| 
							 
							
							Det er en betryggende fornemmelse, at sætte sig bag 
							rattet i en moderne bil og vide, at den har scoret 
							højt på den ”officielle” EuroNCAP sikkerhedstest’ 
							skala. Den følelse bliver ikke ringere af, at bilen 
							er en Chevrolet Aveo, for den har ganske enkelt 
							opnået flere points end nogen anden bil i sin 
							kategori. 95 procent af det mulige antal, hvad angår 
							voksen beskyttelse og 87 procent, hvad angår 
							børnebeskyttelse. Så føler man sig virkelig tryg. 
							
							
							  
							
							
							Selvom den scorer højt i EuroNCAP forhindrer det 
							imidlertid ikke, at man kan komme galt af sted, især 
							ikke hvis man bærer sig dumt ad eller bilen kører 
							elendigt. Derfor er det en afgørende faktor, at en 
							bil også kører godt, hvis den skal betragtes som 
							sikker og dermed giver dens fører de bedste 
							muligheder for at håndtere en kritisk situation. Det 
							gør en Chevrolet Aveo også. Derfor kan overskriften 
							på denne test ikke være mere træfsikker end 
							”Træfsikker”. 
							
							
							  
							
							
							
							Ingen vej udenom 
							
							
							Hvis man så oven i købet sætter pris på, at en bil 
							både er funktionel og har et dynamisk look, så er 
							der ingen vej uden om Chevrolet Aveo. Så meget er 
							det sket med den nye generation, der blev lanceret 
							sidste efterår. 
							
							
							  
							
							
							Det er dieseludgaven af Aveo vi er gået under huden 
							på. Og sandt at sige er dieselvariantens største 
							svaghed prisen. I hvert fald i forhold til de to 
							modeller med 1,2 liters benzinmotor og hver 86 
							hestekræfter skjult under motorhjelmen. Listeprisen 
							på de to, med hver sit udstyr, er hhv. 125.000 og 
							135.000 kroner. Den billigste af dem er en såkaldt 
							Eco-version, som kører ikke mindre end 19,6 km/l 
							(den anden knap så eco’et, kører 18,2 km/l). Det er 
							biler, der følger den kunde-attraktive prisstrategi, 
							som har gjorde lillebror Spark til den mest solgte 
							bil i 2011. Dieselmodellen, derimod, er prissat til 
							180.000 kroner. Stadig en acceptabel pris, men 
							heller ikke mere end det. Om end man skal huske, at 
							udstyrslisten bl.a. inkluderer aircondition, 
							fartpilot og sædevarme. 
							 
							
							
							  
							 
							
							
							
							Diesel til de lange ture 
							
							
							Erhverver man dieselbilen, er lange ture og mange 
							kilometer det slående argument. Den kører nemlig 
							27,8 kilometer på hver liter prisbillig (relativt) 
							dieselolie, hvilket bringer C=2 udledningen helt ned 
							på 95 g/km. Det er også så god en brændstoføkonomi, 
							at ejerafgiften er næsten den samme som for 
							benzinbilerne: 240 kroner mere om året. I praksis 
							uden det store hensyntagen til brændstofforbruget 
							kørte vi 21-22 km/l. Det er helt OK. 
							 
							
							
							
							  
							 
							
							
							Men der er ét argument til: Kørestabiliteten ved 
							ligeud kørsel. Dieselbilen er 100 kg tungere end 
							benzinbilerne. Den mervægt ligger fortrinsvis på 
							forhjulene og det gør den meget stabil, når det går 
							lige ud. Til gengæld kan den godt føles lidt let på 
							bagvognen ved hurtig kurvekørsel, hvilket ikke er 
							meget forskelligt fra oplevelsen af Opel Corsa, som 
							Aveo’en deler undervogn med. Det er formentlig ikke 
							så udpræget ved benzinvarianterne og det står lidt i 
							kontrast til, at dieselmotorens flere hestekræfter 
							og større drejningsmoment gør den til den hurtigste 
							af de tre i accelerationen. 0-100 km/t på 11,7 
							sekunder kontra 13,6. Ingen af tallene gør 
							imidlertid Aveo’en til en racerbil, og det er da nok 
							heller ikke derfor, man køber sådan en. 
							
							
							  
							
							
							
							Andre gode grunde 
							
							
							Der er da også mange andre gode grunde til at den 
							alligevel træffer så godt: 
							
							
							  
							
							
							Foruden sikkerhed, udseende og brændstoføkonomi 
							falder den ikke igennem på rumudnyttelsen trods sit 
							dynamiske look. Chevrolet er endda ikke gået på 
							kompromis med designet indvendigt for at opnå ekstra 
							ordinært gode pladsforhold. Den er ligeså smart 
							indvendig som udvendig. Og den har mange gode 
							løsninger, som optimerer rum udnyttelsen. 
							Handskerummet er stort, der er små rum omkring 
							gearstangen, der er de obligatoriske kopholdere osv. 
							På bagsædet rækker benpladsen, men heller ikke mere 
							end det. Til gengæld tilbyder bagagerummet næsten 
							300 liter bagageplads og det er meget for en bil, 
							der blot måler 4,04 meter i længden. 
							
							
							  
							
							
							
							Bagagerummet 
							
							
							Bagsæderyglænene kan naturligvis lægges ned som i 
							alle 5-dørs biler, men de nedfældede bagsæderyglæn 
							efterlader ikke en plan bagagerumsbund – det er et 
							punkt, hvor Chevrolet ikke kan siges at være 
							banebrydende. For at åbne de bageste sidedøre, skal 
							man benytte et håndgreb placeret bag sideruden, på 
							samme måde som Alfa Romeo ofte gøre det. Det ser 
							smart ud, men er ikke så funktionelt, som et mere 
							traditionelt dørgreb. 
							
							
							  
							
							
							I øvrigt skal man være opmærksom på måltallene for 
							bagagerumskapaciteten, når bagsædet er forvandlet 
							til bagagerum. Det officielle tal er 653 liter og 
							det lyder ikke af meget, men det er målt til 
							bagsæderygstøttens overkant og spørgsmålet er, om 
							ikke tallet ville ende på tæt ved 1 kubikmeter, som 
							tilfældet er hos de, der måler det på denne måde. 
							Eksempelvis er bagagerumskapaciteten på Opel Corsa, 
							som oven i købet er et par cm kortere, officielt på 
							over 1 kubikmeter. 
							
							
							  
							
							
							Køreoplevelsen i øvrigt vidner om en gennemarbejdet 
							bil, der nyder godt af at være en del af General 
							Motors familien. Chevrolet har gjort utrolig meget 
							for at lægge afstand til tidligere tiders omdømme, 
							på sikkerhedsområdet, hvad køredynamik angår og ikke 
							mindst funktionalitet og udstråling. Kørekomforten 
							er god, måske ikke klasseledende men over 
							gennemsnittet. Det samme gælder støjforholdene. 
							Motoren er smidig og letkørt.  
							
							  
							Forlygterne ligger frit og er ikke 
							skærmet af en plastkasse - men det påvirker 
							øjensynlig ikke aerodynamikken væsentligt: Aveo er 
							en af de mest brændstoføkonomiske biler på markedet.   |