|
Efter at have prøvekørt 220i
versionen af BMW’s 2-serie Coupé var det som om, at
det ikke gav den helt store mening også at prøve den
dobbelt så kraftige med dobbelt så mange trækkende
hjul-udgave af 2-serie Coupé, M240i xDrive Coupé.
Som oven i købet også koster, godt nok ikke det
dobbelte, men 60 procent mere. Men så kom
inspirationen strømmende ind gennem TV-skærmen.
For nogle år siden
producerede den amerikanske komiker, Jerry Seinfeld,
en serie, kaldet Commedian in cars getting Coffee.
For undertegnede handlede dig ikke så meget om
humoren, den var OK, inspireret af øjeblikket og
delvist improviseret og egentlig ret autentisk. Men
bilerne, ret fantasifuldt udvalgt. Ikke mindst da
Seinfeld inviterede den amerikansk/østrigske
skuespiller Christophe Waltz på en køretur i en BMW
507 fra 1957.
Det var uden
mening…indtil…
Det var en sublim bil, der
var så sublim, at den iflg. Seinfeld blev så kostbar
at BMW tabte penge på den. Det lyder ret
sandsynligt, for der blev kun bygget 252 af slagsen.
Og den kunne da heller ikke andet en blot være fyldt
med små og kostbare finesser og så kunne den køre.
Efter datidens normer var den unik, lille,
forholdsvis let (1315 kg), og da den var beregnet
til det amerikanske marked, havde den naturligvis en
3-liters V8, der ydede 152 hestekræfter, 0-100 km/t
på 10,5 sekunder og 196 km/t på toppen. Den gav
egentlig ingen mening.
…indtil Christophe Waltz
sagde de forløsende ord, frit oversat: Den giver
mening, fordi den er fabelagtig at køre i. Det er
køreglæde på højere niveau. Der er mennesker, der
simpelthen bare godt kan lide at køre bil. Og så gør
det egentlig ingenting, at der ikke er bagageplads
og den funktionelt ikke scorer mange stjerner, måske
andre end dem, der var ude at køre i den i
TV-show’et. Sådan en bil var BMW 507.
Køre-fryd
Hvis man ser på en 240i
xDrive Coupé kan der stort set siges det samme. Man
kunne naturligvis sammenligne en 507’er med en
Z-sportsvogn, men verden har jo udviklet sig. Og det
har BMW også. Vi gætter derfor på, at der bliver
solgt flere end 252 eksemplarer af 240i, for den har
funktionelle fordele, som vi også lige kom omkring
ved prøvekørslen af 220i Coupé. Det er godt, når man
skal argumentere for at købe en M240i. Men helt
isoleret handler M240i om én eneste ting: At køre og
fryde sig over det.
Motoren er en 6 cylindret
3-liters turbomotor. Turboladeren booster maskinen
til 374 hestekræfter, som leveres fra 5500-6500
omdr./min. og det overbevisende drejningsmoment på
500 Nm har man fra 1900 til 5000 omdr./min. 8 trins
Steptronic gearkassen sikrer videreleveringen af de
mange kræfter til de 4 trækkende hjul gennem det
avancerede xDrive firehjulstræk. Og siden sørger et
elektronisk styret lamel spærredifferentiale for, at
kræfterne havner solidt og godt, dér på vejen hvor
der er brug for dem gennem 235/40-19 hjul.
Forbavsende nok er de ikke bredere, men det rækker
rigeligt og er med til at sikre en god balance, som
også gør bilen afslappende og behagelig at køre.
Stram og nødvendig
Hvor den lidt stramme M Sport
undervogn i 220i Coupé modellen ikke gav så meget
mening, er den næsten en nødvendighed i M240i Coupé.
Når man lukker de mange kræfter ud gennem drivlinen
og deres levering til underlaget er teknisk
uforudsigelig og alene afhænger af førerens
speederbetjening, skal affjedringen kunne klare det
hele. Og det kan den. Er det ukomfortabelt? Nej, for
affjedringen er adaptiv, ligesom også styringen er
variabel.
Alt det i forening indebærer,
at ligeså god en 220i Coupé er, og det er den, er
M240i Coupé lige en klasse bedre. Den har til fulde
fordelen af den forholdsvis kompakte basis-form, den
gode aerodynamik og den fine indretning. Men
firehjulstrækket indebærer, at vejkontakten er endnu
bedre, at balancen (ikke vægtbalancen) er endnu
bedre, at man er endnu bedre stillet i en kritisk
situation, men ellers mest blot oplever en bil, hvor
føreren styrer den, for det vil være halsløs gerning
ikke at gøre det. Selvfølgelig kan bilen klare meget
selv, men optimalt bliver det, når den styres, af
føreren, hvis hun/han kan.
Civiliseret trods alt
Heldigvis er kræfterne styret
elektronisk og de leveres ret civiliseret, selv i
Sport-indstillingen. Derfor er kørslen også meget
sikker. Man kan selvfølgelig godt deltage i en
track-day på en racerbane, men da kun for at lære
bilen bedre at kende, for den er ingen racerbil. Den
vejer 1765 kg, dvs. et par hundrede kg mere end 220i
Coupé og vægten er nok dens største svaghed.
Der kompenseres for vægten
gennem den adaptive affjedring, men det reducerer
forudsigeligheden af vejgrebet en anelse og gennem
kurverne mærker man vægten, også i styringen.
Den skal på short-listen
Det ændrer imidlertid ikke på
det faktum, at ønsker man en bil med et overvældende
kraftpotentiale og praktiske egenskaber, som den
aldrende 507 ikke kunne tilbyde, er 240i Coupé ikke
til at komme udenom på shortlisten. Dertil kommer,
at den i undertegnedes optik ser knaldgodt ud, men
det der med udseende er jo noget, vi alle har et
individuelt forhold til.
I øvrigt var den prøvekørte
bil, der har en basispris på 810.000 kroner, iklædt
for 200.000 krone ekstraudstyr. Vores vurdering:
Elektrisk styret lændestøtte i sportssæderne til
5000 kroner er godt givet ud. Head-up display til
små 18.000 kroner ligeså. Adaptiv LED forlys til små
13.000 kroner er ikke til at komme uden om,
Harmon-Kardon lydanlæg er en fryd for ørene, når man
cruiser og koster blot 6.700 kronet, adaptiv
fartpilot burde være standard men koster 11.700
kroner (og er da også avanceret ift.
hastighedstilpasning til de aktuelle fartgrænser) og
p-assistenten til samme beløb er en meget stor
hjælp, for udsynet bagud er ret dårligt. Den
Portimao-blå metallak til 15.000 kroner, tja, smag
og behag er forskellig.
|
Biltest:
BMW M240i xDrive Coupé
