|
Det er
yderst sjældent, at der her på Motorsiden.dk skrives
i "jeg form". Årsagen er den enkle, at det er
emnerne, det handler om, og ikke den, omend det som
regel altid er undertegnede, der tilfældigvis har
sat ordene på skærmen.
Men disse
ord på netop denne side er skrevet en dag, hvor
tingene ikke præcis var, som man kunne ønske sig.
Også derfor har der været pause i dækningen af årets
24-timers Le Mans, som i Motorsiden.dk-sammenhæng
primært er baseret på undertegnedes arbejde - men
godt støttet af diverse mediadatabaser, ikke mindst
hvad fotos angår.
Dagen i
dag begyndte med, at computer og en del ekstra
udstyr samt personlige papirer og genstande blev
stjålet. Der tager tid at reetablere og etablere
backup. Og resten af dette års 24-timers Le Mans
foregår på udstyr, som absolut ikke er ideelt til
opgaven.
Da
tingene i nogen grad fungerede igen, skete den
tragiske ulykke - eller udfaldet af ulykken blev
kendt.
Og midt i
det hele besøg hos primært fransktalende politi i
det centrale Le Mans. Med tankerne kredsende omkring
Allan Simonsen, erindringerne om en stor sportsmand,
et godt menneske og - tør jeg godt kalde ham - en
rigtig god bekendt. Jeg selv er meget påpasselig med
ordet "ven", men det var midt i al professionalismen
et yderst venskabeligt samvær, når man ind imellem
hans racerkørsel rundt om i verden, havde anledning
til at møde ham.
Jeg har i
aften haft lejlighed til at dele oplevelserne med
flere af motorsportens repræsentanter, eksempelvis
Frank Biela, som flere gange har stået øverst på
skamlen sammen med Tom Kristensen, netop i Le Mans.
Frank
Biela fastslår, at som racerkører på så højt et
niveau, er man bevidst om risikoen, men man
forestiller sig ikke, at ulykken kan ramme en selv.
Man forestiller sig, at man vil kunne manøvrere
igennem enhver situation inden det værst tænkelige
sker. Præcis som bilister på alverdens motorveje
rask væk kører med hastigheder, der selv ved danske
motorvejsforhold kan være fatale, når ulykken er ude.
Allan
Simonsen levede i virkeligheden. Han levede sit liv.
Et liv, hvor han kom til at tilhøre en snæver gruppe
af mennesker, der præsterer helt ud over det
almindelige. Det, som vi andre mere menige
motorsportsentusiaster nyder i fulde drag, så længe
det går godt.
Og på
selvsamme dag oplever man, hvordan andre mennesker i
lutter forsøg på at berige sig selv på andre
"meniges" bekostning, i dette tilfælde bremsede mine
muligheder for at kunne formidle bare lidt af det,
som motorsporten har af livsbekræftende indhold. Det
må vist kaldes livets paradokser.
Jeg har,
rundt omkring på banen i dag, ikke mindst blandt de
mange danske tilskuere, oplevet en trist stemning.
Det ville vel være unaturligt andet. Vi mennesker er
beregnet til at leve, ikke til at dø. Selvom vi
udmærket ved, at der er en ende på det hele.
Det er
sent, lige nu, tæt ved midnat på Le Mans racets
første dag. Det bliver en dag, jeg aldrig vil
glemme, ligesom jeg aldrig vil glemme Allan
Simonsen.
Jag
håber, at denne personlige hymne til det stærke
budskab, motorsporten indeholder, bliver modtaget i
den ånd, der ligger bag. I givet fald: Tak fordi du
læste med... |
