- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Test:

Toyota RAV4 Plug-in Hybrid


Toyota flagskib sætter ny standard


Af Søren Clauding – august 2020

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med den nye Toyota RAV4 Plug-in Hybrid sætter verdens største bilmærke ny standard for miljørigtige, elektrificerede hybridbiler. Den elektriske rækkevidde er ikke mindre end 75 kilometer, hvilket giver nye muligheder for at køre fuldt elektrisk og derigennem medvirke aktivt til, at reducere såvel udledningen af CO2 som kvælstofilter – plus at bidrage til mindre støjforurening.

 

Og det er ikke hypotetisk. Faktisk har RAV4 Plug-in Hybrid kræfter nok til almindelig elektrisk kørsel helt op til lige over den danske motorvejsfartgrænse på 130 km/t. Men så holder det nok ikke helt med de 75 kilometers rækkevidde… Ikke desto mindre var vores erfaringer i fjor på langtur i en RAV4 Hybrid (som Plug-in versionen omdannes til, hvis man ikke vil forbruge den opladede elektricitet), at også dér er benzinforbruget moderat (læs om vores langtur i Toyota RAV Hybrid hér >>>).

 

Baseret på RAV4 Hybrid

Den nye RAV4 version er langt hen ad vejen identisk med den nye RAV4, som Toyota introducerede i begyndelsen af 2019. Det handler om dimensioner, indretning og pladsforhold – dog 520 liter bagageplads versus 580 liter. Sidstnævnte skyldes, at man har installeret et 18,1 kWh litium-ion batteri under gulvet i Plug-in’en uden at sænke frihøjden eller forøge totalhøjden. Firehjulstræk (AWD) er standard i Plug-in’en og man har benyttet den samme 54 hk elmotor på baghjulene, som man har i RAV4 Hybrid AWD.



Oppe fortil er tingene noget anderledes. Ligesom i Hybrid-udgaven har man dog en 4-cylindret Atkinson cycle 2,5 liters benzinmotor, men i Plug-in’en får den hjælp af en 182 hestes elmotor (i Hybrid-udgaven leverer elmotoren kun op til 120 hk). Det betyder i praksis, at man kan køre fuldt elektrisk uden at savne kræfter (0-100 km/t på 10 sekunder), og vil man så køre de 180 km/t, som bilen er god for eller nå 100 km/t på 6 sekunder, går benzinmotoren i gang og tilsammen leverer drivlinen 306 hestekræfter (mod Hybrid-udgavens 222 hk).



De mange hestekræfter gør sjovt nok RAV4 Plug-in Hybrid til den næst-kraftigste af Toyotas serieproducerede biler – kun overgået af GR Supra. Men det er vigtigt at pointere, at trods en rimeligt spændstig affjedring og muligheden for at vælge en sportsindstilling, bliver den nye plug-in hybrid ingen sportsvogn.

 

Mange køreindstillinger

Man kan vælge mellem flere køreindstillinger: EV (elektricitet alene), Auto EV/HV (hvor der forbruges af den opladede strøm, når det i forhold til kørselsforhold og kørselsmønster giver optimal mening) og HV (selvopladende hybrid – hvor der ikke forbruges af den aktuelle batteri-stand. HV virker i praksis, var vores erfaring i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af den nye RAV4 Plug-in Hybrid, som delvist fandt sted på danske veje i og omkring København.

 

Og så kan man også vælge en opladningsindstilling, hvor batteriet ved hjælp af benzinmotor og regenerering stille og roligt lades op til 70-80 procent af den maksimale batterikapacitet, fordi Toyota anser det for miljømæssigt uanstændigt, at presse maksimal mulig strøm ind i batteriet (det forbruger nemlig uhensigtsmæssig meget energi).

 

Avanceret hybridteknik

Hybridsystemet er yderst avanceret og inkluderer mange finesser. Bilen starter fx som udgangspunkt elektrisk, og hvis ikke man blander sig, fortsætter den elektrisk, også hvis man kører ved motorvejsfart. Når der så er brug for benzinmotoren, som da er kold, startes denne gradvist, så den først yder sit ypperste, når den er varm nok til det. Den slags kaldes omtanke…

 

Der kan også vælges mellem flere køreindstillinger: Eco, Normal og Sport – samt ”Trail” til brug i lettere offroad terræn (bilen har en frihøjde på 19 cm samt en vadedybde på 52 cm, ligesom Hybrid-udgaven).

 

Letkørt

Dermed er bilen temmelig alsidig og kan køres på mange forskellige måder, som kan stille krav til føreren, hvis han ønsker det, men bestemt ikke behøver at gøre det. I Auto/EV indstillingen og ”Normal” er man godt kørende, om end man på et eller andet tidspunkt da må regne med at løbe tør for strøm.

 

RAV4 Plug-in Hybrid er små 300 kg tungere end Hybrid-udgaven. Det mærker man gennem en lidt opstrammet affjedring, som gør den en smule mindre komfortabel end Hybrid’en. På den anden side var den prøvekørte bil udrustet med 19” hjul, så vi fik ikke et klart visende billede. Vi gætter på, at affjedringen er mere tilgivende med 18” hjul.



Kører rigtigt pænt

Batteriet, som udgør den største del af bilens mervægt, er placeret under gulvet, hvorved krængningen er holdt i skak uden brug af alt for stramme krængningsstabilisatorer. Styringen er derfor præcis, overblikket godt og kørekomforten god. I øvrigt var støjbilledet generelt ret lavt, bl.a. fordi drivlinen ikke giver meget lyd fra sig. Men ekstra lydisolering og en akustisk støjreducerende forrude gør sit til at underbygge det premium-indtryk, som bilen bringer med sig.

 

Bilen blev også kørt i tæt københavnsk bytrafik og udmærkede sig ikke mindst ved den lethed, hvormed man kunne manøvrere i trafikken. e-CVT automatgearet er yderst smidigt og gør sit arbejde næsten umærkeligt.

 

Der benyttes samme avancerede undervogn som i RAV4 Hybrid, hvilket bl.a. inkluderer en dobbelt wishbone affjedring bagtil. Det klæder i den grad bilen og giver sikre kurveegenskaber såvel som god stabilitet ved motorvejsfart.



Det nye flagskib

Toyota RAV4 Plug-in Hybrid er da også fabrikkens nye flagskib. Der er kælet for mange detaljer og udstyrsniveauet er højt, også i den lavest udstyrede version. Visuelt adskiller Plug-in Hybriden sig bl.a. gennem en sortlakkeret frontgrill og beskyttelsesplader samt særlige hjul.

 

Headup-display er standard, forskellige former for fjernstyring af fx klimaet (en energi-effektiv miljørigtig varmepumpe) og batteriets opladning også. Der kan lades op vha. af et Type 2 Mode 2 kabel eller Type 2 Mode 3 (vægboks ved hjemmet) der kan oplade batteriet på 5 timer ved 16A.



Den billigste RAV4 Plug-in Hybrid (H3 Premium udstyr) var prissat til små 550.000 kroner, da priserne blev publiceret tidligere på året. H3 Style kostede dengang 571.000 og H3 Executive 649.000 kroner. Men efter at de endelige specifikationer er blevet defineret, deriblandt bilens elektriske rækkevidde, har Toyota kunnet sænke priserne med cirka 90.000 kroner. Det har køberne næppe noget imod, for prissænkningen trækkes naturligvis fra, inden bilen betales.

Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:
Rækkevidde rekord øger gevinsten >>>


Videotest: Toyota RAV4 Plug-in Hybrid

En del af Toyotas første internationale testkørsel af den nye RAV4 Plug-in Hybrid fandt sted i København og omegn. Vi har prøvekørt det avancerede og velkørende Toyota flagskib med elektrisk rækkevidde mellem 75 og 100 kilometer på en snoet dansk skovvej. Fuld HD.




Hurtige fakta om Toyota RAV4 Plug-in Hybrid


Introduktion i Danmark: September 2020

 

Priser:

Aktuelt fra ca. 460.000 til 590.000 kroner. Der meldes i Danmark udsolgt for 2020.

 

Drivline:

4 cyl 2,5 liters Atkonson Cycle benzinmotor, 185 hk, 227 Nm/3200-3700 omdr./min. e-CVT trinløst automatgear.

To elmotorer: For: 182 hk. Bag: 54 hk.

Systemeffekt: 306 hk

Litium-ion 355 Volt, 18,1 kWh.

 

Præstationer:

Topfart: 180 km/t.

Topfart (EV-mode): 130 km/t.

0-100 km/t (EV-mode): 10 sek.

0-100 km/t (HV-mode): 6 sek.

Rækkevidde (WLTP):

Blandet kørsel: 75 km

Bykørsel: 98 km.

Benzinforbrug (WLTP): 100 km/l.

CO2: 22 g/km.

 

Længde: 4,60 meter.

Højde: 1,69 meter.

Frihøjde: 18-19 cm (afh. af fælg).

Akselafstand: 2,69 meter.

Bagagekapacitet: 520 liter.

 

Udpluk fra udstyrslisten:

H3 Premium:

18” alufælge. 8” multimedie touch skærm. 360 grader panoramakamera. 2-zone klimaanlæg. Adaptiv fartpilot med kø-funktion. El-bagklap. Head-up display. El-førersæde. Kunstlædersæder. Fuld LED. Mørkttonede sideruder bag. Navigation. Nøglefri betjening. Tagræling. Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse. Advarsel for bagved krydsende trafik med automatisk bremsefunktion.

 

H3 Style:

Endvidere 19” alufælge. Bi-tone lakkering (sort tag og stolper). 9” skærm. Forrudevarme.

 

H3 Executive:

Endvidere: Lædersæder. El-førersæde med hukommelse. El-passagersæde. Ventilerede sæder for. Panoramasoltag.
Link til importøren










Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt