| 
							 
							Det er ikke så mærkeligt, at det 
							skorter med hybridbiler på varevogns-markedet, for 
							varebiler har brug for stor trækkraft og det har 
							hybridbiler ikke traditionelt let ved at levere. 
							Derfor er Fords løsning faktisk ret genial, omend 
							princippet i årtier har været set udenfor 
							bilverdenen. I de nye Ford plugin biler er det 
							nemlig elmotoren, der trækker bilen, og batteriet 
							får strøm fra enten en stikkontakt eller den 
							medfølgende ”rækkevidde forlænger” i form af en 
							benzinmotor. 
							
							Det er en god løsning for en 
							elektromotor udmærker sig ved, at den leverer et 
							meget stort drejningsmoment - ofte meget større end 
							en tilsvarende dieselmotor kan gøre det (og 
							dieselmotorer er netop kendetegnet ved at levere det 
							store moment, uden at der som i højtydende 
							turbobenzinmotorer sker en drastisk stigning i 
							brændstofforbruget). Et stort drejningsmoment er i 
							princippet lig med god trækkraft. 
							
							”Hybrid lokomotiver” Man kender allerede de kraftige 
							elektromotorer fra de store dieselelektriske 
							lokomotiver (en slags hybrid-lokomotiv) og også fra 
							de lokomotiver, der henter strømmen ned fra 
							køreledningerne. De kan gøre det og de er effektive, 
							fordi de i praksis kan bygges så store, som man har 
							brug for det, og ikke er begrænset af den 
							trafik-fleksibilitet, som en bil nødvendigvis må 
							besidde.
							En meget stor del af udfordringen 
							handler om plads. Og dér har Ford udnyttet den idé, 
							man lancerede helt tilbage i 2012 (læs 
							om vores første møde med Fords EcoBoost motor hér 
							>>>). Dengang præsenterede man nemlig en kompakt 
							3-cylindret 1-liters turbobenzinmotor, en såkaldt 
							EcoBoost motor, der var så lille, at den kunne stå 
							på et A4 ark. Den har man udviklet videre på, og det 
							er præcis en af de seneste udgaver af den motor, man 
							så fandt på at inkorporere i den nye plugin-hybrid 
							løsning til varebiler. 
							
							Store batterier er dyre Man kunne have lagt et 
							kæmpemæssigt batteri ind i vognbunden på Transit 
							Custom og derved skabt en regulær elbil med stor 
							rækkevidde. Det ville imidlertid have været en meget 
							kostbar løsning (og det ville have gjort bilerne 
							dyre), fordi de store litium-batterier er dyre 
							(udover at verdens litium reserver ikke er 
							uendelig). I stedet har man i den nye Transit Custom 
							og tilsvarende Tourneo Custom installeret et 
							forholdsvis beskedent 13,6 kWh litium-batteri, 
							hvormed man trods alt kan køre omkring 40 kilometer 
							på elektricitet alene.
							Det er princippet bag de fleste 
							plug-in løsninger, men de er baseret på en 
							sammenbygning af en benzinmotor og en elmotor, dvs. 
							benzinmotoren trækker bilen, når elmotoren ikke gør 
							det og den får iblandt også assistance fra 
							elmotoren. 
							
							Elmotoren gør arbejdet Ford valgte altså sin 
							hybridløsning med elmotoren som den trækkende enhed. 
							Det var også en økonomisk attraktiv løsning, for 
							EcoBoost motorerne var jo på det nærmeste 
							hyldevarer, de skulle ikke genopfindes men de ville, 
							selv ikke med hjælp fra en elmotor, kunne klare at 
							trække en mellemstor varevogn. Det kan den 
							126-hestes (92,9 kW) væskekølet elmotor til gengæld, 
							for den frembringer også et imponerende 
							drejningsmoment på ikke mindre end 355 Nm. 
							Væskekølingen sikrer iøvrigt, at motoren ikke 
							overopheder ved stor belastning, og med en nyttelast 
							på over en ton, kan belastningen blive ret stor. 
							 Som udgangspunkt oplader man batteriet via et 
							almindeligt 240 Volt stik. Det tager 4,3 timer for 
							en fuld opladning fra et 10 Amp stik og 2,7 timer 
							fra en Type-2 lader, hvilket de fleste virksomheder 
							kan passe ind i deres døgnrytme. Og siden kan man 
							køre forureningsfrit i byzoner, hvor det måske endda 
							som fx i London er et krav, at man ikke udsender 
							udstødningsgas.
  
							Valgfrihed og elbilskomfort 
							
							Man kan også vælge at gemme strømmen 
							på batteriet til man får brug for den. I det 
							tilfælde starter benzinmotoren blot og leverer den 
							nødvendige strøm til kørslen. Eller, hvis man 
							egentlig mest har brug for hybridløsningen til at 
							holde benzinudgifterne nede, vælge at lade systemet 
							optimere forbruget selv. Hvis man fx mellem to 
							byzoner får behov for at forlænge rækkevidden på 
							batteriet, kan det også lade sig gøre, for 
							benzinmotoren kan oplade batteriet, samtidig med at 
							den leverer strømmen til køre-motoren.
							Den tekniske løsning kører som 
							foregik det på skinner. Også i praksis. De første 
							internationale testkørsler af de nye biler fandt 
							sted i til tider hård blæst på svenske by-, provins 
							og motorveje omkring Stockholm. Bilerne var 
							forbavsende lidt sidevindsfølsomme og luftaffjedring 
							sikrede høj affjedrings-komfort. Transit Custom 
							havde dog godt 500 kg placeret lavt i varerummet, 
							hvilket naturligvis medvirker til at sænke 
							tyngdepunktet, men også det er realistisk, for er et 
							varerum rigtig pakket, søger man altid at placere de 
							tunge ting nederst. 
							
							Dertil kommer, at man har hele en 
							elbils kørekomfort (på nær lidt brummeri engang 
							imellem fra benzinmotoren, når den går i gang). 
							Fremdriften er yderst jævn og behagelig, og man 
							vænner sig hurtigt fra at benzinmotorens brummen 
							skal have med bilens hastighed at gøre. Det er to 
							adskilte ting og i øvrigt er støjniveauet ret lavt, 
							især i Tourneo versionen. 
							
							Tjek på bilerne sparer tid 
							og penge Med hensyn til, at reducere 
							forurening og i samme ombæring også at spare penge, 
							er ruteplanlægning helt centralt. Derfor har Ford 
							også udviklet ”FordPass Pro” til mindre virksomheder 
							med op til fem biler i flåden. I praksis er der tale 
							om en app, der kommunikerer med et modem i bilen via 
							et SIM-kort og gør det muligt, at planlægge bilens 
							aktuelle anvendelse og gøre det i overensstemmelse 
							med fx servicebehov, optankning, opladning, 
							kørselsmønster osv.
							En række af bilernes funktioner kan 
							desuden styres via app’en. Eksempelvis kan man åbne 
							og låse bilen, så man ikke behøver gå tilbage og 
							tjekke, hvis man er utryg ved om man nu har husket 
							at låse den. Kabine og varerum kan naturligvis låses 
							og låses op uafhængigt af hinanden. Systemet 
							inkluderer også en alarm-notifikation, hvis en 
							bils alarm udløses. Desuden kan bilernes motorer 
							fjernbetjenes fx med henblik på kabineopvarmning i 
							koldt vejr. 
							 |