- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Peugeot 5008

BlueHDI 130 Allure EAT8


Dum diesel dur da...


Af Søren Clauding – oktober 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I nogen tid har dieselbilerne været ”den slemme dreng i klassen”. Det udsprang af dieselskandalen og så kan det jo diskuteres, hvad og hvem der egentlig var den slemme dreng. Et faktum er det, at dieselbiler er sat i bås som forurenende og noget, man helst skal undgå. Sådan er virkeligheden, men virkeligheden er også en anden.

 

De dumme dieselbiler er nemlig ikke så dumme endda. De kører generelt længere på literen end benzinbiler og de fleste hybridbiler. De slipper mindre CO2 ud i atmosfæren pr. kørt kilometer og udledningen af de for nærmiljøerne skadelige kvælstofilter er reduceret til ”benzin-niveau” ved brug af SCR katalysator og AdBlue. Dermed er en typisk dieselbil mindre forurenende end en typisk benzinbil.

 

Overgangstiden

Forsyningssikkerheden spiller givetvis en større rolle end nogen vil være ved, når der satses så meget på elektrificering af mobiliteten. Henad vejen vil elektromobilitet alene af den grund givet vis få større plads i det samlede billede, men der er vi ikke endnu og hvad skal vi så i mellemtiden? Holde op med at leve?

 

Det er for de fleste næppe en god løsning, og så må man i Danmark bide i det sure æble og betale den politisk fastsatte strafafgift. En bil som den hér prøvekørte Peugeot 5008 BlueHDI koster 2000 kroner pr. halvår i den såkaldte grønne afgift. Det er næsten dobbelt så meget som en tilsvarende benzinbil – der forurener mere.

 

Ens priser

Heldigvis har den danske importør fået forhandlet sig frem til at kunne sælge ”den dumme dieselbil” til stort set samme pris som den tilsvarende benzinudgave. Og den er på ingen måde dum – eksempelvis kører dieselversionen 18,9 km/l modsat benzinbilen, der kører 14,9 km/l. Forskellen i CO2 udledning er også åbenlys: 140 g CO2/km versus 151 g/CO2. Og så er dieselolie fortsat billigere end benzin. Og tallene holder i praksis.

 

Den må oven i købet trække en større anhænger end benzin-udgaven, men ingen af de to er nu sværvægtere, hvad det angår. 1200 kg på trækkrogen i dieselbilen, hvis man vil have den med 8-trins automatgearkassen som den prøvekørte version, 100 kg mere, hvis man selv vil skifte gear, hvorved prisen falder fra 453.000 kroner til 435.000 kroner.

 

Klar til de mange kilometer

Dieselbilen er selvklart en fordel, hvis man kører mange kilometer og undgår alt for mange koldstarter, og da er den det indlysende valg, netop på grund af argumentationen ovenfor. Vi prøvede den nye faceliftede 5008 med ny potent front på en længere tur, og dér viste den sig fra sin bedste side (on-board videoen her på siden giver et godt indtryk deraf).



1,5-liters 130-hestes dieselmotoren er med sit store drejningsmoment på 300 Nm kraftig nok til, at man kan køre 190 km/t som topfart. Men testen, som omfattede kørsel også på tyske autobahns, dokumenterede dog desuden, at 160 km/t er den mere stabile og bekvemme marchhastighed. 11,8 sekunder til 100 km/t er godkendt, for 5008’eren er ikke og kører i det hele taget heller ikke som en racerbil.

 

Virkelighedens forbrugstal er ikke dumme

Den nye 5008 er strammet op på en række punkter, bl.a. er i-cockpit’et ikke blot bevaret men også nydesignet med en 10” skærm (i Allure Pack udgaven) og mulighed for at vælge køreindstillinger, men ellers ligner den sig selv. Den er 1,65 meter høj og har fortsat den store frihøjde på 23,7 cm, som naturligvis udfordres i kraftig sidevind og også influerer på luftmodstanden. Ikke desto mindre kunne vi på det danske motorvejsnet med varieret hastighed, men generelt tæt på fartgrænserne køre 20 km/l – altså bedre end WLTP måltallet. Over et par hundrede kilometer på tyske autobahns med væsentlig højere fart kørte vi 16,5 km/l – det er bestemt ikke dumt.


225/55-18 hjul.


Den prøvekørte bil var iklædt Allure udstyret, som bl.a. omfatter 18” alufælge, 2-zone klimaanlæg, el-ruder for og bag, multifunktions læderrat, 180 grader bakkamera og sædevarme. Desuden havde man også iført den Allure Pack udstyret, som for 15.000 kroner oven i tilføjer nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, 180 grader bakkamera, elektrisk bagklap, mørktonede ruder bag m.m. Det er absolut pengene værd. Og så er det jo også en særlig egenskab, at 5008 herhjemme som standard sælges med 7 siddepladser, hvoraf de to bageste kan tages ud af bilen.




Andre Peugeot prøvekørsler – find dem hér >>>

Video-Autobahn test: Peugeot 5008 BlueHDi

Vi har prøvet hvad den dur til, sådan en rummelig og høj crossover på en tysk Autobahn med nææææsten topfart. Den har mange muligheder og så er den både lavt forurenende og økonomisk attraktiv at køre i - især på de længere ture. Se selv. Fuld HD.





Model:

Peugeot 5008 BlueHDi 130 Allure EAT8

Listepris:

Kr. 359.990

Motor og transmission:

4 cyl. 1,5 ltr. turbodiesel. 130 hk. 300 Nm/ 1750 omdr./min. 8 trins aut.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

11,8 sek./ 190 km/t/ 16,5 km/l / 144 g/km

Længde:

4,64 m

Bagagerum:

1060 (5-sædet)/ 2150 liter

Værd at bemærke:

18” alu fælge. 2-zone klimaanlæg. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Regnsensor. 8” touchscreen. Bakkamera. P-sensorer for og bag. Aktiv vejbaneassistent. 7 sæder.







Forreste passagersædes ryglæng kan foldes helt ned i vandret position.


Hældningen på flybordene på bagsiden af forsæderne følger ryglænenes hældning.



Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt