- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First presentation:

Helt nye Nissan LEAF


Nissans succes elbil kraftigt fornyet


Af Søren Clauding – 4. oktober 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nissan har præsenteret den helt nye Nissan LEAF. Det foregik i verdens el-bilsland nummer ét, nemlig i hovedstaden i vores nordiske broderland, Norge. I Oslo præsenterede man den nye bil, som ikke bare er et elektrisk køretøj, men en videreudvikling af det avancerede miniature elværk, som kan tilkobles el-nettet og derigennem både sikre strømforsyningen i en vis periode i de nærområder, hvor de befinder sig, og bringe strømmen derhen, hvor den måtte være afbrudt

 

Den nye Nissan LEAF udmærker sig bl.a. ved en stærk forbedret batteriteknologi. Målt på rækkevidden kan man nu køre 378 kilometer (de officielle tal, i praksis formentlig omkring 250-300 km) på en opladning. Det sker i en hurtig 150 hestes elbil, der også nyder godt af et drejningsmoment over i princippet hele omdrejningskurven på 320 Nm.

 

Selve bilen er det planen, at vi vender tilbage til på et senere tidpunkt. Der var nemlig i forbindelse med præsentationen i Oslo ikke mulighed for at køre i den (den kommer på markedet i Danmark engang i februar måned), men udover, at man kunne se og røre ved den, kunne Nissan naturligvis også berette om dens fortræffeligheder.

 

Spækket med teknologi

Den nye Nissan LEAF er f.eks. spækket med ny teknologi og er den første Nissan med det såkaldte ProPilot, et avanceret førerassistentsystem, som giver en mere sikker og komfortabel kørsel og som senere også vil blive indbygget i den meget populære Nissan Qashqai.

 

ProPILOT benytter styring, bremser og hastighed til at hjælpe føreren med at blive i vognbanen, ved såvel lav hastighed som ved motorvejs fart. Ved kødannelse reduceres hastigheden automatisk og bilen standser helt, hvis trafikken går i stå. Når trafikken kommer i gang igen, starter bilen automatisk og følger efter det forankørende køretøj. Derudover byder det på ProPILOT Park, som udfører en automatisk parkering.

 

Første fase

Enkeltelementerne i ProPILOT er i sig selv ikke forskellige fra, hvad man ser i visse andre biler. Den store forskel ligger dels i prisen (som gør systemet tilgængeligt i almindelige biler), og dels i, at systemerne er bygget sammen som en enhed og fungerer sammen. Det betyder i praksis, at det vil være meget lettere for Nissan i fremtiden at udbygge systemet med nye egenskaber, der bringer bilen meget tættere på at være selvkørende. Som sådan er ProPILOT første fase i den proces.

 

Det er vigtigt, at den nye den nye Nissan LEAF, kan indtage rollen som en mobil strømforsyning, komplet med den unikke tovejs opladningsteknologi, der er en central del af ”V2G” – altså Vehicle to Grid. Det betyder nemlig, at den kan sende energi tilbage som strømforsyning til det offentlige el-net med tilslutning f.eks. i private hjem og kontorer. Den kan endda sende overskydende strøm tilbage og dermed stabilisere det lokale el-net takket være Nissans bil-til-el-net-teknologi.

 

Kraftigt fornyet

I traditionel forstand er den nye LEAF som bil betragtet blevet kraftigt fornyet. Den er længere end forgængeren, mere rummelig, baseret på en ny platform og helt nydesignet. Her lader vi billederne tale deres eget sprog – resten følger vi op på, når vi har anledning til at køre bilen for første gang.

 

Den nye LEAF kan dog allerede bestilles nu, også i Danmark. For at booste salget lidt ekstra, markedsfører Nissan lige nu en slags intromodel, LEAF 2.ZERO, som sælges i begrænset antal.

 

Gratis strøm er med i prisen

Prisen på specialudgaven Nissan LEAF 2.ZERO i Danmark er lige nu 300.000 kroner inkl. metallak, gratis strøm, dog begrænset til 3 år, samt ladeboks og installation. Nissan LEAF 2.ZERO er særdeles veludstyret som standard med blandt andet alu-fælge, klimaanlæg, navigation, Apple Carplay samt bl.a. intelligent nødbremse med fodgængergenkendelse der, som noget helt nyt, kan forudse kollisionsfare to biler frem. Specialudgaven kommer også med de helt nye funktioner ProPILOT og e-Pedal som standard.

 

Hvad sidstnævnte angår, er der tale om en teknologi, der ændrer den måde, man kører bil på, fordi man kan sætte i gang, accelerere, decelerere og standse blot ved at øge eller reducere trykket på speederen. Når speederen er sluppet helt, aktiveres de hydrauliske bremser og friktionsbremserne automatisk, så bilen standses helt, mens bremseenergien regenereres til opladning af batteriet. Bilen bliver holdende selv på stejle stigninger eller nedkørsler, indtil speederen igen trædes ned – det reducerer den stress, der er forbundet med kørsel, mere end nogensinde før.


Nissan prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Nissans nye mobile elværk >>>



Hurtige fakta om den nye Nissan LEAF


Introduktion i Danmark: Februar 2018

 

El-motor, litium-ion batteri/40 kWh. 150 hk. 320 N/0-3283 omdr./min.

Rækkevidde: 378 km.

 

Længde: 4,48 meter.

Bagagrum: 435 liter.

Luftmodstand: cW=0,28.

 

LEAF 2.ZERO:

6,6 kW on-board lader. 17” alufælge. LED forlygter (lys- og regnsensor). 7” skærm. Automatisk aircondition. Højdejusterbart rat. Nissan Connect. ProPILOT med bl.a. intelligent nødbremse med fodgænger genkendelse, vognbaneassistent og adaptiv fartpilot. Skiltegenkendelse.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt