Én af de mest interessante
nyheder ved den omfattende Toyota Multi Model Event
i Bruxelles var en helt nye og 6. generation af
succes-modellen RAV4. Designet er i den grad
strammet op, og samtidig introducerer man en ny
generation plug-in hybridteknologi med en forventet
elektrisk rækkevidde på op til 100 km, hurtigere
opladning samt Toyotas nye, avancerede
softwareplatform, ”Arene”, der omfatter en helt ny
multimediesystem-generation.
Siden introduktionen af
RA4 tilbage i 1994 har modellen kun haft vokseværk
med et årligt salg på verdensplan på over 15
millioner biler. De første fem generationer har hver
især bidraget til den succes, RAV4 ikke mindst i den
seneste generation har oplevet, og den arv skal den
nye føre videre, hvad den næppe får svært ved.
Det nye design er nemlig mere
kraftfuldt og synes på mange måder at være
inspireret af den nye regulære off-roader, Toyota
Land Cruiser med en snert af bZ4X indbygget. Det
gælder de udvendige linjer, men så sandelig også
interiøret. Hér fortæller billederne mere end mange
ord.
Mere elektrisk kraft
Det er dog især under lakken,
at man for alvor oplever kernen i den nye RAV4 i
form af en helt ny generation plug-in
hybridteknologi. Litium-ion batteriets kapacitet er
øget 30 procent i forhold til den tidligere PHEV, og
er nu oppe på 22,7 kWh. Det har øget den forventede
elektriske rækkevidde til 100 km (WLTP), hvad der
vil dække de fleste danskeres daglige kørselsbehov.
Og så har man jo friheden ved, når man ikke lige har
en opladningsmulighed i nærheden eller tid til at
vente på en opladning, at kunne køre videre på
benzin – som fortsat er det mest fleksible
energilagringsmedium.
Det er dog også blevet
lettere og hurtigere at fylde energi på fra
elnettet. Som noget helt nyt er det nemlig nu
muligt, også at DC-hurtiglade med op til 50 kW,
hvilket er helt usædvanligt for en plug-in hybrid.
Toyota oplyser, at opladning af batteriet fra 10 til
80 procent typisk vil ske på blot 30 minutter.
Opladningshastigheden på almindelig AC-opladning er
også øget markant, da det i den nye RAV4 er muligt
at lade på tre faser og dermed med 11 kW. Det
bringer opladningstiden fra 0 til 100 procent ned på
under tre timer.
Den nye batteripakke
suppleres af en kraftigere forreste elmotor på 204
hestekræfter mod tidligere 182 hk. Den samlede
maksimale systemydelse er nu 304 hk og dermed kan
den nye RAV4 Plug-in Hybrid med intelligent
firehjulstræk nå 100 km/t på 5,8 sekunder.
Køredynamikken er forbedret bl.a. via et endnu
lavere tyngdepunkt og et karosseri med større
vridningsstabilitet takket være batteriets placering
under gulvet. Men det har vi sagens natur ikke haft
mulighed for at afprøve endnu. Verdenspremieren var
”stationær”, som det hedder.
Automatisk energistyring
En ny, såkaldt smart
geo-fencing funktion i RAV4 sikrer optimal
udnyttelse af batteriets kapacitet og optimerer
automatisk kørslen på elektricitet, ved at kombinere
vej- og trafikdata ud fra den indtastede rute i
bilens indbyggede cloud-navigationssystem. Hvis man
eksempelvis undervejs kører gennem en byzone, der
kun tillader kørsel på elektricitet, vil systemet
helt automatisk sikre at man har nok strøm på
batteriet til, at det kan lade sig gøre.
Den nye RAV4 vil i Europa
fortsat kunne vælges både som selvopladende hybrid
og som plug-in hybrid. Tidligere betød valget af
plug-in hybrid, at der automatisk fulgte
firehjulstræk med. Nu er det imidlertid også muligt,
at erhverve en RAV4 PHEV med forhjulstræk alene.
Systemydelsen er da 268 hk – altså blot 36 hk mindre
end i den firehjulstrukne version. I den
forhjulstrukne fuld hybridudgave disponerer man over
op til 183 hk, mens den firehjulstrukne
hybridversion kan præstere op til 191 hk.
Softwaren definerer
moderne biler
Udover den nye generation
plug-in hybridteknologi har Toyota også løftet
sløret og dermed haft verdenspremiere på deres nye
softwareplatform, ”Arene”. Den omfatter koncernens
helt nye multimediesystem samt en ny generation af
sikkerhedspakken Toyota Safety Sense, der bliver
standard i alle udgaver af den nye RAV4.
Arene-platformen er et
vigtigt element i den nye æra, hvor bilerne i
stigende grad defineres af software, og hvor
avanceret digital teknologi skaber nye muligheder
for at øge sikkerheden og for Toyotas vedkommende
derigennem at bidrage til koncernens overordnede mål
om at borteliminere alle ulykker.
Fx beskytter en ny
”front-kollisions assistent” mod krydsende trafik i
trafikerede vejkryds ved at registrere forankørende
og advare, hvis der forudses høj risiko for
kollision. Og ”Blind Spot Monitoren” inkluderer nu
også en ny indikator for bagvedkørende, der nærmer
sig med høj fart.
En ny og mere avanceret
vognbaneskifteassistent vil kunne hjælpe føreren med
ved motorvejskørsel at skifte vognbane sikkert og
bekvemt. Og en fjernstyret parkeringsassistent giver
flere muligheder for at parkere bl.a. ved brug af en
smartphone, mens man står uden for bilen. Det bliver
desuden også lettere at parkere manuelt vha. en
forbedret Panoramic View Monitor, der i den nye RAV4
viser et tredimensionelt billede.
Toyota forventer, at introducere den helt nye RAV4
inden udgangen af 2025.
Link til importøren

Toyota præsenterede også en særlig GR-version af den
nye RAV4. |