Det blev til endnu en stærk sejr til Ferrari. For
tredje år i træk formåede en Ferrari 499P at komme
først over målstregen i 24 timers La Mans. Det var
ikke en fabriksbil, men en Ferrari er vel en
Ferrari, hvis man er italiener. Blandt danskerne
havde forhåbningerne været store, men de fleste
oplevede nok løbet som lidt af en nedtur.
Det gjaldt måske især sidste års vinder, Nicklas
Nielsen, der kørte et løb så godt, at havde det ikke
været for en dum "færdselsforseelse", hvor
hastighedsgrænsen i slow-zone (gult flag) blev
overskredet, havde Ferrari-raceren med nr. 50 på
siden været først i mål. Så tæt var det.
Siden valgte teamet at lade de to fabriksbiler
slutte med nr. 51 først, fordi de begge havde
tekniske udfordringer i løbets afsluttende fase.
Surt for Nicklas Nielsen, for så blev det ikke
engang en podieplacering.
"Tæt" passer perfekt
Men "tæt" passer i den grad på årets løb. At ikke
færre end 8 bilmærker på højeste niveau skulle dyste
mod hinanden i Hypercar klassen, gav den spænding og
den uforudsigelighed, der er kernen i et 24-timers
Le Mans.
Godt nok vandt Ferrari igen, og nu for tredje gang.
Men den omstændighed, at en Porsche 963 blev nr. 2,
blot 14 sekunder efter vinderbilen, gav ikke bare
løbet ekstra liv, det understregede også, at
ligheden er stor, når det drejer sig om at tilpasse
bilernes individuelle præstationsformåen via det
såkaldte Balance of Performance regelsæt.
Det er både godt og ondt, for utilfredsheden, som
favoriserer visse konstruktioner i nogles øjne,
holdes der liv i, bl.a. ved at forbyde deltagerne at
drøfte de faktiske regelspecifikationer. Men netop
det, at Porsche kørte så tæt op med Ferrari, og
reelt besejrede de to fabriksbiler, eliminerer til
dels mistanken om, at fx Porsche skulle have opnået
en særbehandling. Om det er sket, får man nok aldrig
at vide.
Cadillac og Toyota
Også den omstændighed, at både Cadillac og Toyota
var ultra konkurrencedygtige, taler for fairplay, så
det var vel sådan det var. Cadillac kom i mål på en
femteplads, der elles længe tilhørte Toyota nr. 8
med bl.a. den tidligere Le Mans vinder og
verdensmester, Sébastien Buemi på holdet. Men så fik
team-personalet hos de regerende verdensmester ikke
lige skruet hjulbolten på venstre forhjul ordentligt
fast. Hjulet fløj af i første kurve efter et pitstop
med hjulskifte og bilen sendt 7 omgange bagud. At
det lykkedes holdet at nå en officiel 16. plads i
mål viser meget om kampånden.
Derefter var det op til Toyota GR010 Hybrid raceren
med nr. 7 på siden at forsvare æren. Men de havde
tidligt problemer og set i det lys var deres 6.
plads i mål ret overraskende.
De danske kørere var for de flestes vedkommende
superoptimister inden løbet. Men optimismen
blegnede, i flere tilfælde fordi der bl.a. blev
holdt ekstraordinært skarpt øje med ikke mindst
hastighedsreglerne.
Michael Christensen brillerede
Egentlig var det Michael Christensen i Porsche 963,
der stod for den flotteste opvisning i Le Mans. Han
tog greb om føringen i løbet første timer, men så
mistede man placeringer, da en af kollegerne på
holdet overskred hastighedsgrænsen "under gult" og
bilen måtte en tur gennem pitten. Dermed mistede man
momentum og selvom danskeren arbejdede hårdt på at
komme tilbage nåede man ikke længere end til
7.pladsen, lidt over en omgang efter vinderen.
Peugeot havde som vanlig mangel på fart, og når
teknikken så også drillede var det svært. Bedst gik
det for Malthe Jacobsen, der var med til at køre
fabriksbilen ind på løbets 12. plads. Mikkel Jensen
i den anden af 9X8 racerne blev nr. 17 og sidst
blandt danskerne, havde det ikke været for Kevin
Magnussens problener med hans BMW M Hybrid V8.
Kølingen af hybridsystemet gik i udu og selvom bilen
blev klassificeret, var den reelt ude af Le Mans.
Og så skal det på det bestemteste nævnes, at Marco
Sørensens ukuelige indsats gav Aston Martin Valkyrie
dens første Hypercar placering som nr. 13.
Frederik Vesti var den eneste dansker, der
regulært udgik, da han Cadillac V-Series R gav op
tidligt i løbet. Vesti havde på det tidspunkt vist
fremragende kørsel.
I LMP2 sluttede David Heinemeier Hansson som bedste
dansker på en 9. plads mens Martin Jensen efter en
kort opblomstring kom i mål som nr. 12.

David Heinemeier Hansson blev bedst af de to
danskere i LMP2. han sluttede som nr. 7.

For Michael Jensen var en 12. plads OK, men han var
undervejs fremme og føre an - så vil man noget mere.

Frederik Vesti kørte stærkt, men Cadillac'en gav op.
|