- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Peugeot 5008 Premium 1,6 HDi 110 HK 5-D

Gennemtænkt alsidig


Tekst: Søren Clauding – august 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peugeot har succes og succes’en bliver næppe mindre efter lanceringen af den kompakte og alsidige 5008. Det er ikke en revolutionerende multibil, men en usædvanlig gennemtænkt og funktionsoptimeret bil, som i kraft af sine beskedne ydre mål og gode brændstoføkonomi nok skal blive populær både som hverdagsbil og feriebil for den danske gennemsnitsfamilie.

 

Og så er prisen ligeså attraktiv som resten af bilen. Den billigste version er udstyret med en 1,6 liters 120 hestes benzinmotor og basisudstyr som tilsammen kan erhverves for under 300.000 kroner. Den prøvekørte udgave var forsynet med en 110 hestes dieselmotor samt Premium udstyr. Derved stiger prisen til 340.000 kroner, men merprisen er godt givet ud, fordi man udstyrsmæssigt får en usædvanlig komplet bil.

 

7 sæder

Peugeot sparer nemlig ikke på udstyret i sine biler. F.eks. er 2 ekstra bagsæder placeret i det store bagagerum (som rummer intet mindre end 823 liter) standardudstyr selv i den billigste version. De to ekstra sæder er ikke til daglig brug, jo måske til børn, men de kan sagtens anvendes, hvis man i ny og næ på kortere ture har brug for at transportere op til syv personer.

 

Sådanne biler findes på markedet i forvejen. Det overbevisende ved 5008’eren er imidlertid, at man på én gang har skabt en meget rummelig bil, man har gjort det indenfor en længde på bare 5,53 meter og samtidig præsteret et indbydende og temmelig aerodynamisk design.

 

Langt på literen

Det sidste er med til at give en fremragende brændstoføkonomi. Officielt kører den prøvekørte bil 19,6 km/l. Vi havde lejlighed til at prøvekøre bilen over flere tusinde kilometer med fuld oppakning inkl. fire personer ad tyske autobahns, ad snævre bjergveje og også en vis bykørsel. Og vi endte op med en brændstoføkonomi tæt ved de 15 kilometer pr. liter dieselolie – uden sparsommelig køreform. Det er et meget, meget fint tal.



Visuelt er 5008 en Peugeot. Ingen tvivl om det. Den aerodynamiske form er bl.a. opnået ved at forruden er placeret lagt fremme. Det giver ikke de helt store muligheder for at stå på hovedet i motorrummet, men i den moderne verden er det også yderst sjældent at andre end de autoriserede mekanikere stilles overfor det problem.

 

Kæmpe bagagerum

I kabinen giver det mulighed for en exceptionel rumudnyttelse. Det store bagagerum er ikke bare regulært, det er både dybt og højt og derved har man mulighed for eksempelvis at have kufferter stående på højkant derude bagtil. Det gør betjeningen langt lettere. Bagklappen slår højt op og giver godt læ for regn eller sol. Og kører man om natten er et udtrykt for den gennemtænkte bil, at der ude til højre i bagagerummet findes en lygte, som er bagagerumslys, når den er monteret i bilen og desuden kan tages ud og bruges som en almindelig lommelygte.

 

De to bageste sæder er klappet ned i bunden, som derved er helt plan, og de klappes ud på et par sekunder ved simpelthen at trække i en strop. På samme måde betjener man den midterste sæderække, der består af tre individuelle sæder, der kan betjenes hver for sig. Siddepladsen kan foldes op i lodret position, ryglænenes hældning kan justeres, når man sidder på sædet, sæderne kan også justeres i længderetningen og når ryglænene er foldet fremad har man et næsten plan bagagerums gulv – oven i købet med plads under sæderne.

 

Fralægningsrum

Foran bagsæderne findes fralægningsrum i bunden, fly-borde i forsædernes bagsæderyglæn. Og fortil disponerer man over et stort antal fralægningspladser plus et let overskueligt instrumentpanel. Eneste minus er, at de yderste defrostere i hver side ikke kan lukkes. I stærk varme med fuld fart på klimaanlægget giver det træk ned langs siden af bilen. Men det klarede vi vha. et stykke tape…

 

Sådan kører den

Affjedringen på en 5008 er optimeret med henblik på god kørselskomfort. Det indebærer, at den er god til at absorberer ujævnhederne. Desuden har man formået at skabe så fast en reaktion på større påvirkninger, f.eks. ved hurtig kurvekørsel, at bilen også er yderst stabil – både gennem kurverne og ved høj fart ad de tyske autobahns. Det sidste er ikke uden betydning for kørekomforten, for en stabil kørsel trætter mindre – til gavn for såvel fører som passagerer.

 

Dieselmotoren er effektmæssigt lige i underkanten, men findes også kraftigere, så savner man effekt og moment, kan man betale sig fra det. Omvendt opdagede vi over de mange kilometer, at trafikken og kørselsforholdende på ingen måde krævede flere kræfter. Der var rigelig moment til de store stigninger og udmærket effekt til at fastholde en høj march hastighed. Og ved lave hastigheder er accelerationen helt på linje med andre og også de lidt hurtigere biler – simpelthen fordi drejningsmomentet hjælper en af sted med hele sin styrke allerede ved 1750 omdr./min.

Peugeot 5008 i Rejseradioen >>>


Peugeot 5008 som feriebil - plus flere fotos>>>



Model:

Peugeot 5008 Premium 1,6 HDi 110 HK 5-D

Listepris:

Kr. 339.999,-

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 1,6 l. 110 hk. 360 Nm/1750 omdr./min. Partikelfilter. 6 gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

12,6 sek./ 183 km/t/ 19,6 km/l /135 g/km

Længde:

4,53 m

Bagagerum:

823 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags (inkl. gardinairbags på 3. sæderække) 16” alufælge. Hillholder. 7 sæder. Multijusterbart læderrat. 2-zone klimanlæg. Luftdyser ved 2. sæderække. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. 3 X Isofix.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt