- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Volvo V60 D4 Ocean Race editon

Et gevaldigt løft


Af Søren Clauding – februar 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi sidste gang prøvekørte en Volvo V60 var det med en 5-cylindret 163-hestes dieselmotor, en såkaldt D3 maskine, som udmærkede sig ved sin store fleksibilitet og et moderat brændstofforbrug. For kort tid siden bragte Volvo en ny diesel på markedet, mange flere kræfter, meget længere på literen – det kan ikke siges kortere: Selvom den hidtidige var god, er der en verden til forskel.

 

Forskellen ligger i noget så basalt som tiden, der er gået. En intensiv udviklingsproces og accept af, at 5 cylindre helt automatiske kræver brødfødning af en cylinder, som man i virkeligheden ikke behøver. Moderne motorstyring medvirker nemlig til, at forbrændingsforløbet kan styres mere nøjagtigt og resultatet er som nævnt direkte målbart, og også direkte mærkbart. Den nye D4-motor er mere smidig, den vibrerer ikke mere, den støjer ikke mere – tværtimod – og så er den som nævnt meget kraftigere og meget mere økonomisk.

 

Flere kræfter og længere på literen

I tørre tal: Den hidtidige 5-cylindrede 2-liters diesel leverede 163 hestekræfter, præsterede 16,4 km/l med automatgear og 18,2 km/l med manuelt gear. Med den nye 4-cylindrede 2-liters diesel kan man køre 23,3 km/l med automatgear og 25,6 km/l med manuelt gear. Og da den på toppen leverer ikke færre end 181 hestekræfter og 400 Nm, kan man nå de 100 km/t på imponerende 7,6 sekunder og sprinte derudaf med 225 km/t. De tal er markant bedre end forgængerens.



Topfarten har vi ikke prøvet, men vi gætter på, at det ikke vil være noget problem, for V60 er både stabil og styrer præcist. Affjedringen er komfortabel, men skal vi finde på noget at anke over, er det måske lige præcis, at undervognen også står for en mindre overhaling. Kørselsforholdene og brugen af vinterdæk umuliggjorde imidlertid en mere specifik analyse – som måske i bund og grund også er mindre vigtig: En Volvo V60 er en glimrende bil, den kører udmærket og i øvrigt henviser vi også til vores tidligere prøvekørsel, hvad det funktionelle angår (læs prøvekørslen af Volvo V60 D3 hér >>>)

 

Ligesom forgængeren

For selvom Volvo V60 har fået en ansigtsløftning for nylig, som absolut har tilført den mere visuel elegance og pondus, er bilen i bund og grund den samme som inden ansigtsløftningen, og det er nu ikke så dårligt endda.

 

Benpladsen på bagsædet er ikke overvældende, hvad der til dels kan tilskrives de store kraftige sikkerhedssæder, men også det store bagagerum på næsten 700 liter har fået sin del af kabinepladsen. Sådan er det i en stationcar, om end bagsædepladsen ikke er forskellig fra S60-modellen.

 

Apropos sæderne havde vi, som resultat af omstændighederne (et lettere hold i nakken…) anledning til at vurdere Volvo sæderne ud fra en anderledes synsvinkel: Sæderne har fast nakkestøtte, og det kræver en noget tilbagelænet kørestilling, hvis man gerne vil have mulighed for at strække hoved lidt bagud engang i mellem. Hvis man ikke har lange arme og derfor har brug for en forholdsvis opret siddeposition, er det er problem. På den ene siden har vi respekt for Volvos gennemprøvede sikkerhedssæder, på den anden side burde fabrikken tænke mere fleksibilitet ind i sædekonstruktionerne fremover.

 

Nyt lynhurtigt 8-trins automatgear

Et lettere facelift, en ny og fremragende dieselmotor, der i øvrigt også opfylder de kommende Euro 6 miljønormer, der træder i kraft 1. september. Dermed ville det normalt være slut. Men Volvo har også konstrueret en ny 8-trins automatgearkasse. Den er konventionel, men helt konventionel kan den nu ikke være, for den er lynhurtig og skifter gear, føles det som, ligeså hurtigt som en dobbeltkoblingsgearkasse. Den er også hurtig til at skifte ned i gear og er helt igennem en positiv gevinst for V60eren.

 

Ocean Race edition

En Volvo V60 D4 koster 666.500 kroner i den prøvekørte Ocean Race edition version. Den billigste V60 koster 415.000 kroner og det er naturligvis meget, at skulle betale mere end halvanden gang så meget for dieselbilen. Men Ocean Race edition udstyret, som er relateret til Volvos sponsorat af den verdensomspændende sejlkonkurrence, der finder sted netop nu, inkluderer imidlertid forskellige gimmicks som f.eks. et verdenskort på bagagerumsdækkenet hvor sejlruten er indtegnet.

 

Også på midterkonsollen kan man se de mange destinationer, hvis man har en lup med i lommen (her på siden kan man klare det ved at klikke på billedet til venstre). De er markeret på kanten af den elegante konsol-bro. Og når bilen startes, mindes man om det på centerskærmen. Dertil kommer letmetal-fælge, hvor man selv afgør, om de skal være 17” eller 18” – herligt – og sportssæder med læder.

 

Omfattende udstyr i øvrigt

Udstyret inkluderer desuden aktive Xenon forlygter og det meste af Volvos højt berømmede sikkerhedsudstyr.

 

Derudover var den prøvekørte V60 udrustet med ekstraudstyr for små 90.000 kroner, som omfatter navigation, bakkamera og p-sensor (hensigtsmæssigt, for i fedtet føre bliver kameralinsen hurtigt snavset), rat-varme, adaptiv fartpilot, Volvo On Call, som tilkalder hjælp i tilfælde af en ulykke, Blind Spot Drive Alert, som meddeler, hvis der er køretøjer i den blinde vinkel osv.


Andre Volvo prøvekørsler - find dem hér >>>


Volvo V60 D4 i Motorradioen >>>


 

 


Model:

Volvo V60 D4 Ocean Race editon aut.

Listepris:

Kr. 666.500

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l Turbo-dieselmotor. 181 hk. 400 Nm/1750-2500 omdr./min. 8 trins automat gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,6 sek./ 225 km/t/ 23,3 km/l /112 g/km

Længde:

4,63 m

Bagagerum:

692 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. Letmetal-fælge. Xenon forlygter med forlygtevaskere. Fjernbetjent centrallås. 6 airbags. Fartpilot. Multijusterbart rat. Multijusterbart fører- og passagersæde med el-justerbar lændestøtte. Klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Sædevarme. Regnsensor. Isofix.


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt