- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest:

KIA e-Soul 64 kWh Advance

Virkelig, virkelig vellykket


Af Søren Clauding – maj 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke alle elbiler, der er lige vellykkede, når det gælder køreegenskaber. Men mødet med den helt nye KIA e-Soul: Wow, den sidder lige i skabet, eller ladeboksen, burde man måske sige.

 

Faktisk er den eneste reelle begrænsning, at infrastrukturen i Danmark ikke er parat til elbiler og det er anarkistiske elbilsejere heller ikke. Trods et rimeligt netværk af offentlige ladestandere, der godt nok ikke er særlig hurtige, er disse ofte besat af andre elbiler, som ikke flyttes, når de er fuldt opladet. Så der er i praksis kun én løsning: Ladeboksen på væggen i enfamiliehuset. Og kan det lokale netværk levere strømmen, er e-Soul da parat til en 100 kW hurtigopladning. Jo, der er trods alt et stykke vej endnu, så man skal ikke være alt for ked af eventuelle lange leveringstider.



Tilbage til prøvekørslen

Med ladeboksen på husmuren er man rigtig godt stillet med den nye KIA e-Soul, så hurtigt tilbage til den… Dette er trods alt en prøvekørsel og ikke et politisk statement! Vi har endnu ikke kørt den nye e-Niro – den er på planen, men der går lige nogle måneder (men der skulle i skrivende stund være over et års leveringstid, så det går vel nok). Set i det lys, er e-Soul den bedst kørende el-bil i dens prisklasse, af dem, undertegnede til dato har kørt. Ikke mindst derfor: Wow.

 

Men ”Wow’et” rækker langt længere.

 

Udgangspunktet er konkurrenter med køreegenskaber, der grænser til det skræmmende. Biler, der er skabt uden en undervogn, der kan håndtere de 3-400 kg ekstra vægt, som en nutidig elbil nødvendigvis skal slæbe rundt på (sammenlignet med en bil med konventionel drivline), hvis rækkevidden skal være brugbar. Så kan man diskutere det energi-hensigtsmæssige i at transportere rundt på så megen ekstra vægt. Omvendt er elmotorer så energieffektive, at det rigelig kompenserer derfor, men også det er en anden historie.

 

Elmotorernes energieffektivitet

Og det er det så alligevel ikke. For netop elmotorernes energieffektivitet er grunden til, at man kan bygge en 204-hestes drivline, den samme som også findes i e-Niro og Hyundai søstermodellen, Kona electric, uden at forårsage et voldsomt energiforbrug. En effektfuld forbrændingsmotor kører som bekendt kortere på literen end en mindre effektfuld maskine.



Sådan er det kun marginalt med en elmotor. Her er den største udfordring, at resten af bilen skal kunne klare de potentielt mange kræfter, en kraftig elmotor kan levere. Det inkluderer belastning af bilen som helhed, men bestemt også dens vejbeliggenhed. Og hér er e-Soul en vinder.

 

Tungere men alligevel god

KIA E-Soul vejer 336 kg mere end den tilsvarende udgave med 201-hestes forbrændingsmotor. Trods det har KIA i den grad formået at afstemme undervognen. De benytter potentialet i den avancerede multilink bagaksel og harmonisere kraftoverførslen, så man køre snorlige på landevejen, med en komfortabel dæmpning af ujævnheder.

 

Gennem kurverne, hvor bilens balance og vejgreb for alvor bliver sat på prøve, er e-Soul simpelthen fremragende. Den står godt fast på vejen og man mærker ikke den lidt forøgede frihøjde på 15,3 cm og samlede højde på godt 1,60 meter, for krængningen er minimal. Samtidig med, og det er ikke mindst det unikke, at den absorberer varierede ujævnheder som havde den en adaptiv affjedring. Se videoen her på siden, og få et godt indtryk af dens mange færdigheder både på landevejen og i bytrafikken.



