- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Hyundai Tucson 1,6 T-GDi Advanced MHEV 7DCT


Plug-in eller ikke plug-in

handler om behov og muligheder


Af Søren Clauding – oktober 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da mild-hybrid udgaven af den nye Hyundai Tucson blev prøvekørt havde vi endnu ikke kørt plug-in hybrid verionen. Det er sket inden disse linjer blev skrevet, og den vender vi skyndsomst tilbage til. Men den erfaring gav anledning til overskriften. Vil man gerne køre en Tucson, skal man alene vælge mellem plug-in hybrid (PHEV) eller mild hybrid (MHEV), for prisen er den samme.



Disse linjer handler om mild-hybrid versionen. Den er baseret Hyundais 150 hestes 1,6 liters turbo-benzinmotor, den for lidt ekstra hjælp via en 48 Volt mild hybrid elmotor, der hjælper en smule under accelerationen men mest gør gavn ved at gearskiftet i 7-trins DCT automatgearet er meget blødt og umærkeligt – plus, naturligvis, at sikre en god benzinøkonomi, som, har vi siden erfaret, er noget bedre end plug-in hybrid udgaven, når den har opbrugt strømmen på sit batteri.



15-16 km/l

Det officielle forbrugstal for mild hybriden er 15,6 km/l. Vi ramte i testperioden 14,7 km/l, men kørslen var ikke så typisk at tallet genspejler almindelig blandet kørsel. Omvendt kunne vi også konstatere at 16 km/l var let opnåeligt ved motorvejskørsel, med de almindelige op- og nedbremsninger samt hastigheder mellem 110 og 130 km/t.

 

De tal var overbevisende pæne, for en Hyundai Tucson er en forholdsvis høj bil (1,65 meter) og har en frihøjde på 18,1 cm, som resulterer i en del luft under bilen, hvor luftmodstanden er større (luften fanges af hjulkasser og de mange hulrum, motorrummet ikke mindst) og jo mere luft, der ledes under bilen, jo større luftmodstand. Men det klarer den flot.

 

Agil og underholdende

Fartpræstationerne er heller ikke at kimse af. Selvom mild hybriden med Advance udstyr ”kun” har en 150 hestes benzinmotor i maskinrummet, modsat plug-in hybridens 265, når man de 100 km/t på 9,6 sekunder og topfarten er 189 km/t. Plug-in tallene siger hhv. 8,2 sekunder og 191 km/t. Grunden til at tallene ikke afviger mere er naturligvis vægten. 1491 kg mod 1818 kg.

 

Det gør også en forskel gennem kurverne, for MHEV’en er agil og velkørende – og faktisk ret underholdende. Også affjedringen er helt OK. Vi kørte Tucson’en over Storebæltsbroen i kraftig sidevind og det rørte den ikke nævneværdigt. Ved kørsel i hurtige kurver er den også meget stabil og dermed også sikkerhedsmæssigt en ret god bil at køre i.

 

Pladsudnyttelsen

Pladsmæssigt har man en fordel i mild hybrid bilen. Men det er ikke dér, hvor man normalt vil finde den. I kabinen opdager man den ikke umiddelbart, men der er mere plads i benrummet, fordi der ikke skal skjules et batteri dernede i vognbunden. Man ser det på kardan-tunnellen, som er højere i mild hybrid versionen. I bagagerummet vinder man også lidt, men det handler om beskedne 20 liter, som nok mere har at gøre med at mild-hybriden ikke har firehjulstræk.



I traditionel forstand skrider det økonomiske regnestykke dér lidt, for en plugin Tucson til samme pris (360.000 kroner i Advanced versionen) har ikke træk på baghjulene. Derfor er det i høj grad spørgsmålet om 2-hjuls-træk kontra 4-hjuls-træk, der i vores optik gør udslaget.

 

Traditionelt set er en firehjulstrukken bil altid noget dyrere end en bil med træk alene på forhjulene. Men den forhjulstrukne version må trække en anhænger på 1650 kg, hvilket er 300 kg mere end plug-in udgaven, selvom mild-hybriden har en mindre motor.

 

Vægten gør forskellen

Forklaringen er mest plug-in udgavens større vægt. Det nytter ikke meget at have så mange kræfter, hvis ikke drivlinen og bilen er beregnet til det. Det er lidt paradoksalt, for især ved kørsel i lettere offroad terræn, måske med en campingvogn eller en hestetrailer på trækkrogen, vil firehjulstræk være en fordel. Men kræfterne benyttes altså mest til at håndtere den større vægt.

 

Advanced udstyrer er omfattende og med til at placere en Tucsom MHEV skarpt i konkurrencen. Ikke mindst fordi det klæder den nye generation, der på mange måder krydser grænsen til premium klassen. Det ultra-bløde ventilations system giver næsten umærkelige luftstrømme i kabinen, 3-zone klimaanlæg sikrer temperaturen på bagsæderne, der er sædevarme både for og bag, ratvarme ligeledes. Fuld LED, statisk kurvelys, adaptiv fartpilot, nøglefri betjening og elektrisk foldbare sidespejle er alt sammen udstyr, der gør oplevelsen endnu bedre.

 

280.000 kroner for den billigste

Men man kan også slippe billigere til en Tucson, hvis man vil. Der er et mellemniveau, som kaldes Essential, og så kan bilen med det basale ”Pure” udstyr købes for 280.000 kroner. Den har godt nok manuelt gear, men det kan være en fordel, netop med en stor anhænger på trækkrogen. Og selv i Pure-udgaven er udstyr som aircondition, bakkamera og vognbaneassistent standard.

 

Vi prøvekørte den nye Hyundai Tucson allerede ved lanceringen sidst i 2020. Link til reportagen fra dengang findes hér, og gennemgangen dengang supplerer denne test og skaber et bedre samlet billede. Et faktum er det nemlig, at bilen på ingen måde skuffer, når man kommer dybere under lakken, tværtimod.


Andre Hyundai prøvekørsler - find dem hér >>>

Videotest: Hyundai Tucson Mild Hybrid

Mild hybrid udgaven af Hyndai Tucson er det rette alternativ for de, der ikke kan udnytte fordelen ved elektrisk kørsel i en Plug-in Hybrid. Den har også andre fordel, som ikke umiddelbart er så indslysende. Fuld HD.





Model: Hyundai Tucson 1,6 T-GDi MHEV Advanced 7-DCT

Listepris:

Kr. 359.995

Motor og transmission:

4 cyl. turbo-benzin 48 V Mild Hybrid, 1,6 l. 150 hk. 250 Nm/1500 omdr./min. 7-trins DCT automatgear. FWD.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

9,6 sek./ 189 km/t/ 15,6 km/l /145 g/km

Længde:

4,50 m

Frihøjde:

181 mm

Bagagerum:

577-1756 liter

Værd at bemærke:

Fuld LED. Statisk kurvelys. 17” alufælge. Nøglefri betjening. Multijusterbart læderrat med varme. 3 zone klimaanlæg. Adaptiv fartpilot. Sædevarme for og bag. Vognbaneassistent. 10,25” touchscreen. Bakkamera. Regnsensor. P-sensorer for og bag. Navigation.





215/65-17 hjul er standard og er med til at sikre affjedringskomforten.









Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt