- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Toyota Multi Model Event i Bruxelles

 

 


Verdenspremiere på helt ny Toyota Aygo X Hybrid

Toyota sætter strøm til den mest populære minibil


Af Søren Clauding – 2. juni 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den måske største nyhed på Toyota Multi Model Eventet i Bruxelles er den mindste i Toyotas modelprogram. Toyota har nemlig sat strøm til den lille Toyota Aygo X, der derigennem bliver en endnu mere klima- og energirigtig gennem anvendelsen af ægte hybridteknologi.

 

Toyota har i årtier arbejdet ud fra den filosofi, at elektricitet er godt, men det skal indgå i en afbalanceret sammenhæng med virkeligheden og i harmoni med verdens ressourcer. Elbiler kan være løsningen for visse bilbrugere, især i et lille land som Danmark, men elbiler giver også mange udfordringer, som i stadig stigende grad går op for elbilskøbere, når de har kastet sig ud i investeringen. Det handler om praktik og brugsrigtighed – og langt henad vejen også om økonomi. Hvortil kommer, at verden globalt set på ingen måde er klar til elbiler.

 

I Danmark indregistreres der rigtig mange elbiler. De er gode for mennesker, der bor i eget hus med mulighed for opladning og som har et beskedent kørselsbehov. De opnår desuden massiv støtte fra det danske samfund, som i praksis indebærer, at hvis prisen er under en lille halv million kroner, betales der ingen registreringsafgift til staten.

 

Biler er for alle

Det er der imidlertid rigtig mange mennesker, der ikke har fordel af. Mennesker, der også gerne vil have en bil og køre prismæssigt fordelagtigt. Til dem er Toyotas hybridbiler ideelle. Med en brændstoføkonomi på et godt stykke over 20 km/l bliver kørselsudgiften moderat, og det er præcis den gruppe af mennesker, i Danmark som i resten af Europa ikke mindst, hvor den helt nye Toyota Aygo X rammer ind (X udtales Cross).

 

Toyota Aygo X er allerede Danmarks mest populære bil i mikrobil klassen, også uden hybridmotor. Og ved den såkaldte Multi Model Event i Bruxelles løftede Toyota (med embargo sat til 2. juni) sløret for den nye og opdateret version af Aygo X, der bliver den første hybridbil i sin klasse.

 

Maskineriet i den nye Aygo X Hybrid er i princippet den selvsamme 1,5-liters hybridmotor på op til 116 hk, som benyttes i Yaris Hybrid og Yaris Cross Hybrid, og den giver dermed Aygo X hele 44 ekstra hestekræfter i forhold til den nuværende 1-liters benzinmotor på 72 hk. Plus automatgear. 0 til 100 km/t på under 10 sekunder i stedet for knap 15 sekunder. Det siger meget. Elmotoren i hybridsystemet vil samtidig også sikre en øjeblikkelig, hurtigere og mere støjsvag acceleration.

 

Fortsat rummelig

Det er lykkedes Toyota ingeniørerne at få plads til hybridsystemet uden at gå på kompromis med rummeligheden i den i forvejen kompakte mikrobil. Normalt kræver hybridbatteriet mere plads i længderetningen, end Aygo X giver mulighed for. Så for første gang i en hybridbil fra Toyota ligger hybridbatteriets to stakke af celler placeret ved siden af hinanden på tværs under bagsædet.

 

Samtidig er der fundet plads til 12-volts starterbatteriet under gulvet i bagagerummet, og derved byder den nye Aygo X Hybrid på samme rummelighed som den hidtidige benzinudgave. Den større 1,5-liters hybridmotor har dog gjort, at udhænget fortil er blevet 76 mm længere, da den nye motor optager noget mere plads end den mindre 1-liters benzinmotor.

 

Med introduktionen af hybridteknologi til Aygo X placerer mikrobilen sig med den laveste udledning af CO2 blandt alle biler, der ikke kan lades op fra elnettet. Faktisk forventer Toyota en CO2-udledning på blot 86 gram pr. km.

 

Støjsvag og sikker

Støjniveauet i kabinen er reduceret betragteligt gennem brug og optimering af lydisolerende materialer. Lyddæmpning ved instrumentpanelet, motorhjelms-isolering og afdækning af undervognen ved motoren, kombineret med et opdateret udstødningssystem med lyddæmpning, giver en mere støjsvag oplevelse under kørslen. I de højeste udstyrsudgaver finder man desuden tykkere vinduesglas og ekstra lydisolering i hele karosseriet.

 

Aygo X Hybrid inkluderer den omfattende sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense, med bl.a. de nyeste aktive førerassistentsystemer, automatisk nødbremse for både andre køretøjer, cykler og fodgængere, vognbaneassistent, registrering af vejskilte, nødstop assistent og proaktiv førerassistent, der hjælper med at holde afstand og tilpasse farten, uden den adaptive fartpilot er aktiveret. Og sikkerhedspakken, Toyota Safety Sense, vil også kunne opdateres løbende over-the-air.

 

Moderniseret design

Designet er ved samme lejlighed moderniseret: ny motorhjelm, nye forlygter og en ny frontgrill, kombineret med enten 17" eller 18" alufælge og store sorte hjulkasser.

 

Interiør er fornyet med et nyt 7" digitalt informationsdisplay foran føreren og et nyt kontrolpanel til styring af klimaanlægget. I de højeste udstyrsudgaver vil man også kunne få en ny trådløs oplader af ens smartphone, digital nøgle, elsidespejle og klimaanlæg med nanoeXTM teknologi.

 

Aygo X Hybrid markerer sig gennem lav CO2-udledning men helt generelt sætter den et endnu mindre klimaaftryk. Toyota vurderer, at den nye hybridudgave samlet udleder 18 procent mindre CO2 i hele sin livscyklus, når man medregner både brug, produktion og distribution. Aygo X bliver i øvrigt produceret på Toyotas fabrik i Kolin i Tjekkiet - en bilfabrik, der i forvejen udelukkende benytter vedvarende energi i produktionen.

 

Toyota forventer at introducere den nye Aygo X Hybrid i Danmark i begyndelsen af 2026.
Link til importøren

PLIGTINFORMATION
Iht danske regler oplyses, at bilmærkets importør inviterede til præsentation af de omtalte biler og delvis forestod udgifter til transport.
Toyota prøvekørsler -find dem hér >>>


Læs mere:
Toyota Multi Model Event >>>











I samme hug præsenterede Toyota også en særlig Aygo X i GR-antræk.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt