Cadillac er ikonet på en amerikansk luksusbil. Stor,
kostbar, luksuøs og med ægte amerikanske
køreegenskaber på godt og ondt – og ikke helt god
ved miljø’et. Men når ”BLS” følger efter Cadillac
navnet, er sagen en anden, i særdeleshed, når den er
udrustet med en 1,9 liters dieselmotor.
Alene det, at anbringe en dieselmotor i en Cadillac,
lyder alternativt, for nu at udtrykke det moderat.
Men i miljø tider lyder det som ekstra god tone, for
alt andet lige slipper en dieselmaskine mindre CO2
ud i drivhuset, den har en mere sparsom tilgang til
jordens fossile energi ressourcer og det tæller alt
sammen på plus-siden. Spørgsmålet er blot: Hvordan
hænger det sammen med Cadillac.
Gennemtænkt
Tingene er imidlertid tænkt godt igennem og BLS er
skabt med respekt for såvel Cadillacs traditioner
som moderne ikke mindst europæiske krav og
forventninger. Det sidste er dobbelt godt, for
Cadillac har vi i mange år ikke set meget til på
europæisk asfalt. I særdeleshed ikke på dansk – men
det laves der også om på, efter at den danske
importør, Andersen & Martini har sat tempo på
markedsføringen.
BLS er den mindste Cadillac og den er ligeså meget
amerikaner som europæer. Visuelt ligner den en
Cadillac, den er amerikansk i en grad som ingen
europæisk bilfabrik kunne tænke sig at gøre den
efter. Dens personlighed ligger i det udvendige
design og det genspejles til dels i kabinen, hvor
funktionaliteten og luksusbehovet også har sat sit
præg.
Epsilon platformen
Europæisk er den til gengæld, når det gælder
mekanikken. Undervognen er baseret på General Motors
kendte Epsilon-platform, som man også møder i biler
som Opel Vectra, Saab 9-3 og Alfa Romeo 159 og
maskineriet kendes ikke mindst fra Opel Vectra.
Er Cadillac BLS dermed en Opel Vectra?
På ingen måde. Men den kører ligeså godt som
Vectra’en og det vil ingen bil i denne verden kunne
skamme sig over. Epsilon platformen er bare rigtig
god. Og den stramme europæiske affjedring klæder
BLS’en godt, faktisk ligner en BLS ikke en ”flyder”
og det er den bestemt heller ikke.
|