| 
							
							Man er ”in”, hvis man kører MINI. Og smider man 
							kalechen er man også ”out”. I det mindste i det fri. 
							For de øjekast, der naturligt følger med, når man 
							bevæger sig rundt i bybilledet i en MINI Cooper S 
							Cabriolet, siger det hele: Wauw. 
							  
							
							Den er da også både fornøjelig og fræk, sådan en 
							åben Cooper. Fornøjelig, fordi den tiltrækker sig 
							opmærksomhed og er lidt af en køremaskine på plan 
							asfalt. Fræk, fordi den skiller sig ud i bybilledet. 
							Den er i hvert fald ikke som de andre. 
							  
							
							
							Elektrisk kaleche 
							
							Kalechesystemet er elektrisk. Et tryk på en knap og 
							himlen åbner sig over en. Kalechen kan man desuden 
							køre med både halvt og helt åbent. En god mulighed 
							for at nyde den friske luft, også på de kolde tid af 
							året. Og næsten en nødvendig, hvis man vil det, for 
							trods vindskærm, der i øvrigt lukker af til 
							bagsædet, er der stadig et godt sus i nakken, når 
							hastigheden kommer over de 40. 
 
							   
							 
 
							
							Og det gør den let. Dels fordi bilen lægger op til 
							det, dels fordi de 175 hestekræfter på forhjulene 
							gør det. Den er godt nok en smule vild. Forhjulene 
							vil meget gerne overtage styringen, når speederen 
							presses i bund. Og der skal ikke mange ujævnheder i 
							asfalten, før det går ud over vejgrebet. De store 
							alufælge kan tilskrives størstedelen af årsagen. De 
							er for store, efter vores smag, og desuden er den 
							koksgrå kulør heller ikke helt vor kop te, men det 
							har næppe indflydelse på køreegenskaberne. 
							  
							
							
							Ret stram 
							
							Den er desuden ret stram i undervognen. Meget stram, 
							for nu at sige det mildt. Derved forplanter 
							ujævnheder i vejen sig op i karrosseriet og videre 
							op i kalechen, når den er i brug. Det hele knager og 
							knirker. Ikke særlig overbevisende, når man 
							betænker, at en MINI Cooper S koster en halv 
							million. 
 
							 
 
							
							Det ændrer dog ikke på fornøjelsen. Det skal da også 
							tilføjes, at årstidens lave temperaturer måske har 
							andel i knirkeriet, men når nu BMW kan bygge en 
							1-serie cabriolet helt uden knirkeri, hvorfor så 
							ikke en MINI?   
							
							
							Super maskine 
							
							Maskineriet er et lille mirakel – også i sportslig 
							henseende. Bilen kan køre over 15 kilometer på en liter benzin (officielle tal), 0-100 
							km/t på 7,4 sekunder og 
							
							222 km/t på toppen. Det sidste har vi dog ikke 
							prøvet og lysten mangler også – selv hvis vi befandt 
							os på en autobahn. En MINI er kun 3,74 meter lang og 
							det er gennem kurverne på racerbanerne, at man nyder 
							en Cooper S. |