| 
							 
							
							For mange mennesker er en del af fornøjelsen ved at 
							køre Mercedes synet af stjernen som kølerfigur på 
							fronten. På Mercedes E 350 Coupé må man helt ud af 
							bilen for at se den. Den er nemlig rykket ned på 
							frontgrillen. Det har fordele: For det første er den 
							vanskeligere for uvorne knægte at brække af, for det 
							andet er det nu op til føreren at opleve 
							Mercedes’en i stedet for at sidde og dyrke sin egen 
							tilfredshed med den bil, man sidder bag rattet af. 
							
							
							  
							
							
							Men a-pro-pos rattet: Hér findes Mercedes stjernen 
							nu stadig, hvis man skulle have glemt bilmærket... 
							
							
							  
							
							
							
							Fuld koncentration 
							
							
							Denne lidt provokerende indledning er bevidst 
							skrevet for at understrege, at netop når det gælder 
							E 350 Coupé, er det nogle ganske andre ting det 
							handler om end prestige og selvbevidsthed. De to 
							elementer følger automatiske med. Men E Coupé er en 
							så gennemført og elegant bil, at dens 
							grundegenskaber bør tildeles den fulde 
							koncentration. 
							
							
							  
							
							
							Visuelt er den en perle. Elegante stramme linjer 
							fører øjnene fra den markante front ned over kabinen 
							til et fuldendt bagparti. Den har træk fra 
							sedan-udgaven, men er helt sin egen. En enkelt dør i 
							hver side og skrånende tag, men ikke mere end der 
							både er god bagageplads og eminente siddeforhold på 
							bagsædet. 
							 
							
							  
							 
							
							
							
							Individuelle bagsæder 
							
							
							Sidstnævnte gør E Coupé unik. Stort set ingen 
							coupé’er har plads på bagsædet. I E Coupé er der to 
							individuelle komfortable siddepladser, en stor 
							midterkonsol med fralægningsrum, kopholdere osv. 
							benpladsen er fin, siddehøjden er mere end 
							acceptabel og indstigningsforholdene forbilledlige – 
							i hvert fald for en 2-dørs bil. 
							 
							
							  
							 
							
							
							Når den sportslige rammeløse fordør åbnes og man vil 
							ind på bagsædet, glider forsæderne elektrisk fremad 
							og indstigningen kan foretages næsten elegant. Den 
							prøvekørte version var udstyret med elektrisk 
							panorama-glastag, hvilket indebærer at taget også 
							kan åbnes og dermed er ventilationen i kabinen helt 
							under passagernes kontrol og lysindfaldet 
							enestående. 
							
							
							  
							
							
							
							Fuldendt oplevelse 
							
							
							Up front disponerer man også over elektriske sæder, 
							sæder der kan rumme de personer, som har økonomisk 
							mulighed for at købe en E Coupé, for der er 
							naturligvis ikke tale om en billig bil. 840.000 
							kroner for den billigste, 940.000 for den prøvekørte 
							version med 6-cylindret benzinmotor (og omkring 1,3 
							millioner med det ekstraudstyr, den var iklædt) 
							eller alternativt 1,3 millioner for E 500 med V8 
							motor og små 400 hestekræfter.  |