- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


First World test: Suzuki Swift

- 4. generation


Suzuki Swift bedst på udstyr


af Søren Clauding - marts 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når den nye Suzuki Swift lander på det danske marked i begyndelsen af juni, kan danskerne glæde sig over, at dermed bliver udbuddet af småbiler til rimelige priser noget større. D. 7. juli indfører EU nemlig nye minimumskrav for, hvad nye biler skal indeholde af sikkerhedsudstyr, som formentlig vil gøre den del af bilmarkedet uinteressant for mange af de producenter, der trods alt forsat fremstiller minibiler i de såkaldte A og B segmenter.

 

I skrivende stund mener vi at måtte vide, at alene Toyota Yaris og den tilsvarende Mazda2 opfylder EU-kravene, og den billigste Yaris koster aktuelt 200.000 kroner mod de cirka 170.000 kroner, som forventeligt bliver prisen på den nye Swift. Det skal ikke udelukkes, at andre kommer til, men udfordringen er, at EU kræver udstyr, som kun vanskeligt om overhovedet kan bygges ind i de eksisterende småbiler og derfor fordrer nye konstruktioner. Udstyret er i sig selv heller ikke helt billigt.

 

Krav og forventninger koster penge

Dertil kommer, at moderne udstyr i det hele taget optager plads, og bilkøbere har meget større forventninger til, hvad deres bil skal kunne, end tilfældet var for blot få år siden. Derfor mødes Suzuki-køberne også af velbestykkede modelvarianter, hvor selv den billigste er ganske godt klædt på, hvilket vi fik et klart billede af i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af den nye bil, som fandt sted på vejene tæt ved Bordeaux i Sydfrankrig.

 

Hvad det lovgivningsmæssige udstyr angår, skal alle nye bilmodeller indregistreret efter 7. juli 2024 have:

 

- Nødbremse med fodgænger og cyklistgenkendelse.

- Aktiv vognbaneassistent, der kan fastholde bilen i kørebanen.

- Førerovervågning med træthedsregistrering.

- Skiltegenkendelse med visning i instrumentpanelet.

- Hastigheds-assistance (advarsel).

- Navigation eller anden løsning på hastigheds-assistancen.

- Advarsel fra bagfra kommende trafik og/eller bakkamera.

- Automatisk katastrofeblink ved kraftig opbremsning.

- Sort boks (en såkaldt Event Data Recorder) i stil med det, der kendes fra flyvemaskiner.

- Forberedt for alkohol-lås.

 

Desuden er der nye og skærpede krav til en bils såkaldte kollisions-zoner og bilens evner til, ved påkørsel af fodgængere og cyklister at beskadige dem mindst muligt.

 

Branche-protester

Det er en ordentlig mundfuld, og flere af kravene virker så absurde, at bilbranchen som helhed har protesteret imod dem. Eksempelvis kunne vi ved selvsyn i Bordeaux og omegn konstatere at hastighedsassistancen langt fra virkede som den skulle. Det skyldes ikke bilen, men det input, som det offentlige trafiksystem skal fodre bilens systemer med.

 

I Sydeuropa er man fx gode til at sætte fartskilte op før snævre og skarpe kurver. Og siden ophæver man ikke fartbegrænsningen ved hjælp af skilte. Også i Danmark ophæves en fartbegrænsning ofte alene ved passage af et vejkryds. Det indebærer, at det blinkende vejskilt symbol på instrumentbordet og den tilhørende advarselstone vedbliver med at sende signaler indtil et nyt fartgrænse-skilt observeres. Det oplever vi næsten hver eneste gang, vi prøvekører nye og større biler, hvor indbygningen af udstyret ikke er så kompliceret og derfor formentlig også noget billigere.

 

Sikkerhed bliver til usikkerhed

I Bordeaux området skete det imidlertid så ofte, at man stille og roligt vænnede sig til at se bort fra advarslen, for den passede kun i sjældne tilfælde og distraherede mere end den gavnede. Så det, der skulle være en sikkerhed, er blevet til det modsatte. Heldigvis kan man som regel i bilerne, og også i Swift’en, ved nogle få klik deaktivere funktionen. Men det skal gentages hver gang, tændingen har været afbrudt.

 

På udstyrssiden – bortset fra de på ingen måde alle særligt virksomme nye regler – kan man glæde sig over, at selv i basisudgaven af den nye Swift har man en del udstyr, som omvendt giver ret god mening.

 

Godt funktionsudstyr

Den adaptive fartpilot er blevet bedre og mere præcis, bilen har også p-sensorer bag, en ny og meget klar 9” berøringsskærm (samt en række fysiske knapper til fx sædevarme og klimaregulering), nøglefri betjening, el-ruder også ved bagsæderne, automatisk nedblænding af fjernlyset, LED lygter for og bag, varme i sidespejlene, aircondition og multijusterbart rat.

 

Top-versionen er så udstyret med 16” alufælge, automatisk klimaanlæg, foldbare sidespejle, mørktonede ruder bag, sædevarme, ekstra USB-C stik, rat i kunstlæder, højdejusterbart førersæde, 2-farvet sædeindtræk, spejl i begge solskærme, luftkanal til bagsæde og højdejusterbare sikkerhedsseler foran.

 

Støjdæmning og fjernbetjening

Oven i det skal tilføjes, at Suzuki har støjdæmpet den nye Swift. Ikke ved at hænge en masse tungt isoleringsmateriale på bilen, men ved at tildække bilen under bunden og derved sikre en glat overflade, så vindstøjen nedefra er markant dæmpet. Bilens frihøjde er blot 11,5 cm, hvilket også generelt reducerer mængden af luft under bilen. Det har en mærkbar/hørebar effekt – en Swift er ret lydløs. Og samtidig forbedrer det aerodynamikken og dermed benzinøkonomien.

 

Sidst, men ikke mindst skal det også nævnes, at den nye Suzuki Swift også er connected, sådan at man ved hjælp en app får adgang til at se kørselshistorikken, men nok så vigtigt bilens placering, diverse statusmeddelelser samt alarmer. Og så kan man også låse bilen op og i på distancen.


Suzuki prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Suzuki satser sikkert med ny Swift >>>

Verdenspremiere: Ny og moderne Suzuki Swift >>>
First on-board test video: Suzuki Swift Hybrid
Vi har prøvet den helt nye 4. generation af Suzuki Swift, der kommer til Danmark i juni måned 2024. Vejen var iblandt meget ujeævne. Se hvordan den nye lille "super-mini" håndterer den udfordring. Fuld HD.

Link til importøren










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt