- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


First World Test: Toyota Prius Plug-in Hybrid

Design og teknik på højt niveau


Af Søren Clauding – 23. juni 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Toyotas model pallette indeholder i dag en bred vifte af avancerede hybridbiler. Oprindeligt var det alene Prius-modellen, der viste vejen som verdens første masseproducerede hybridbil nogensinde, så man skulle tro, at den nu havde gjort sin pligt, at opgaven var løst og det så var tid til et pænt farvel. Men en afskedsfest er bestemt ikke på trapperne.

 

Den helt nye 5. generation Prius, som lanceres i Danmark i sensommeren, lever helt og aldeles op til sin fornemme arv. Den inkluderer den allernyeste ligeledes 5. generation hybrid drivline fra Toyota, og så har Toyota valgt i Europa alene at markedsføre bilen som plug-in hybrid. Det kan man gøre, fordi man i teknisk forstand kombinerer en effektiv selvopladende hybrid med muligheden for, at lade den også fra elstikket og dermed har taget det bedste fra to hybrid verdener.

 

Men oven i det har man givet teknikken en indpakning, der i den grad bør slå benene væk under snart sagt enhver bilkunde. Et elegant, sporty og dynamisk design med fremragende kørefærdigheder og masser af harmonisk power. Det er svært at overgå.

 

Ikke billig men meget bil for pengene

Alting har dog sin pris. Konkret i form af en listepris i Danmark på mindst 430.000 kroner, og man kan komme til at betale 100.000 kroner mere for det samme køretøj, da med meget mere udstyr. Men udseendet kræver også sit, i form af anvendelighed.

 

Den nye Prius er nemlig blot 1,42 meter høj, den er 4,60 meter lang og 1,78 meter bred. Den er skabt som en sedan med god kabineplads, plads nok under motorhjelmen til det potente maskineri, et litium-ion batteri såvel som en 40 liter benzintank placeret under bagsædet og bagagerumsbunden. Det betyder, at Prius har samme bagageplads som en Toyota Yaris. Det skal nu ikke komme den til skade, for sportslige biler udmærker sig sjældent ved god bagageplads, og ved man det, er pladsen vel et eller andet sted OK.


 


Udseendet betyder meget

For bilens udseende, dens visuelle appeal, dens evne til at skabe opmærksomhed i gadebilledet betyder meget, for ikke at skrive alt. Den er virkelig appellerende og med den nye kraftige hybriddrivline er den hurtig. Også kurverne klarer den fremragende, dels på grund af et lavt tyngdepunkt, dels på grund af den fine vægtfordeling, men også givet af den lave vægt i almindelighed. Faktisk er egenvægten kun lige god 1,5 tons.

 

Og så er der hele basiskonstruktionen. Den nye Prius har fx dobbelt wishbone baghjulsophæng, hvilket er ret usædvanligt, og akselafstanden er 5 cm længere end hos forgængeren, som var 5 cm længere, så hjulene er virkelig kommet ud i hjørnerne på den nye bil. Den nye Prius har også en større sporvidde, og så er dækdimensionerne ikke stukket fuldstændig af (195/50-19 på den prøvekørte version).

 

Den konstruktion, som i øvrigt inkluderer Toyotas GA-C platform, giver et bedre udgangspunkt for bedre køreegenskaber end forgængerne. Men sandt at sige er det ikke andet end navnet, den nye Prius har fælles med de tidligere generationer, så den direkte sammenligning er ikke særlig relevant.

 

Kraftig drivline

Drivlinen består af en 2-liters 4-cylindret Atkinson Cycle benzinmotor, der bidrager med op til 152 hestekræfter, samt en sammenbygget elmotor på op til 163 hk. Systemeffekten er 223 hestekræfter, og da topfarten er begrænset til 177 km/t kan man ved hjælp af automatgearkassen af e-CVT typen nå 100 km/t på 6,8 sekunder.



Det er hurtigt, og derfor er det af afgørende betydning at hjulophæng og affjedring kan følge med. Vi observerede ingen svagheder, men indrømmet, de første internationale prøvekørsler fandt sted i og omkring Hamburg, og der tillader trafikken ikke de helt store udskejelser.

