Interview med adm. dir. For Land Rover og Jaguar i
Danmark, Per Temmesen i Motorradioen
Da Jaguar forleden på Paris
Motorshow løftede sløret for den helt nye F-Type var
det ikke bare en ny bil, men en genskabelse af en af
verdens mest legendariske biler, Jaguar E-Type. Med
umiskendelige design-elementer fra E-Typen, som kom
til verden for 51 år siden, skal Jaguar
tilbageerobre det tabte sportsvognsmarked.
Jaguar F-Type er baseret på Jaguar
XK coupé men er en regulær to-sædet sportsvogn, en
køremaskine. Pladsforholdene er beskedne, f.eks.
rummer bagagerummet kun plads til 200 liter bagage.
Kalechen er af stof men den har en bagrude i glas og
kan foldes op – eller ned – på bare 12 sekunder,
oven i købet ved hastigheder på op til 50 km/t.
To kraftværker
Når den kommer på markedet engang
næste forår vil den være udrustet med enten en
3-liters V6 benzinmotor, der præsterer 335 hk og gør
det muligt at nå 100 km/t på 5,2 sekunder eller
alternativt en 488 hestes 5-liters V8, som klarer
sprintet til de 100 km/t på 4,3 sekunder.
Den nye danske importør af Jaguar
forventer, at introduktionsprisen for den billigste
version vil være på omkring 2 millioner kroner på
danske nummerplader.

|