|
Det er måske at tage munden
for fuld, at kalde Toyota Mirai for en bil uden
begrænsninger for alle biler har begrænsninger. Men
hvad det, at være elbil angår, er det ikke bilen
selv, der sætter begrænsningerne. Alene samfundets
infrastruktur er den begrænsende faktor for en
brintbil, for det er sådan en, Mirai er.
Kategoriseringen er også
lidt skæv. For en Mirai kører ligeså meget på
elektricitet som en hvilken som helst elbil. Den
fremstiller blot selv sin egen elektricitet. Ikke
ved hjælp af en benzinmotor, men ved hjælp af en
proces, der inkluderer brint og luft. Processen er
forureningsfri, luften leverer den nødvendige ilt og
hvis brinten er udskilt ved hjælp af grøn energi, er
en Mirai ligeså grøn som en hvilken som helst elbil,
hvis batteri er opladet på strøm, produceret vha
grøn energi.
Motorrummets indhold er noget anderledes end i en
konventionel ICE-bil. Og man skal finde selve
elmotoren på 182 hk nede bagtil, hvor den er god
skjult.
Få brinttankstationer
En elbils største
begrænsning er dens elektriske rækkevidde og
opladningstiden. Brintbilens største begrænsning er
mængden af brint tankstationer. Hvis landskabet
havde blot halvt så mange brint tankstationer som
som der er ladepunkter i landskabet, ville der ikke
være nogen ko på isen.
Alt dette er gammel viden.
Det er det til dels også, når den gælder Toyota
Mirai, for vi har ved flere lejligheder prøvet både
den aktuelle og nyeste Mirai, og også forgængeren.
Men at bruge bilen over flere dage gav et revideret
billede af brintbilernes potentiale – i Danmark i
hvert fald.
Vægtfordel
Direkte sammenlignet med en
elbil i samme størrelse har Mirai en vægtfordel på
3-500 kg. Selvom den er skabt som en velvoksen,
sporty, men også yderst elegant og iøjefaldende
premiumbil, opleves den både agil, stabil og langt
hen ad vejen brugsrigtig. I hvert fald så
brugsrigtig, som en stor sedan nu kan være. Den er
stor, for det indbyggede brintanlæg er omfangsrigt,
men tanke og litium-ion batteriet på blot 1,2 kWh
vejer nu ikke mere end tilsammen 150 kg. Dertil
kommer så brændselscelle-stakken og elmotoren, som
er sat på bagakslen.
Kørslen er yderst luksuøs,
fremragende affjedringskomfort og stilfærdig kørsel
både i og udenfor bilen. Og altså nul forurening af
nærmiljøet hvad angår luft og støj.
Brinttankene tager plads
Rummeligheden er til dels en
udfordring. Men brint-drivlinerne bliver hen ad
vejen også mere kompakte. I den luksuøse kabine
deles pladsen mellem passagerer og den største af
bilens i alt tre brintbeholdere – den ligger på
langs i bilen og det opleves mest på bagsædet,
nærmest som en gigantisk kardantunnel. Benpladsen på
bagsædet er heller ikke på niveau med, hvad man
forestiller sig i en 5 meter lang sedan, som, hvis
kabinepladsen ikke var blevet dedikeret drivlinen,
ville gøre Mirai til en regulær limousine. Men nu
behøver man jo ikke tænke gammeldags.
Bagagerummet er heller ikke
overvældende, men det er stort nok og sjovt nok ikke
større end at man stadig kan nå den bagage, der
ligger inderst inde, uden at skulle vippe
bagsædernes ryglæn ned og tage bagagen ud den vej.
Det ville man heller ikke kunne, for pladsen mellem
bagsæder og bagagerum er optaget af teknik.
Brintbilernes fremtid
Alt det findes der vel
løsninger på over tiden, hvis brintbiler altså har
en fremtid. Og hvorfor ikke? Brinten kan udskilles
fra fx vand ved hjælp af vindenergi, energi fra
solceller og vandkraft. Luften er, hvor man kører,
og bilen filtrerer selv indsugningsluften i en sådan
grad, i forbindelse med at ilten frigøres til brug i
brændselscellestakken, at den luft, der strømmer
tilbage til omgivelserne er renere end før. Det må
siges at være en win-win situation.
Olie, gas eller andre af de
begrænsede ressourcer, som mobilitet hidtil har
forbrugt af, er helt ude af billedet, så længe vi
ikke maltrakterer biodiversiteten ved uigennemtænkt
forbrug af luft og vand.
Tanker op på få minutter
Brinten til brintbiler kan
produceres på mini-anlæg i samme tempo som der
tankes, så der skal ikke oplagres store mængder af
færdigproduceret brint. Man kobler slangen fra
anlægget til bilens tankstuds, og siden producerer
anlægget den mængde brint, man tanker. Processen
tager få minutter og den er yderst renlig – ingen
benzin eller diesel lugtende fingre.
Eneste umiddelbare handikap
er, at der skal større tryk til at fylde bilens
brintbeholdere, når de er ved at være fyldt op, og
derfor tager den sidste del af påfyldningen lidt
længere tid end den første del. Men det er få
minutter, der tales om.
Tankstationer: Det lysner
Og så er der det med
antallet af brint tankstationer. To, aktuelt, i
drift på Sjælland (København og Korsør) og tre på
den vestlige side af Storebælt (Esbjerg, Kolding og
Århus). Rækkevidden er ved normal motorvejskørsel op
imod 500 km og ved varieret kørsel kommer man tæt på
det officielle WLTP tal på 629 km, viste vores test.
Det er godt nok til en lige tur på tværs af landet,
men der er ikke plads til svinkeærinder og
Udkantsdanmark er endnu mere udkant, hvis man kører
brintbil. Heldigvis er yderligere 10 tankstationer
forventeligt på vej, fordi selskabet Everfuel har en
plan, som udbygger netværket over de kommende år.
Men ellers er det i
politikernes vold at gøre noget ved det, og derfor
er det positivt, at der netop her i marts måned i
Folketinget blev vedtaget en aftale af et bredt
politisk flertal, som skulle sikre etableringen af
en dansk brint infrastruktur. Men
finansieringsgrundlaget er endnu ikke etableret.
Læs mere herom >>>
Bilfabrikkerne, og mange
udover Toyota, har brintbiler klar til stor
produktion, men det kræver at man får gjort det
klart, hvad der skal komme først… hønen eller ægget.
Bilfabrikkerne har investeret deres del og
fortsætter gerne. Det har måske især Toyota
dokumenteret gennem deres vedvarende udvikling af
biler, der kører på brint.
|
Biltest:
Toyota Mirai H4 RWD
