- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


 

Biltest: Dacia Lodgy 1,5 dCi 90 Ambiance

Rolig og rummelig


Af Søren Clauding – september 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er sagt og skrevet meget om Dacia Lodgy efter at den, som den første model fra den Renault-ejede rumænske bilfabrik, blev lanceret i Danmark for nogle måneder siden (læs også vores første test af Dacia Lodgy hér >>>). Vigtigt er det, ikke at tage den for andet end det, den er: En rummelig bil, som vi tror på, at man kan have meget glæde af, hvis man har brug for plads frem for alt andet og er indstillet på, at tage det stille og roligt.

 

Sidstnævnte udtalelse rammer efter vores opfattelse direkte ind i kernen af kritikken. Sikkerheden er ikke for stor i en Lodgy, hverken den aktive eller den passive. Men den er ikke på nogen måde dumpet i den europæiske EuroNCAP sikkerhedstest, den får blot ikke så mange stjerner som konkurrenterne og dermed er den pr. definition ikke så sikker i tilfælde af kollision. Og hvad det aktive angår, får køreegenskaberne udtrykt i form af styrestabilitet, kurvestabilitet og vejbeliggenhed heller ikke topkarakterer – men der er ingen som helst problemer i, at køre med normal motorvejsfart på danske motorveje.

 

Hvis økonomien spiller med

Da en Dacia Lodgys væsentligste berettigelse er, at man køber en fabriksny bil med 3 års fabriksgaranti fra en anerkendt bilvirksomhed (det er Renault, der står for importen af bilerne til Danmark) til en pris, som ingen af konkurrenterne i samme størrelse bare kommer i nærheden af, er det måske mere reelt at sammenligne med, hvad man ellers kan få for de samme penge.

 

Har man behovene som nævnt ovenfor og er økonomien en begrænsende faktor, vil valget let kunne falde på en 10 år gammel bil – som hverken har garanti eller samme sikkerhedsniveau som biler anno 2013. Det er i det lys, synes vi, man skal se en Dacia Lodgy.

 

Sæt farten ned…

Både hvad sikkerhed og køreegenskaber angår, er man hjulpet af at køre langsommere. OK, påkørsel fra siden har ikke nødvendigvis noget med ens eget tempo at gøre. Men konsekvenserne af frontalkollision er markant ringere, hvis man sænker hastigheden blot 10-20 km/t. Og på en dansk motorvej er der mange bilister, der kører både 10 og 20 km/t under den højest tilladte hastighed.

 

De ikke alt for præcise køreegenskaber bliver tilsvarende mindre udtalte ved lavere fart, og man har nemmere ved at undvige, når man ikke kører så hurtigt – desuden falder også bremseafstanden proportionelt meget, når farten sættes ned – men netop hvad angår bremseevnen, var der ikke noget foruroligende ved en Lodgy.

 

Med andre ord: Kører man roligt og har brug for en rummelig bil er Dacia Lodgy et reelt alternativ.

 

Prøvekørt på Samsø

Af samme årsag prøvekørte vi bl.a. bilen på Samsø. Nej, det er ikke helt rigtigt, vi skulle alligevel producere et radioprogram om Samsø (se, læs og lyt til Rejseradioen.dk hér >>>), men opdagede hurtigt, at på Samsø er tempoet lavere end andre steder i landet (der er heller ingen motorveje) – hvad der netop er en årsag til at besøge øen. Så Lodgy’en passede ganske glimrende til Samsø. Og så kan man jo give det en tanke, hvor mange ferieture, man kan tage på for de penge, man har betalt mindre for bilen…

 

For en Dacia Lodgy er både en oplagt bil at tage på ferie i, ligesom den er en oplagt hverdagsbil for mennesker med stort pladsbehov. Man skal dog være opmærksom på, at en af grundene til den upræcise kørsel skyldes en ret blød affjedring. Det er behageligt ved langsom kørsel på ujævn vej, hvor ujævnhederne ikke forplantes til kabinen. Men ved motorvejsfart giver det let sidevejrs vuggende bevægelser, stadige styrekorrektioner og det er trættende, ikke bare for føreren men også for passagererne.

 

Priser fra 130.000 kroner

Den prøvekørte version havde 7 sæder, men bilen sælges også med fem. Den billigste variant koster 130.000 kroner, den har fem sæder, basisudstyr og en 1,6 liters benzinmotor under motorhjelmen. Den bageste sæderække består af et samlet sæde, som skal løftes ud af bilen, hvis man vil af med sæderne.

 

De foldes ikke ned i bunden, når de ikke er i brug. Det er en forholdsvis nem operation, men ikke sammenlignelig med de løsninger, hvor sæderne foldes væk. Omvendt kan man jo disponere over pladsen i bagagerummet, når sæderne er ude – det er jo ikke tilfældet, hvis man fortsat kører rundt med dem i bilen. Og da har man ikke mindre end 2,6 kubikmeter til sin rådighed.


Klik på billederne og se dem større


Den prøvekørte variant havde foruden de ekstra bagsæder Renaults velkendte 1,5 liters dieselmotor, der hér yder 90 hk, ude fortil. Den motor er topmoderne, den er trækvilligt og fremfor alt økonomisk. 23,8 km/l siger det officielle tal – ikke dårligt i så rummelig en bil. Men man skal dog ikke forvente at kunne holde det forbrugstal, hvis man udnytter motorens kræfter og læsser bilen så meget, som den kan. Så forringes det væsentligt.


Klik på billederne og se dem større


Prisen er da også krøbet op på 165.000 kroner. Men det er stadig rigtig meget plads, man får for de penge. Og prisen inkluderer det såkaldte Ambiance udstyr.

 

Gammeldags

Ligesom for de bageste sæders vedkommende er kabinen kendetegnet ved mange ikke særlig moderne løsninger og ikke optimal pladsudnyttelse. Netop Ambiance udstyret løfter niveauet lidt: fjernbetjent centrallås, el-ruder fortil og sædevarme står på udstyrslisten og der er ikke færre end tre Isofixbeslag på mellemste sæderække. Men aircondition skal tilkøbes for 6000 kroner.

 

Rattet kan alene justeres i højden og pudsigt nok er bilen ikke udrustet med fartpilot – alene fartbegrænser. Man kan da sætte begrænseren på og holde speederfoden i bund – så virker det på nogenlunde samme måde.

 

Sidst, men for mange mennesker ikke mindst: En Dacia Lodgy 1,5 dCi 90 hk må trække 1400 kg. Så går det næppe særlig hurtigt – men den må!


Klik på billederne og se dem større

Dacia Lodgy i Motorradioen


Man behøver ikke køre i helt så adstadigt tempo i en Dacia Lodgy som i "Dirch Passer Bussen" i baggrunden. Trods alt...

Klik på billederne og se dem større


Model:

Dacia Lodgy 1,5 dCi 90 hk Ambiance 7 sæder

Listepris:

Kr. 164.990

Motor og transmission:

4 cyl. turbo dieselmotor 1,5 l. 90 hk. 200 Nm/1750 omdr./min. 5 man. Gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,4 sek./ 169 km/t/ 23,8 km/l/ 109 g/km

Længde:

4,50 m

Bagagerum:

207/2617 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. Højdejusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. Indvendigt justerbare sidespejle. El-sideruder for. 7 sæder. 3 X Isofix. Sædevarme. Hastighedsbegrænser.


Klik på billederne og se dem større

 

 

Klik på billederne og se dem større

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt