Volvo har stor succes med den nye
V40. Og i Paris havde man verdenspremiere på to
varianter over V40: En høj og en lav. Volvo V40
Cross Country er en variant med større frihøjde samt
firehjulstræk, mens V40 R-Design er en sportsversion
med sænket undervogn.
V40 Cross Country følger op på en
15 år gammel tradition. Dengang så V70 Cross Country
dagens lys for første gang og repræsenterede den
første bil i et nyt segment, hvor man forenede
lettere terrængående egenskaber med en luksusbil.
V40 Cross Country er ingen
off-roader, heller ikke en SUV, men den har en
forøget frihøjde og i topversionen er der mulighed
for all-wheel drive, dvs. et firehjulstræk, der
tilpasser sig kørselsforholdene. Frihøjden er
forøget med ikke mindre end 40 mm, sammenlignet med
den almindelige V40, og den kan påmonteres hjul på
op til 19”.
All-wheel-drive er ikke standard
på alle V40 Cross Country, men kan leveres til
modellen med 2,5 liters T5 motor, der præsterer op
til 254 hk og et moment på imponerende 400 Nm. Til
samme model er Hill Descent Control standard.
V40 R-Design
Samme motor ligger også i V40
R-Design, som er sænket 10 mm. Man har strammet
undervognen op på den særlige Sportsversion, som i
øvrigt er udviklet i samarbejde med den svenske
racerkører Robert Dahlgren fra Volvo Polestar Black
R team. Målsætningen med R-Design varianten var ikke
alene at skabe en mere sportslig version af V40, men
også at gøre det i respekt for miljøet og
ressourceforbruget. Man kan som køber eksempelvis
vælge mellem ”Elegance”, ”Eco” og ”Performance” –
men fælles for dem alle er den karakteristiske blå
farve.
Og Volvo V40 R-Design vil også
kunne leveres med en motor i den anden ende af
skalaen – den meget økonomiske 115-hestes diesel,
som vi tidligere har prøvekørt i både V60 og S80
modellerne. Den vil gøre det muligt at køre ikke
mindre end 27,8 km/l.

Volvo illustrerede en af
fabrikkens mange sikkerhedselementer, nemlig
fodgænger airbag'en på denne måde.
|