|
Da ingeniørerne hos Toyota,
forud for lanceringen i 1989 af det dengang helt nye
premium-mærke Lexus, fik stillet opgaven, at
konstruere den første model ”LS” var beskeden klar:
I skal skabe verdens bedste bil. Og god var den,
selvom ”verdens bedste” må siges, at være et lidt
normativt begreb. Nu introducerer Lexus en helt ny
”ES”, som skal løfte LS-arven, og det er egentlig
lykkedes ret godt.
Det er i hvert fald
undertegnedes indtryk efter de første kilometer i
den nye bil. Begrebet ”Verdens bedste bil” er
fortsat normativt. Det kommer jo ret beset an på,
hvad man egentlig mener er ”verdens bedste”. Så uden
at skulle dyrke den oprindelige målsætning
yderligere, kan vi fastslå, at man i hvert fald får
temmelig meget temmelig god bil for de blot 460.000
kroner, den billigste version af den nye fuldt
elektriske ES er prissat til.
Mere end man forventer
Prisen er naturligvis hjulpet
af det favorable danske afgiftssystem, hvor bidraget
til statskassen er begrænset til moms plus lidt
ekstra beskatning (trods alt) for biler i Lexus ES
prisklassen. Sammenligner man med konkurrenterne i
klassen, ligger Lexus ES 350e og den firehjulstrukne
ES 500e prismæssigt lunt i svinget. Hvilket
naturligvis hænger sammen med, at man på den ene
side har kunnet udnytte den høje grad af knowhow,
som verdens største bilkoncern over tæt ved 30 år
har opbygget omkring elektrificering af personbiler,
samt et ønske om også at fortsætte succesen på det
danske marked, som et førende elbils-marked i
Europa.
Grundlaget derfor i bred
forstand kan også dårligt være bedre. For midt i en
AI-tid (eller måske endda meget tidligt i en AI-tid)
har Lexus valgt, at videreføre den høje
håndværksmæssige tradition. Det ses direkte i den
finish, Lexus bilerne udstråler, og det ses også
gennem den tilgang, man i Danmark har til at
håndtere Lexus i de kommende år. Det sidste er ikke
mindst et spejl af kundetilgangen til Lexus, nemlig
at man får mere end man forventer.
Drive & Service Partners
Samtidig med lanceringen og
muligheden for at køre de første kilometer i ES 350e
offentliggjorde den danske organisation nemlig også,
at man er godt i gang med at etablere et såkaldt
”Drive & Service Partner” netværk, bestående af seks
centre med udspring i Toyota forhandlere i Aalborg,
Aarhus, Vejle (er allerede etableret) og Esbjerg,
Odense og Brøndby (åbner snart). Her kan man
prøvekøre og få serviceret Lexus bilerne. Men
formelt købes Lexus fortsat af importvirksomheden,
der er organiseret under Toyota Danmark i Søborg.
Den nye ES-model er qua sin
historik den nye topmodel i Europa. Det har fordret
et nyt tankesæt, hvor moderne kørekomfort i endnu
højere grad skal gå hånd i hånd med moderne krav til
velvoksne elbiler. De nye ES-modeller er med 5,14
meter næsten 17 cm længere end de hidtidige ES’er,
og bilerne er helt nye i en sådan grad, at den
hidtidige generation ikke kan genkendes.
Aerodynamisk optimal
Det skyldes antagelig også,
at man nu har skullet tage højde for batterierne,
der, som det ”påskrives”, er i placeret i bunden af
bilerne og gør dem små 12 cm højere. Faktisk opleves
det, at man næsten stiger op i bilen, når man stiger
ind – det er ret bekvemt. Aerodynamikken har fået en
yderst høj indflydelse på designet, og det øger ikke
alene energieffektiviteten, men underbygger også de
fine køreegenskaber og et meget lavt støjniveau.

Dørgrebet er i plan med
karrosseriet og bidrager til bedre aerodynamik og
lavere støjniveau - og ret enkelt at betjene.
Hvad sidstnævnte angår, er
det meget lave støjniveau en vigtig del af
komfortoplevelsen. Akustiske ruder, ekstra isolering
og aktiv akustisk dæmpning via bilens lydanlæg
bidrager dertil, og det er, trods en vægt på omkring
2100 kg, lykkedes at kombinere den nødvendige
spændstighed, som en tung bil kræver, med den
nødvendige affjedringskomfort, som Lexus kunderne
formodes at forvente. Den prøvekørte ”Executive”
version (som er basis-versionen) er oven i købet
udrustet med en ikke-adaptiv affjedring. En sådan
kan også fås, men da stiger prisen til 540.000
kroner – og den har vi i denne omgang ikke kørt. Men
den mekaniske er fin, som den er.
Multilink erstatter
dobbelt wishbone
I øvrigt er man gået bort fra
double wishbone baghjulsophænget til fordel for et
mere kompakt multilink baghjulsophæng, der også
muliggør placeringen af en elmotor mellem baghjulene
på den firehjulstrukne version. Vi har ikke haft
lejlighed til at køre bilen på grænsen, men
hjulophænget fungerer fortræffeligt ved mere moderat
kørsel. Og så lægger bilen egentlig heller ikke op
til overfrisk kørsel.
Hvad angår
energieffektiviteten i 350e versionen med
forhjulstræk, er den i teknisk forstand baseret på
en 224-heste permanent magnet synkron elmotor, der
også leverer et drejningsmoment på 269 Nm. Topfarten
er 160 km/t og 100 km/t kan nås på 8 sekunder.
Batteriet er vandkølet og af LFP-typen med en
kapacitet på 77 kWh (netto 72 kWh), og bilen
forbruger blot omkring 15 kWh pr. 100 kilometer. Det
giver en WLTP-rækkevidde på 581 kilometer. Siden kan
batteriet oplades med 22 kW vekselstrøm og op til
150 kW jævnstrøm – og da vil 20-80 procent af
batterikapaciteten under optimale forhold kunne nås
på under en halv time.
Udstyrslisten
Lader man øjnene glide ned
over udstyrslisten er det bemærkelsesværdigt, hvor
meget ES 350e tilbyder: 14” multimedie
berøringsskærm med et hurtigt reagerende IT-system
baseret på en ny platform, kaldet Arene, med bl.a.
masser af lagringskapacitet. 8-vejs justerbare
forsæder med varme og ventilation, to vejs justerbar
lændestøtte på forsæderne, 2-zone varmepumpe baseret
klimaanlæg med nanoe-X teknologi, infrarød
strålevarme for, cloud-baseret navigation,
panoramaglas-soltag med indvendigt panel, nøglefri
betjening og elektrisk bagklap til det 517 liter
store bagagerum.
Head-up Display og
kick-funktion til åbning af bagklappen er også en
option, hvis man anskaffer Luxury versionen, men man
får meget mere end det, bl.a. 360 grader panorama
kamera, Mark Levison lydanlæg, intelligent
fjernlysassistent (fungerer som en slags matrix-LED
lys), kurvelygter og digitalt bakspejl. Og så kan
man for 30.000 kroner tilkøbe en såkaldt Ottoman
pakke. Den omfatter ikke mindst en slags chaiselong
udbygning af højre bagsæde, hvor benpladsen i
forvejen er kolossal, justerbare ryglæn samt varme,
ventilation og massage-funktion på ydrepladserne
bag, midterarmlæn med 2 USB-C porte på 45 W og
elektrisk styret solskærm i bagruden.
Og for alle versioner gælder det, at de har omfattende
sikkerhedsfunktioner og kørehjælpemidler, som vi dog
ikke for alvor havde mulighed for at afprøve på den
korte testtur.

 |