- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Mitsubishi Outlander 2,2 DI-D Instyle - SST

Vellykket modernisering


Tekst: Søren Clauding – maj 2010

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mitsubishi Outlander er shinet kraftigt op. Moderniseret, om man vil. Med den nye karakteristiske Mitsubishi front og et vellykket interiør, der tilsammen gør bilen til en rigtig eye-catcher.

 

Det var så også tiltrængt. For selvom Mitsubishi hen ad vejen har fine-tunet Outlanderens ydre, er det om noget frontpartiet, der som bilens ansigt også er dens identifikation. Og den aktuelle front er virkelig vellykket efter vores mening.

 

Funktionel

Funktionelt er der ikke nævneværdigt nyt (læs testen af den tidligere model hér>>>). Men det var egentlig heller ikke tiltrængt. Mitsubishi var banebrydende med sin forvaltning af multibilkonceptet. Ikke mindst da man kombinerede det med SUV-egenskaber som inkluderede firehjulstræk. Den billigste variant i modelprogrammet har nu om dage træk på forhjulene og koster 350.000 kroner – som sådan er den reelt en funktionel og faktisk også ret smart og rummelig stationcar.

 

Den nu prøvekørte variant er topmodellen, med firehjulstræk, dobbeltkoblings gearkasse, masser af udstyr og ikke mindst Mitsubishis nye selvskabte dieselmotor. Dermed er man gået bort fra Volkswagens bedagede pumpe-dyse dieselmotor, der dels var temmelig støjende, dels ret rå og som regel stillede krav til os testkørere om, at styre speederfoden meget bevidst. Ellers var man gang på gang udsat for at motoren stallede (som ejer af en Outlander vænnede man sig til at undgå det). Det problem eksisterer selvsagt ikke med en automatgearkasse, men fornemmelsen af motoren er klart, at det heller ikke ville eksistere i den manuelle modelvariant.

 

Lækkert all-round køretøj

Den prøvekørte ”super-variant” med tilnavnet 2,2 DI-D Instyle – SST koster 570.000 kroner. Det er mange penge, men man får også et lækkert all-round køretøj for pengene.

 

Standardudstyret inkluderer firehjulstræk, dobbeltkoblingsgear, Bi-Zenon lygter med kurvelys, fuldautomatisk klimaanlæg, regnsensorer, to ekstra bagsæder (som dog ikke kan benyttes af fuldvoksne i længere tid af gangen), smartentry (nøglefri betjening, blot nøglen er i førerens nærhed), et formidabelt lydanlæg og meget andet.

 

 

 

 

God ny motor

Køreoplevelsen er som hos den oprindelige Outlander, 18 tommer alufælge er gode til at sikre fine styreegenskaber og motoren støjer mindre. Den er yderst trækvillig og gør det f.eks. muligt at nå 100 km/t på 11 sekunder. Den er også relativt tørstig – hér afsløres Outlanderens størrelse – men det angivne brændstofforbrug er ikke langt fra virkeligheden. Et dobbeltkoblingsgear har det normalt ikke alt for godt med det kraftige moment i en dieselmotor, men det virker fortræffeligt i Outlanderen.



 

Læder-look

Interiøret er funktionelt uændret, men kabinen har fået et gevaldigt løft gennem læder-look-alike paneler med syninger, som fastholder linjerne i designet. Det er rigtig flot lavet og kombineret med de lædersæder, som er standard i Instyle udstyrsversionen, er kabineoplevelsen lige i øjet. Rattet kan dog fortsat alene justeres i højden – det må have høj prioritet at ændre på, når Mitsubishi på et eller andet tidspunkt skaber en ny generation af Outlanderen.


 

 


Model:

Mitsubishi Outlander 2,2 DI-D Instyle 4WD Aut.

Listepris:

Kr. 568.999

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,2 l. 156 hk. 380 Nm/2000 omdr./min. Partikelfilter.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,1 sek./ 198 km/t/ 13,9 km/l /189 g/km

Længde:

4,67 m

Bagagerum:

771-1691 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 17” alufælge. Hillholder. Multijusterbart læderrat. Aircondition. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. 2 X Isofix. Flex bagagerum.


Link til importøren


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt