- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 9-dobbelte Dakar-vinder, Mitsubishis Stephane Peterhansen, overtog mandag føringen i Central Europe Rally.


Central Europe Rally - 2. etape:

Duel på højt niveau


SRP – 21. april 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mandag fortsatte duellen mellem Mitsubishi og Volkswagen i Central Europe Rally – årets afløser for Rallye Dakar. Men hvor det søndag, på rallyets første dag, var Volkswagen, som kom bedst i mål, var det mandag aften Mitsubishi, der havde føringen. Den 9-dobbelte Dakar-vinder, franskmanden Stephane Peterhansel, dokumenterede, at han ikke kun evner at køre stærkt i Sahara, men også kan gøre det i de rå bjergpartier i det nordvestlige Rumænien.

 

Søndagens vinder, Volkswagens Carlos Sainz, var dog ikke langt efter Peterhansel, da regnskabet blev gjort op: Kun 22 sekunder adskiller de to efter 800 kilometers rallykøsel.

 

Mandagens hastighedsetape var delt i to identiske loops. Men der er reelt tale om et for deltagerne helt ukendt område. Det stiller store krav til dem, men også til løbsledelsen. Da loop’et på 76 kilometer skulle passeres for anden gang måtte dele af strækningen aflyses, fordi deltagerne ved første gennemkørsel havde pløjet op til 80 cm dybe spor og dem kan selv ikke en specialbygget terrænbil forventes at kunne passere.

 

Det første loop blev vundet af Peterhansel og hans co-driver, Jean Paul Cottret, men lige i Mitsubishi’ens baghjul, blot 5 sekunder efter, fulgte de unge tyske rallymestre, Dieter Depping/Timo Gottschalk i VW Race Touareg mens Sainz blev nr. 7. Det viser noget om udfordringen i det vanskelige terræn, at der på den måde vendes op og ned på resultatlisten. Og det blev yderligere underbygget ved den anden og afkortede gennemkørsel.

 

Hér mistede Peterhansel med 8. pladsen halvdelen af det forspring, han havde opnået tidligere på dagen, alt imens Depping lå mere stabilt til og blev nr. 2 – overraskende foran sand-eksperten Nasser Al Attiyah fra Qatar.

 

Havde spredningen i toppen været beskeden på rallyets første dag var den derfor endnu mindre efter den anden etape: Peterhansel i spidsen blot 22 sekunder foran Sainz, som ydermere har Depping blot 7 sekunder bag sig.

Den unge tyske rallymester, Volkswagens Dieter Depping, vandt sammenlagt de to etapehalvdele, som 2. dagen i Central Europe Rally bød på.


 

Amerikaneren Robby Gordon, der havde været meget hurtig på førstedagen i sin store Hummer, havde vanskeligt ved at tackle trerræn’et på dag 2 og er faldet ned til en samlet 7.plads efter bl.a. to yderligere Mitsubishi’er.

 

Tirsdag skulle rallyet efter planen gennemkøre det samme loop som om mandagen, men i modsat retning, dvs. i bjerg områderne nord-øst for Maia Mare, tæt ved grænsen til Ukraine. Det er ikke utænkeligt at ruten bliver modificeret efter den hårde medfart. Men derpå sætter man af imod Ungarn og ankommer tirsdag aften til byen Debrechen efter i alt 437 kilometers rå terrænkørsel.

 


Stillingen i Central Europe Rally 2008 efter dagens hastighedsetape:

 

1. Stephane Peterhansel/Jean Paul Cottret (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo, 2t06m04s

2. Carlos Sainz/Michel Perin (SPA/FRA), VW Race Touareg 2, +22 s.

3. Dieter Depping/Timo Gottschalk (GER/GER), VW Race Touareg 2, +29s

4. Luc Alphand/Gilles Picard (FRA/FRA), Mitsubishi Pajero Evo, +1m31s

5. Juan ”Nani” Roma/Lucas Cruz Senra (SPA/SPA), Mitsubishi Pajero Evo, +2m42s

6. Nasser Al Attiyah/Tina Thörner (QAT/SWE), BMW X3 CC, + 3m11s


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt                                Web-design: SRP