2. generation e-Soul

Det sidste er især vigtigt for e-Soul, for den er bygget på basis af den konventionelle Soul. Soul er nu i tredje generation og e-Soul er 2. generation af den elektriske version, og KIA har virkelig fået greb om elektrificeringen, som de da også har arbejdet med i mange år.

 

Dens kantede iøjefaldende design har mange fans, især blandt yngre mennesker og for nogle skiller den måske vandede. Men den er godt nok praktisk. Med en længde på 4,20 meter er den kompakt og let kørt omkring hjørnerne i bytrafikken. Den har glimrende bagageplads på 315 liter, som kan øges til over 1,3 kubikmeter, når bagsæderyglænene lægges ned.

 

Proppet med udstyr

Og så er den proppet med udstyr. 17” alufælge, Bi-LED forlygter, sædevarme både for og bag. Trådløs opladning af mobiltelefonen, adaptiv fartpilot med vognbaneassistent og vognbane centrering, bakkamera, p-sensorer, nøglefri betjening, klimaanlæg og a-pro-pos: e-Soul har også en varmepumpe, præcis som den, man benytter til at opvarme huse. Så kan man en kold vinterdag sætte sig ind i en opvarmet bil, tænde for ratvarme og sædevarme (både for og bag) i sæderne i delkunstlæder og frisk og frejdigt begive sig ud på de op til 452 kilometer, man på en opladning kan køre iht. WLTP.

 

I praksis på en kølig forårsdag havde systemet regnet ud, at vi kunne køre 400 kilometer på en fuld opladning, hvilket stadig er ganske godt. Men måske er det allerbedste, at da vi havde kørt 200 kilometer ved blandet kørsel, inklusive 50-60 kilometer med 110 km/t på motorvej, viste systemet, at vi havde 200 kilometer tilbage.

 

Troværdig

Som sådan er KIA e-Soul også en yderst troværdig bil, ligesom 7-års garantiordningen underbygger, at med den bil går man ikke galt i byen. Faktisk er den glimrende til at køre ind i byen med. Men tag strømmen med hjemmefra, for det danske politiske system er ikke i nærheden af det niveau, som man ellers påstår og bryster sig af. Men det kan jo være det kommer. Og undskyld, så gik der alligevel politik i den.

 

Sidst, men ikke mindst: Prisen er 340.000 kroner med det store batteri. Kan man nøjes med et mindre batteri på 39,2 kWh og en svagere motor på 136 hk samt et ringere udstyr, kan man slippe med at betale 270.000 kroner. Men KIA e-Soul med det store batteri, sine 204 hestekræfter, det kolossale drejningsmoment på 395 Nm og fremragende udstyrsniveau er hver en krone af de 340.000 værd.


 

 

Andre KIA prøvekørsler - find dem hér >>>

 

Læs også:

KIA Niro PHEV plug-in hybrid test >>>


Vi har sat den helt nye KIA e-Soul på prøve i bytrafik med ondulerende brosten og i hurtige kurver på en dansk provinsvej. Fuld HD.





Model:

KIA e-Soul 64 kWh Advance

Listepris:

Kr. 339.999.

Motor og transmission:

Permanent magnet elmotor, 204 hk. 395 Nm/0-3600 omdr./min. 356 V. 64 kWh batteri.

Præstationer acceleration/ topfart/

Rækkevidde (WLTP):

7,9 sek./ 167 km/t/ 452 km.

Længde:

4,20 m

Bagagerum:

315-1339 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. 17” alufælge (215/55-17). Bi-LED forlygter. Aut. nødbremse med fodgængergenkendelse. Vognbaneassistent med -centrering. Fjernbetjent centrallås. Nøgleløs betjening. Multijusterbart læderrat med varme. Klimaanlæg med varmepumpe og batteri opvarmningssystem. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Adaptiv Fartpilot. Sædevarme for og bag. Regnsensor. Bakkamera. 7” skærm. 7 års garanti/150.000 km.


Link til importøren





Ingen kardanaksel giver bedre plads ved bagsæderne.









Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt