| 
							 Til en startpris på 220.000 
							kroner lanceres den første elektriske MG nu på det 
							danske marked. Den kan i tidens stil købes online, 
							og førstehåndsindtrykket vidner om en velkørende, 
							moderne elbil. Og ja, den nye MG er elektrisk, for 
							vi europæere vil have elektriske biler, beretter man 
							hos den danske importør i forbindelse med 
							præsentationen af den nye kinesiske elbil. 
							  
							Vi ved ikke, om det er 
							elbils-konceptet eller bilens oprindelse, der 
							genererer flest spørgsmål, hvis man skal vælge en MG 
							ZS EV som sin nye bil. Det må tiden vise, men hos 
							Nellemann-koncernen, som står for importen af den 
							nye bil til Danmark, er det ikke første gang, man 
							har gjort op med konventionerne og er gået nye veje. 
							  
							Stor erfaring 
							Da Nellemann i sin tid 
							påbegyndte importen af KIA var der mange, der 
							rynkede på næsen af biler fra Sydkorea. Det har 
							taget sin tid at ændre holdningerne, men ingen kan i 
							dag med ærligheden i behold påstå, at KIA biler er 
							dårligere end typiske europæiske biler. Måske er det 
							endda tværtimod. De er konstruktionsmæssigt og 
							kvalitetsmæssigt på forkant og designet halter 
							heller ikke bagefter. 
							  
							KIA og søstermærket, der 
							bærer koncernnavnet Hyundai, var også tidligt ude 
							med en bred vifte af elektrificerede biler, og det 
							har båret frugt. I fjor var KIA i Danmark uden 
							sammenligning førende, når det gjaldt plug-in 
							hybridbiler, og havde det ikke været for en presset 
							leverancesituation, for verdensmarkedets 
							efterspørgsel efter litiumbatterier er som bekendt 
							eksploderet i de sidste år, havde man formentlig 
							fået endnu flere biler ud at køre på de danske veje. 
							  
							Projekt MG 
							Så ”projekt KIA” er lykkedes, 
							og kender man folkene bag Nellemann gruppen rigtigt, 
							er det ret sandsynligt, at ”projekt MG” også vil 
							lykkes. De er oven i købet de første, der har 
							formået, at få en kontrakt i stand til en kinesisk 
							bilproducent, selvom kinesiske biler har spøgt i 
							mange kulisser i nogle år. 
							  
							Den nye MG ZS er imidlertid 
							ikke en hvilken som helst bil, fremstillet af en 
							hvilken som helst producent. Hvor tidligere 
							kinesiske spøgelser ikke kunne prale af et højt 
							sikkerhedsniveau, stryger ZS’eren ud på de 
							europæiske landeveje med fem EuroNCAP af de 
							allernyeste af slagsen i bagagerummet. Og bilerne er 
							skruet sammen på produktionsanlægget hos den 
							gigantiske kinesiske ”SAIC Motor” koncern, der i 
							fjor producerede over 7 millioner biler og bl.a. 
							fremstiller såvel Volkswagen, Cadillac, Volvo, Skoda 
							og IVECO biler. 
							  
							Kniber det fortsat med 
							tilliden til biler fra Kina, så fravælg med det 
							samme at købe en Volvo, for Volvo er kinesisk ejet, 
							og det ser ikke ud til på den korte bane, at have 
							skræmt kunderne væk. Trods de storpolitiske 
							diskussioner, som har fået ekstra næring i denne 
							corona-tid, er der forskel på et lands styre og de 
							produkter, de bidrager med som en del af 
							verdensøkonomien.
 
							  
							Satser elektrisk på Europa 
							For SAIC’s vedkommende er det 
							en erklæret strategi, at man vil blande sig på det 
							europæiske bilmarked. Fabrikken har overskuds 
							kapacitet, den vil man udnytte i hele Europa, ikke 
							kun i Danmark (minus Storbritannien, for englænderne 
							vil fortsat have konventionelle biler). Af samme 
							årsag gik det også overraskende hurtigt, at få 
							igangsat MG-repræsentationen i Danmark. Nellemann 
							var i dialog med SAIC helt tilbage i 2014, dengang 
							gik det meget langsomt, men pludselig kom der skred 
							i tingene, oplyste Nellemann ledelsen ifm. 
							præsentationen, som i øvrigt fandt sted under 
							corona-trygge forhold på koncernens domicil lige 
							udenfor Fredericia. 
							  
							Batteriproblematikken har 
							SAIC løst ved at alliere sig med verdens største 
							producent af litium-ion batterier, CATL. Det er 
							samme sted Tesla, Samsung, LG og Panasonic henter 
							deres batterier, for blot at nævne nogle få, så 
							batterier løber man næppe tør for på kort sigt. 
							  
							I øvrigt leveres en MG med 
							fem års garanti (max 150.000 km), 8 års garanti på 
							batterierne og 10 års garanti mod gennemtæring. 
							  
							Online køb 
							En MG køber man online, og 
							købsprocessen er ret enkel, der findes nemlig kun to 
							udstyrsversioner – Comfort og Luxury – og valg 
							mellem fem farver. Vil man fx have et Type-2 kabel 
							med i bagagerummet, skal det købes separat. 
							  
							”Idéen er”, forklarer 
							direktør i Nellemann gruppen, Rasmus Aagaard, ”at 
							man kun undtagelsesvis lader bilen op andre steder 
							end på bopælen og derfor sjældent vil have bruge for 
							et løst ladekabel”. 
							  
							Vil man se bilen og opleve 
							den bag rattet inden man køber, og ikke kan nøjes 
							med køreturen i videoen her på siden (!), vil man 
							kunne besøge de fire Brand Stores, som findes i 
							København, Roskilde, Odense og Aarhus. Her kan man 
							også få yderligere information og naturligvis også 
							hjælp til at gennemføre online købet. 
							 |