- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


First World test: Suzuki Swift

 - 4. generation


Suzuki satser sikkert med ny Swift


af Søren Clauding - marts 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange skal være glade for at der snart kommer en ny Suzuki Swift på markedet. For antallet af småbiler svinder ind i disse år. Stadig flere bilfabrikker fravælger at udvikle de små biler, for omkostningerne stiger og de prisbillige køretøjer spækker ikke meget i regnskabet. Og til sommer presser EU bilfabrikkerne endnu mere ved at indføre krav om nye sikkerhedssystemer, som er kostbare, og hvor effekten mildest talt er er beskeden.

 

Men Suzuki, som er specialist i småbiler, har taget tyren ved hornene og satser på, at med færre konkurrenter kan lanceringen af en ny lille bil blive en OK forretning. De baserer det på, at fabrikken i fjor solgte 3 millioner biler på verdensplan (verdens største bilfabrik, Toyota, solgte til sammenligning 11 mio.), så selvom Suzuki ikke i sammenligningen er gigantisk, er 3 millioner biler dog stadig en sjat.

 

Beskedent salg af små elbiler

Og så satser Suzuki ikke fuldt elektrisk, hvilket kan synes at være en god disposition på et marked, hvor elbilsalget er vigende. I årets første kvartal faldt salget af elbiler i Tyskland med 15 procent, og tilsvarende viser erfaringerne fra det danske marked, at selvom dele af de danske bilkøbere er gået el-amok, udgår benzindrevne biler fortsat 97 procent af salget i det såkaldte B-segment, altså den kategori af biler, som Suzuki Swift tilhører. Lad det derfor allerede nu være sagt, at en Suzuki Swift fortsat er en benzinbil, selvom tilnavnet “Hybrid” indikerer en mindre assistance fra en beskeden, men dog momentstærk elmotor.

 

En aktuel sammenligning med de andre spillere på markedet ender op i, at når 7. juli indtræder, hvilket er skæringsdatoen for indførelsen af de nye EU-regler, vil kun ganske få og indtil videre alene den nye Toyota Yaris Hybrid og søstermodellen, Mazda 2 Hybrid, samt den nye Suzuki Swift være de eneste biler, som lever op til de nye regler (læs om de nye regler hér >>>).

 

Nye regler kræver nyt design

Det bemærkelsesværdige er, at ingen af de nye regler er synlige. Det handler først og fremmest om en effektiv computerteknologi, der vil kunne styre og samordne de mange funktioner, så bilisterne får gavn af dem. Alligevel kan de ses, fordi deres eksistens har indgået i det designarbejde, som ligger bag Suzuki Swift.

 

Hvis ikke en bil er forberedt på, at kunne indeholde det store antal sensorer og andre nødvendige elementer, kameraer og radarer osv., får de en stor udfordring, for de skal jo også virke som tilsigtet. Swift’en er skabt med tanke også på de mange funktioner, og derfor går Suzuki med sindsro markedet i møde. Også vel vidende at mærket har en stor kundeskare, som vælger bil ud fra devisen: En gang Suzuki altid Suzuki.

 

Så Suzuki kan småbiler…

Og ingen Suzuki-kender vil blive skuffet over den nye Swift. Og formentlig heller ikke mange andre, der måtte vælge en Suzuki for første gang. For Suzuki kan det dér med at bygge småbiler.

 

Den nye og nu fjerde generation Swift er i teknisk forstand baseret på en undervogn, der grundliggende ikke er meget forskellig fra forgængeren. Den kører dog anderledes, styrer mere præcist og håndterer bilens naturlige bevægelser bedre end den hidtidige. Det var i hvert fald erfaringerne fra de første internationale testkørsler af den nye Swift på plane og ofte ujævne landeveje vest for den franske vin-by, Bordeaux.

 

Spændstig affjedring

De prøvekørte biler var alle topudgaven med 16” alufælge, men Swift findes også med 15” fælge, og det kan måske gøre en forskel, for vores umiddelbare tilbagemelding var, at den måske var lidt vel rigelig spændstig. Og tilbagemelding var der tale om, for Suzuki havde et par håndfulde japanske teknikere med i Bordeaux, som spurgte meget ind til køreoplevelsen med henblik på fx at foretage nogle sidste øjebliksjusteringer inden lanceringen, som i Danmark finder sted først i juni måned. Så måske bliver det slet ikke nødvendigt at vælge 15” i stedet for 16…


185/55-16 dæk på alufælge er standard på topversionen.


Suzuki Swift har foruden de lovgivnings dikterede fornyelser en lang række stærke egenskaber. Bl.a. er den meget let, under 1000 kg, den er kort, blot 3,86 meter (stort set det samme som forgængeren) og meget væver. Den er sjov og underholdende at køre, og så gør det mindre, at motoren ikke er stærkere end den, man fandt i forgængeren.



22,7 km/l

Der er tale om en 1,2 liters 3-cylindret benzinmotor, der yder op til 82 hestekræfter. Men fordi bilen er så let, kan den alligevel nå de 100 km/t på blot 12,5 sekunder. Den er for nærværende udrustet med et 5-trins manuelt gear, men kommer sidenhen også med automatgear af CVT typen som faktisk gør bilen hurtigere, for da vil de magiske 100 km/t kunne nås på 11,9 sekunder.

 

Motoren er som nævnt assisteret af en lille 4-hestes momentstærk elmotor, som dels understøtter benzinmotoren, dels medvirker til at holde benzinøkonomien nede på 22,7 km/l. Men nok så vigtigt: Fordi den er så enkel, forventer Suzuki at kunne markedsføre den nye Swift til priser fra omkring 170.000 kroner. Det er ret billigt, fordi man får ret meget udstyr med i prisen…


Suzuki prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Suzuki Swift bedst på udstyr >>>

Verdenspremiere: Ny og moderne Suzuki Swift >>>
First on-board test video: Suzuki Swift Hybrid
Vi har prøvet den helt nye 4. generation af Suzuki Swift, der kommer til Danmark i juni måned 2024. Vejen var iblandt meget ujeævne. Se hvordan den nye lille "super-mini" håndterer den udfordring. Fuld HD.




Korte fakta om ny Suzuki Swift


Introduktion i Danmark: Primo juni 2024

 

Motor:

3 cyl. 1,2 liter mild hybrid benzinmotor, 82 hk, 112 Nm/4.500 omdr./min. El-motor: 4 hk. Forhjulstræk. 5 M/T, 0-100 km/t: 12,5 sek. Topfart: 165 km/t. Benzinøkonomi: 22,7 km/l (WLTP). CO2: 98 g/km.

 

Vægt: 919 kg.

Længde: 3,86 meter.

Højde: 1,50 meter.

Bredde: 1,74 meter.

Frihøjde: 11,5 cm.

5 sæder.

Bagagerum: 265-980 liter.


Link til importøren






Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt