| 
							 
							
							Bilers udseende har alle en holdning til. Og 
							heldigvis er den forskellig – for ellers ville 
							trafikbilledet godt nok være kedeligt. Derfor er det 
							sjældent, at vi her på Motorsiden.dk udtrykker vores 
							subjektive holdninger til bilernes udseende. Men 
							denne gang er en undtagelse. 
							
							  
							
							
							Mercedes-Benz SLK er uden sidestykke verdens 
							smukkeste bil. En påstand, som er ligeså subjektiv, 
							som hvis vi havde sagt vores mening om udseendet på 
							alle de andre biler, vi i tidens løb har prøvekørt. 
							Men denne gang skal det ud, for den er bare så 
							utrolig vellykket… 
							
							  
							
							
							
							Kompakt og handy 
							
							
							Stilen er ikke så meget forskellig fra storebror, SL, 
							men hvor dén i al sin pompøse pragt virker lidt for 
							stor, er SLK så kompakt og handy, at den visuelt går 
							rent ind og køremæssigt er en oplevelse, som SL’eren 
							ikke kan leve op til. Gennem snævre sving er SLK’en 
							en oplevelse, ESP’en hjælper til uden at tære på 
							køreglæden. På hurtige strækninger er den som en 
							go-kart. Og det er måske lige præcis dens eneste 
							svaghed: Med de 250 km/t, som SLK’en er elektronisk 
							begrænset til, foretrækker vi SL. Men det er 
							egentlig ret irrelevant på det danske vejnet. 
							
							  
							
							
							Den seneste generation SLK har fået samme aggressive 
							front som de øvrige familiemedlemmer. Det er den 
							blevet lidt mindre elegant af – men til gengæld mere 
							kraftfuld i sit udtryk. Med 305 hestekræfter under 
							motorhjelmen, frembragt af en 3,5 liters V6 i den prøvekørte SLK 350, er bilens udstråling helt i harmoni med 
							dens præstationsniveau. 
							 
							
							  
							 
							
							
							
							Køreoplevelse frem for fart 
							
							
							Egentlig er det heller ikke så interessant, hvor 
							hurtigt den kan nå 100 km/t. Langt mere betydningsfuldt er det, at den byder på ultimativ 
							oplevelse fra det øjeblik, den falder indenfor 
							synsfeltet til man kryber på plads i skålsæderne og 
							tilkobler den 7-trins automatiske 7G-Tronic 
							sportsgearkasse, der som ekstraudstyr var monteret 
							på den prøvekørte bil. 
							
							  
							
							
							Den gearkasse er prikken over i’et. Den fornemmes 
							som en DSG-gearkasse, men med syv gear er der så 
							optimal anvendelse af drejningsmomentet (hvad der 
							ikke altid er tilfældet i biler med færre gear og 
							høj topfart), at køreoplevelsen er enestående. 
							  
							
							
							
							Varme i nakken 
							
							
							Mercedes SLK er født med foldetag. I åben tilstand 
							er den herlig, bl.a. fordi efterårsvinden ikke fik 
							adgang til nakkepartiet. Det skyldes dels en 
							effektiv glasrude monteret mellem nakkestøtterne (SLK 
							er en ægte sportsvogn uden forsøg på at skabe 
							ubrugelige siddepladser bag forsæderne), dels en 
							varmeblæser, monteret i nakkestøtterne. 
							 
							
							  
							 
							
							I 
							lukket tilstand er der så meget skulderplads, at 
							klaustrofobi kun er et ord, man nævner, fordi det 
							hører til i visse andre sportsvogne og netop ikke i 
							SLK. 
							 
							
							  
							  
							
							   |