så den
bedre kan håndtere den større vægt, de flere kræfter
og det større fart-potentiale især i accelerationen,
hvor 100 km/t nås på 5,2 sekunder versus 7,3
sekunder for den forhjulstrukne udgave.
Og så er der forskel på udstyret, som bestemt også er
med til at definere versionerne.
Mere om det hér >>>.
 |