 

Passer til virkeligheden

Men det er jo en sådan virkelighed, en Prius plug-in hybrid kommer til at eksistere i. Og dér er den fremragende. Den forholdsvis kompakte form muliggør parkering i de fleste bycentre, og med en imponerende elektrisk rækkevidde på ikke mindre end 86 kilometer (med 17” hjul – 72 km med 19” hjul), frembragt af et batteri på blot 13,6 kWh, er Prius forbavsende velegnet til bykørsel.



Lavprofildækkene sikrer en mærkbar berøring med kørebanen og de større ujævnheder klarer affjedringen fint. Bilens stabilitet fejler ingenting, om end vi fortsat har til gode at prøve den ved maksimumfart på en ledig Autobahn. Men igen: Længere akselafstand, større sporvidde, lavere tyngdepunkt, avanceret hjulophæng: Det kan næsten ikke gå galt.

 

Så passer prisen bedre

Alt det retfærdiggør desuden prissætningen, som også udstyret foruden bilens udstråling har betydning for: Den billigste udgave har 17” alufælge, som formentlig gør affjedringen mere tilgivende, men ellers omfatter basisudstyret bl.a. en elegant og let læselig 12,3” skærm, 2-zone klimaanlæg, hvor varmepumpen med lavt energiforbrug både står for opvarmning og afkøling af kabinen.

 

Førersædet er el-justerbart, forlygterne er af Bi-LED typen, forruden kan varmes op og så er der hele ”Toyota Safety Sense 3” pakken, som bl.a. inkluderer adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, genkendelse af modkørende trafik, vejkrydsassistent og alarm for hastighedsoverskridelse. Navigationen er en smule sendrægtig og kræver tilvænning.

 

For 10.000 kroner oven i basisprisen på 430.000 kroner får man bl.a. endnu bedre lygter for og bag, diditalt bakspejl, elektrisk bagklap og ratvarme – og så kan 19” alufælge og panorama glastag tilvælges. I topversionen er 19” fælge standard, ligesom 360 grader kamera, bagsædevarme, kunstlæderindtræk, ventilerede forsæder og solcelletag, som når solen virkelig skinner igennem kan bidrage med næsten 9 kilometer ekstra elektrisk kørsel pr. dag.

Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Hybrid-ikon viser vejen med ny identitet >>>

First World Test: Toyota Prius Plug-in Hybrid

Vi har prøvet den helt nye 223-hestes PHEV-version af den ikoniske Toyota Prius. Det er 5. generation af bilen, der for 26 år siden satte hybrid på verdenskortet - godt hjulpet af Toyotas kongstanke. Fuld HD.


 

 


Hurtige fakta om

Toyota Prius 2.0 VVT-iE e-CVT Plug-in Hybrid


Introduktion i Danmark: Sensommeren 2023

 

Hybrid drivline:

4 cyl. 2-liters Atkinson Cycle benzinmotor, 152 hk, 190 Nm/4400-5200 omdr./min. Permanent Magnet Synkron el-motor, 163 hk, 208 Nm. Forhjulstræk. E-CVT. 13,6 kWh Litium-ion batteri. Opladning: 3,7 kW.

 

Præstationer:

0-100 km/t: 6,8 sekunder.

Topfart: 177 km/t.

Forbrugstal (WLTP): 17” hjul: 200 km/l. 19” hjul: 142 km/l.

EV-rækkevidde: 17” hjul: 86 km. 19” hjul: 72 km.

 

Dimensioner m.m.

Længde: 4,60 meter.

Bredde: 1,78 meter.

Højde: 17” hjul: 1,42 meter. 19” hjul: 1,43 meter.

Frihøjde: 17” hjul: 13,7 cm. 19” hjul: 14,4 cm.

Akselafstand: 2,750 mm.

Køreklar vægt: 1545-1605 kg.

Anhængervægt: 0 kg.

Bagagerumskapacitet: 284 liter.


Link til importøren







Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt