|
Køber man en Volkswagen Taigo
i basisudgaven til 265.000 kroner får man en pæn,
men trods den sportslige profil ikke ligefrem
iøjefaldende bil, med tilstrækkelig, men beskeden
motorkraft på 95 hestekræfter. Lægger man 80.000
kroner oven i, er den kompakte crossover-coupé som
forvandlet.
Læs om vores første møde med
VW Taigo for et halvt års tid siden (læs
hér >>>), for den artikel pakker modelserien
pænt ind. Og se så på billederne, ikke mindst, for
da vi prøvekørte L-Line versionen, sådan lidt mere i
dybden, strålede solen og temperaturerne var
sommerlige. Det var dog ikke hele forskellen. For
R-Line versionen ser anderledes ud end basisudgaven.
Fronten er anderledes, hjulene er nu 18”
letmetalfælge, opkaldt efter den italienske
racerbane i Misano, og om natten kan den på afstand
kendetegnes ved det avancerede IQ matrix lys.
Bredere appeal
Fortsætter man indenfor er
sportssæderne den sikre indikation af, at denne bil
er anderledes. I øvrigt er der tale om sæder, der
ikke klemmer sammen om kroppen som sko, der er for
små, klemmer sammen om fødderne. Og alene derigennem
opnår Taigo i praksis en bredere appeal. R-Line
betræk øger den æstetiske oplevelse, der
understøttes af det sort loft og siden dokumenterer
det omfattende udstyr, at denne bil er trukket i
sportstøjet.
Udstyret inkluderer adaptiv
fartpilot, en (lidt aggressiv, godt nok)
vejbaneassistent, automatisk aircondition (2 zone
klimaanlæg er ekstraudstyr), men især det
elektroniske spærredifferentiale og den adaptive
dæmpning har betydning, i hvert fald når man trækker
gearvælgeren i Drive og træder speederen i bund.
Alsidige køreegenskaber
Det elektroniske spær
benytter bremsesystemet til at sikre, at kræfterne
havner på det hjul, der har bedst vejgreb, og siden
sikrer den adaptive dæmpning, at man har en rimelig
komfortabel affjedring, når man cruiser og den
nødvendige stramme respons, når man bruger de op til
150 hestekræfter og 250 Nm, som 1,5-liters
TSI-motoren kan præstere.
Taigo’en har ikke
firehjulstræk, selvom kardantunnellen ned gennem
kabinen kunne indikere noget andet. Til gengæld
holdes vægten nede på godt 1300 kg og det er med til
at gøre bilen agil og sjov at komme omkring hjørner
med. Det er næsten en lettelse at køre en sådan bil
i en tid, hvor hurtige men også temmelig tunge
elektrificerede køretøjer fylder meget i det danske
verdensbillede.
Støj og træk
Naturligvis er en Taigo
R-Line ikke støjsvag som en elbil, især ikke når man
vil nå de 100 km/t på de 8,3 sekunder, som den kan
vha 7-trins DSG gearkassen. Og næppe heller ved
topfarten på 212 km/t, som vi ikke har prøvet. Men
ved den fart betyder motorstøjen minimalt – da er
det vindstøj og dækstøj, der dominerer og dér er en
elbil ikke bedre stillet end en konventionel
”ICE”-bil (ICE=Internal Combustion
Engine=forbrændingsmotor).
Når det så er sagt, er Taigo
faktisk forbavsende støjsvag. Og så må den i øvrigt
trække en anhænger på 1200 kg, men gør man det, går
lidt af krudtet nok af kørslen. Men man må.
Mere økonomisk i praksis
Kører man pænt, er det ikke
svært at nå en benzinøkonomi på 16,4 km/l. Og det er
faktisk bedre end det officielle WLTP-tal, som siger
16,1 km/l. Det er sjældent, det går den vej og
skyldes givet vis den aktive cylinder teknik, der
frakobler to af de fire cylindre, når der ikke er
brug for dem – og det behøver på ingen måde at være
kedeligt at køre sådan, hvilket hænger sammen med
gode styreegenskaber.
Dækkene er 215 mm brede, og
med 45 procents lavprofil på 18” fælge har man
forklaringen på, at bilen godt kan være spændstig,
når affjedringen vil det. Omvendt er affjedringen så
virkningsfuld, at kørekomforten ikke lider skade.
Hvordan det fungerer på våd vej, var der heldigvis
ikke mulighed for at prøve. Men dér hjalp
erfaringerne fra i vinter os lidt. Bilen vinder i
det varme vejr, men det er helt almindeligt for
biler i sportstøj, som ikke nødvendigvis er sat op
til at være optimale på regnvåde, kolde asfaltveje.
|
Biltest:
Volkswagen Taigo
