- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      

Thomas Kongshøj fuldførte Dakar for andet år i træk, han overvandt konsekvenserne af to styrt, som begge ramte hårdt. Måske for hårdt? Hans enestående kampgejst, fysiske styrke og vilje til at gennemføre bragte ham til målet. Men er grænsen nået for hvor hårdt et Dakar-rally kan være for at give mening?


Dakar 2024: Hårdt, hårdere, hårdest, for hårdt?

Men Thomas Kongshøj gennemførte for anden gang


Af Søren Clauding – 20. januar 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dakar er verdens hårdeste off-road udfordring. Rallyet er uden sidestykke, og sådan skal det også være, det er en del af dets berettigelse. Men i år var det hårdere end det har været i nyere tid, og det kostede rigtig mange knobs, hårde knobs, dyrt materiel og ulykkeligvis også menneskeliv.

 

Det dødelige uheld ramte den i den større sammenhæng ukendte spanske motorcykelkører. Carles Falcon midt i rallyet. Men mange andre deltagere blev neutraliseret på grund af uheld, der ikke i sig selv synedes at være så voldsomme, men som blev det på grund af det vilde terræn, der iblandt blev kørt i.

 

Sammenbrud på sammenbrud

I bilklasserne gik det hårdt ud over materiellet, ikke blot de ydre skrammer, men også den indre mekanik. Det ramte på forskellig vis stort set alle favoritterne i bilklasserne. Selv Sébastien Loeb blev sat til vægs af sammenbrud på sammenbrud og punktering på punktering, og topstriden i MC-kategorien var ikke nær så tæt, som man ofte har oplevet, bl.a. fordi flere af verdens bedste off-road motorcykelkørere blev elimineret.

 

Det er altid en hårfin balance, som løbsarrangørerne skal forsøge at finde. I de sidste par år fandt mange deltagere Dakar for let, men så må man skærpe udfordringen med hensyn til fx navigation. For den hårfine balance er på kanten til at være overskredet. Det hårde rally ramte da også den danske deltager, Thomas Kongshøj.

 

Kongshøj slog sig hårdt – flere gange

I fjor styrtede han på 2. etape. Det var hårdt, for det var blot hans første Dakar. Han gennemførte trods strabadserne på en samlet placering som nr. 40 og blev nr. 22 i Rally 2 klassen. Det var mere end flot. Under normale omstændigheder kunne man forvente, at han placerede sig bedre i år.

 

Men omstændighederne var ikke normale. Thomas Kongshøj kørte rallyet igennem med et højere tempo end i fjor. Men det vilde terræn kan slå hjulene væk under selv de bedste. For Thomas skete det allerede på første etape, hvor hans motorcykel på det nærmeste snublede over sig selv ved høj fart. Det er i sig selv uheldigt. Men det terræn og det underlag, man falder på, har stor betydning for uheldets konsekvenser.

 

Oven i det virkede danskerens airbag i kørerdragten ikke, og så nytte det ikke noget, hvis arrangørerne henholder sig til at sikkerheden i udstyret er blevet bedre, og derfor kan man skærpe rallyets hårdhed i det uendelige.

 

Thomas Kongshøj besvimede kort, men han blev hjulpet på benene igen, og takket være en enestående fysisk form samt vilje og mod til at fortsætte, kunne han komme videre.


Thomas Kongshøj gjorde flittigt brug af rallyets Medical Service.


Endnu et hårdt styrt

Det gik forbavsende fint for ham indtil rallyets næstsidste etape, hvor han endnu engang styrtede. Han fik et blackout på omkring 10 minutter, fortalte et par af de deltagere, der hjalp ham efterfølgende. Redningshelikopteren var ankommet til stedet, men man vurderede, at hvis Kongshøj selv ville, var det ikke umuligt at fortsætte. Så det gjorde han. Tidsmæssigt kostede det ham blot en halv times tid.

 

Han nåede målstregen, han havde præsteret at fuldføre begge de Dakar rallies, han har startet. I år blev det til en 41. plads sammenlagt og nr. 27 i Rally 2 klassen. Placeringerne siger meget lidt om den egentlige præstation, for udfordringen var helt anderledes i år. Men det havde ret beset været sjovere og mere i tidens stil, hvis danskeren havde opnået et slutresultat, der genspejlede hans indsats.

 

Hårdt eller meningsløst

Motorsport er farlig, det ved alle, der deltager. Men ansvarlige arrangører bør også have en sådan fingerspidsfornemmelse for, hvor grænsen går mellem et udfordrende, præstationskrævende rally og en urimelig, uacceptabel og meningsløs begivenhed.

 

I øvrigt blev motorcykelkategorien vundet af amerikaneren Ricky Brabec på Honda foran Hero-køreren Ross Branch fra Botswana og Adrien van Beveren fra Frankrig, også på Honda. Alt imens favoritter som Toby Price og Daniel Sanders måtte bukke under for udfordringerne undervejs og sluttede 5 hhv. 8, og favoritkørere som Sam Sunderland, Skyler Howes og Joan Barreda Bort aldrig nåede igennem.

Ricky Brabec vandt årets Dakar i kategorien for motorcykler.


Det kunne være gået galt, men Carlos Sainz undgik behændigt at påkøre Cesare Zacchetti

Læs også:
Sainz vinder Dakar for 4. gang >>>

Thomas Kongshøj blev en erfaring rigere og fuldførte sit andet Dakar.





Dakar var hårdt for alle i år. Også den 5-dobbelte Dakar vinder, Nasser Al-Attiyah, der efter en serie af uheld mistede enhver chance for en topplacering i sin Prodrive Hunter, og derpå valgte at forlade rallyet i utide.


Den 14-foldige Dakar vinder, Stephane Peterhansel, punkterede gang på gang og han nåede aldrig målet fordi Audi raceren gav op på rallyets sidste etape - efter at Peterhansel for længst havde mistet enhver chance for en topplacering.


Den 9-dobbelte rally verdensmester, Sébastian Loeb og co-driver Fabia Lurquin tilbragte uendelig lang tid med hjulskifte og reparationer undervejs og sluttede endda på 3. pladsen.



Carlos Sainz og Lucas Cruz slap heller ikke for punkteringer undervejs, men vandt alligevel rallyet i deres Audi. Sainz og Loeb var de to eneste af favoritterne, der fuldførte rallyet på en topplacering.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt