- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

Ford Fiesta 1,4 CDTi Trend


Biltests: Fiesta vs Fiesta vs Fiesta

Uendelige valgmuligheder - næsten


Tekst: Søren Clauding – maj 2009

Foto: Vivi Siiger - klik på billedet og se det større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Valgmulighederne er næsten uendelige, når det handler om Fords nye bestseller, Ford Fiesta. Den vakse lille bil findes i 41 varianter – alene i prislisten. Dertil kommer en alenlang udstyrsliste, som indebærer, at bilen helt kan tilrettes køberens personlige behov og pengepung. Faktisk er det ikke så let at være Fiesta køber – det er i hvert fald ikke et valg, der tages på et øjeblik.

 

For at få en idé om, hvad man egentlig står overfor som bilkøber, supplerede vi vores test af Fiesta 1,6 TDCi Titanium med en af de små brødre i dieselrækken, 1,4 TDCi med Trend udstyr og vi ville da også lige prøve en benzinudgave. Valget faldt på 1,6 udgaven med 120 hestekræfter.

 

Stor prisforskel mellem benzin og diesel

Testen af Fiesta 1,6 TDCi kan læses hér>>>. Det interessante er som udgangspunkt prisforskellene. 90-hestes dieseludgaven med 5 døre og Titanium udstyr er prissat til 215.000 kroner inkl. dieselpartikelfilter – hvorimod 120-hestes benzinversionen med eksakt samme udstyr koster 193.000 kroner. En ikke uvæsentlig prisforskel!

 

1,4 liters dieselversionen yder 68 hestekræfter og koster stort set det samme som 120 hestes benzinvarianten – med Titanium udstyr. Hvorimod Trend versionen er 25.000 kroner billigere! De to dieselvarianter på hhv. 68 og 90 hk kører i øvrigt eksakt lige langt på literen.

 

Motor og udstyr

Udstyrsvarianterne er én ting. Hér må man se på, hvad man reelt har brug for. Hvad der kan være vanskeligere at forholde sig til, er motorvarianterne – og, viste det sig, kombinationen med udstyrsvarianterne. For udstyrsforskellene findes ikke alene på komfortudstyret men også på fælgene.

 

Den lille diesel med Trend udstyret er udstyret med 14” fælge og har dermed mere komfortable køreegenskaber end den større diesel med Titanium udstyr, som inkluderer 15”. Simpelthen fordi de større dæksider supplerer affjedringen i hjulophængene. Oplevelsen af den større diesel var, at den var mere fast og ikke mindst, at mere støj blev forplantet op i karrosseriet (men den styrede bedre).

 

I den lille diesel var det intet problem. Den er mere komfortabel og motoren støjer så meget, at man stort set ikke registrerer lyden gennem hjulophængene.

 

Benzin giver fordele

Og så var der alternativet i form af benzinversionen:

 

1,6 liters benzinmotoren er for det første langt mindre støjende. For det andet har man langt flere hestekræfter og dermed bedre fartpræstationer. Det passer fint til 15” fælgene. Hér har de virkelig deres berettigelse. Samtidig er benzinudgaven ca. 50 kg lettere end dieselbilerne. Vægtbesparelsen ligger først og fremmest i motorrummet og derfor er der ikke alene tale om en vægtbesparelse, men også en ændring af tyngdepunktet, som giver en bedre balance og totalt set bedre

køreegenskaber. Eneste minus er selvfølgelig et større brændstofforbrug. 1,6 liters benzin’eren kører 16,9 km/l – sat op imod dieselvarianternes 23,8.

 

Men i praksis er forskellen næppe så stor, simpelthen fordi man i benzinudgaven er mindre tilbøjelig til at udnytte kraftpotentialet.

 

Desuden koster benzinudgaven 440 kroner mindre i årlig afgift – ingen herregård, men det hjælper altid.

 

Benzin er bedst

Konklusionen er, at benzinvarianten er langt den mest harmoniske og velkørende af de tre Fiesta varianter. Den støjer mindre og koster 22.000 kroner mindre end den største af dieseludgaverne. Hvad valgmulighederne angår, er der imidlertid én begrænsning: Man kan ikke vælge benzinvarianten med 120 hestekræfter med Trend udstyr eller det basale Ambiente udstyr. Men uden at have prøvet den er 1,4 liters benzinmotoren på 96 hestekræfter givetvis en udmærket erstatning for den store benzinmotor.

 

Så egentlig er det kun til de bilejere, der skal køre rigtig mange kilometer i den nye Fiesta hver eneste dag, at diesel varianterne kan anbefales – eller til dem, der virkelig lader CO2 udledningen have stor indflydelse på bilvalget.


Model:

Ford Fiesta 1,6 TDCi 5d Titanium DPF

Listepris:

Kr. 215.000

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 l. common-rail turbodiesel. 90 hk – 212 Nm. Dieselpartikelfilter.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2 udledning:

11,9 sek/175 km/t/

23,8 km/l 110 g/km


Model:

Ford Fiesta 1,4 TDCi Trend

Listepris:

Kr. 166.502

Motor og transmission:

4 cyl. 1,4 l. common-rail turbodiesel. 68 hk – 160 Nm.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2 udledning:

14,0 sek/162 km/t/

23,8 km/l 110 g/km

 

Model:

Ford Fiesta 1,6 Titanium

Listepris:

Kr. 192.999

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 l benzin. 120 hk – 212 Nm.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2 udledning:

9,9 sek/193 km/t/

16,9 km/l 139 g/km


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt