- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



  


Biltest: Volvo EX90 Twin Motor Performance AWD Ultra


God bil med stort potentiale


af Søren Clauding - september 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ser godt ud, den modtager mange anerkendende blikke. Men under lakken virker det som om, at der er noget, de har glemt. Volvos seneste flagskib, den fuldt elektriske SUV version af 90-serien, døbt EX90 Twin Motor Performance, er stor, den er potent, men vores oplevelse af bilen sendte et klart signal: Den har lidt for mange børnesygdomme.

 

Heldigvis kan det meste vel hen ad vejen klares med en opdatering. Den omstændighed, at man ikke kan resette fartpiloten efter nedbremsning, men skal begynde ”forfra”, er et udmærket eksempel. Men, Volvo, det er en egenskab, som har eksistereret uproblematisk på biler i mere end et kvart århundrede. Også på biler, der koster en brøkdel af prisen på en EX90. Det burde vel ikke være så svært at klare, inden bilen bringes på markedet.

 

Startbesvær

Det værste var imidlertid, da bilen simpelthen nægtede at starte. Heldigvis var en vidende Volvo medarbejder på job, da vi ikke kunne få gang i bilen. Efter forskellige angreb på elektronikken lykkedes det efter en halv times tid at få gang i bilen. Siden valgte vi kun at afbryde en køretur, når vi var klods op ad et offentligt transportmiddel. Vi håber for Volvo, at det problem også kan klares med en opdatering. Men især håber vi det for de danskere, der har betalt over en million kroner for herligheden.

 

Ærlig talt Volvo: Den helt grundliggende egenskab ved en bil er, at den kan køre. Kan den ikke det, er den helt ligegyldig. I folkeskolen ville der have været en klar konklusion: Dumpet. Men dér kan man heldigvis gå om. Og det var næppe en enlig svale, for vi har kendskab til lignende oplevelser hos andre kolleger i branchen.

 

Synd for alle involverede

Det er synd. Det er synd for bilkøberne, der ikke engang pga. delvis afgiftsfritagelse kan glæde sig over, at de da i det mindste har bidraget meget til den evigt sultne danske statskasse, for det har de ikke. Men det er også synd for Volvos omdømme og for den pæne bil, ikke mindst.

 

Volvo EX90 har nemlig et potentiale til at være god. OK, op til 517 hestekræfter i den prøvekørte Performance version er måske ikke nødvendigt. Faktisk er det i disharmoni med den lettere softede luftaffjedring, i hvert fald hvis man oversætter ”mange kræfter” til ”hurtig kørsel”. Bruger man imidlertid fortrinsvis kræfterne til at trække en anhænger på 2200 kg, giver de god mening, og det gør firehjulstrækket også.

 

Bredt anvendelig

Det giver også mening, at frihøjden er 21 cm, for derved kan man også klare sig lidt væk fra de asfalterede veje. Vadedybden på 45 cm øger også potentialet og anvendelsesmulighederne. Men er EX90 skabt til terrænkørsel? Eller er den skabt til persontransport? Måske til lidt af det hele, for det sidstnævnte klarer den med sine 7 siddepladser udmærket.



Den er med andre ord en alsidig bil, som nævnt med et stort potentiale. God plads, god fremkommelighed, og hurtigt kan den også køre, selvom vi vil anbefale, at man alene går efter Performance AWD-versionen, hvis man virkelig har brug for kræfterne og firehjulstrækket.

 

Tyngde kræver teknik

Det hænger sammen med, at vejegenskaberne ikke matcher kræfterne. Ligeud på motorvejen går det fint, ved dansk motorvejsfart i hvert fald. Meget komfortabelt, meget flyderagtigt, som det nu er i en bil, der vejer næsten 3 tons. Ja, vi skrev 3 tons, for med en egenvægt på 2762 kg plus passagerer og lidt bagage er det 3 tons.

 

Og 3 tons kræver sin hjulophængning, hvis den skal lidt kvikt gennem en kurve. Og det er altså ikke EX90’erens kernekompetence. Forslag: Indstil bilen til ”rækkeviddeoptimering”, så dæmpes kræfterne, lad være med at bruge de mange kræfter, og nyd så, at man kan køre omkring 500 kilometer på en opladning. De WLTP målte 621 kilometer var vi ikke i nærheden af, trods blid speederfod, maksimal regenerering og optimale temperatur- og vindforhold. Hvor langt den siden vil kunne køre ved hjælp af dens 111 kWh store batteri (netto kapacitet: 107 kW), når vinteren falder på, tør vi ikke spå om.

 

Hurtigladning er iblandt en option

Det store energiforbrug skyldes naturligvis den store vægt, men heldigvis kan man hurtigoplade 400 V batteriet med op til 250 kW DC. Vi fandt ingen ledig DC ladestander i nærheden af offentlig transport, kapitulerede og toppede op med 11 kW, som dog faldt væsentligt undervejs mod toppen, men det er normalt.

 

Indretningen i EX90 er lækker. Den er, som man forestiller sig i en Volvo. God plads, om end man skal være lettere atletisk for nemt at benytte de to bageste siddepladser. Når man så er der, kan man glæde sig over at Volvo også har sørget for ventilation, både i øjenhøjde og i bunden af bilen. Så det er ikke forbeholdt forsædepassagererne alene, at opleve en god 4-zonet klimaregulering.


Der er ventilation til bagsædet både i dørstolperne og over gilvet.

 


God plads

Pladsforholdene er generelt, som man forventer i en over 5 meter lang, næsten 2 meter bred og 1,74 meter høj SUV. Med alle 7 sæder i brug disponerer man over 310 liter bagagerumsplads, som øges til næsten 2 kubikmeter, når bagsæderyglænene lægges ned. For den bageste sæderækkes vedkommende, sker det elektrisk, hvilket er en stor bekvemmelighed. Ude fortil har man placeret en 37 liters frunk, som er inddelt i tre rum - meget elegant.



Panoramaglastag er standard, hvilket er godt for hovedhøjden, men man kan ikke hindre lysindfald, hvis man helst vil være fri, for der er ikke et indre panel. I øvrigt præcis som det typisk opleves også hos søsterbilerne fra Polestar og Zeekr.

 

Göteborg koncertsal

Lydanlægget i den prøvekørte bil er dog ikke standard. Det koster den nette sum af 38.000 kroner, men så får man også Bowers & Wilkins lyd gennem bl.a. forsædernes nakkestøtter med akustik, som sad man i den store koncertsal i Göteborg (hvis man altså vil). Det er et af de svenske elementer, der kan identificeres i bilen med de svenske aner – plus det obligatoriske svenske flag, der diskret er syet ind i sædepolstringen.



Sidst, men ikke mindst, skal det tilføjes og for så vidt også konkluderes, at Volvo EX90 har fremragende Matrix LED kørelys, den er ualmindelig stilfærdig og præcis så affjedringskomfortabel, som man forventer i en elbil til 1 millioner kroner. Og så kan EX90 også anskaffes for blot 735.000 kroner. Da får man 279 hestekræfter på baghjulene, dvs. stort set det samme, som man på baghjulene har i AWD-versionen. Egentlig er Volvo EX90 en god og anvendelig bil med mange muligheder. Men please, Volvo, gør den lige færdig i en fart. Det skylder I jer selv og jeres kunder.

PLIGTINFORMATION.

Med udgangspunkt i gældende lovgivning skal det oplyses, at den prøvekørte bil er stillet til rådighed for testkørsel af bilmærkets danske importør.
Andre Volvo prøvekørsler - find dem hér >>>





Head-up displayets basis er forsænket i fordybingen i instrumentbordet.

Et handskerum har den, men stort er det ikke.

Model:

Volvo EX90 Twin Motor Performance AWD Ultra

Listepris:

Kr. 1.019.636

Motor og transmission 2 stk synkron elmotorer: For: 241 hk, 420 Nm. Bag: 268 hk, 490 Nm. System: 517 hk, 910 Nm. 111/107 kWh 400 V litium-ion batteri. AWD.

Præstationer acceleration 0-100 km/t/ topfart/

Energiforbrug/ Rækkevidde (WLTP):

4,9 sek./ 180 km/t/ 208 Wh/ km/ 621 km

Opladning AC/DC

11 kW/250 kW

Længde: 5,04 meter

Bagagerum:

310-1915 liter

Værd at bemærke:

265/40-22 dæk på alufælge. Matrix-LED forlys.  Adaptiv fartpilot. El-forsæder. Ratvarme. 4 zone Klimaanlæg. Varmepumpe. 360 grader kamera. 15" skærm. Navigation. El-bagklap. Panorama glastag.











Under bagagerummet er der plads til både ladekabel og bagagerumsdækken.







Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt