- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


First World Test drive:
Renault Captur
Overbevisende i enhver forstand


Af Søren Clauding - november 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Renault Captur er overbevisende i enhver forstand. Designet har fået et boost, men det har køreegenskaberne så sandelig også, hvad de første internationale prøvekørsler på græske veje af meget forskellig beskaffenhed gav et godt indtryk af.

Den nye Captur lander i Danmark i begyndelsen af 2020 og foruden design-løftet og de bedre køreegenskaber er også valgmulighederne blevet talrige. Det gælder bl.a. antallet af drivliner. Fra to 90-hestes motorer kan man nu vælge mellem fem, som oven i købet bliver til seks, når plug-in hybrid udgaven kommer til, engang i løbet af året, og både manuelt gear og det effektive 7-trins EDC dobbeltkoblingsgear kan fås til de fleste af versionerne.

De to største
Ved de første internationale prøvekørsler kunne man teste to benzin-versioner med hhv. 130 hk og 155 hk (TCe 130 og TCe 155 – motorer, som er udviklet til og også findes i Mercedes-Benz A-klasse). Førstnævnte med manuelt gear, sidstnævnte med EDC-gear (TCe 155 motoren leveres i øvrigt alene med EDC-gearet). Og helt kort var der, hvad vejbeliggenheden angik, ikke nogen nævneværdig forskel at spore.

I begge modeller kunne man godt nok vælge mellem tre køreindstillinger – normal/individuel, Sport og Eco – men de ændrede ikke på affjedringskarakteristikken, alene styring og drivline blev påvirket.

Harmoni
Begge versioner er meget let kørte, men især 130-hestes udgaven faldt i undertegnedes smag. Måske fordi det manuelle gearskift passer så godt til motoreffekten, men også fordi netop TCe 130 motoren er meget smidig og nem. 155-hestes maskinen skal højere op i omdrejninger for at levere den større effekt og det større drejningsmoment opnås også først ved et højere omdrejningstal.

Man skal som sådan køre den mere brutalt, for at hente de medfølgende bedre fartpræstationer ud af den. TCe 130 kan i øvrigt også fås med EDC gearet, hvorved den når de 100 km/t ét sekund hurtigere – det er måske den optimale kombination, men den har vi ikke endnu haft mulighed for at prøve.

TCe 130 motoren er smidig og let kørt.
Og vejbeliggenheden ER gjort meget bedre. Den nye CMF-B platform fungerer godt til den nye Renault Clio (og for den sags skyld også til den nye Nissan Juke, som vi netop har prøvekørt), men måske fordi den forlængede fjedervandring har muliggjort bedre affjedringskomfort, er platformen ekstra ideel til Captur. Det er nemlig ikke gået ud over styrepræcisionen og kurveegenskaberne er rigtig gode, trods 17,4 cm frihøjde.

Sporsikker
Vi har i sagens natur ikke prøvet Captur ved hastigheder over de 120 km/t, som er fartgrænsen på de græske motorveje (selvom mange førere af biler på græske nummerplader øjensynlig selv definerer en højere grænse), men der var ingen indikation af tab af stabilitet.På de ujævne veje, ikke mindst i hjertet af Athen, er den tilgivende affjedring en gevinst. Dens eneste udfordring var, at håndtere den beskedne affjedring i dæksiderne på de 215 mm brede 18” hjul med 55 procent lavprofil – affjedringen skulle klare hele opgaven på egen hånd, hvad den da også gjorde udmærket. Men 215/65-16 hjul er også en option – den konstellation har vi dog ikke prøvet.

Vejgrebet var i øvrigt glimrende, også i hurtige kurver, og især godt på plan asfalt, sat i relief af den næsten SUV-agtige frihøjde. Renault kalder da også selv deres Captur for en SUV. Det er nok lige på kanten, men begrebet urban-SUV, altså by-SUV, er retvisende nok.

Tidligt i forløbet
Foruden de to prøvekørte kraftigere benzinmotorer kan Captur også leveres med en 100-hestes turbo-benziner samt to dieselmotorer på hhv. 95 og 115 hestekræfter. Det er som udgangspunkt planen, at de alle skal kunne købes i Danmark. Men priser er endnu ikke offentliggjort. Det samme gælder forbrugstal, men dette har formentlig direkte at gøre med de nye noget mere omfangsrige testkørsler af bilerne på alle udstyrsniveauer og i alle drivline konfigurationer, som WLTP-normerne med den tilhørende lovgivning kræver.

Men alle motoriseringer er godkendt efter Euro 6d-TEMP forureningsnormerne. Imidlertid kræver den kommende nye lovgivning, at CO2 udledningen holdes på max 95 g/km for hele en bilfabriks modelportefølje. Disse beregninger er blot ikke baseret på WLTP men de hidtidige NEDC2-målemetoder – det er ikke let, at være tilpasningsvillig bilfabrik nu om dage – og det vil over tiden måske kunne medføre en tilpasning af modelprogrammet, er det vores gæt.

Andre Renault prøvekørsler – find dem hér >>>

Læs også:
Captur er blevet voksen >>>

Vi har prøvet den helt nye Renault Captur med en kraftfuld 155-hestes turbo benzinmotor og 7-trins EDC automatgear på snorede græske landeveje. Fuld HD.



Hurtige fakta om helt ny Renault Captur
Introduktion i Danmark: Januar 2020

Motorer:
TCe 100: 1 ltr. 3 cyl. turbobenzin, 100 hk/5000 omdr./min. 160 Nm/2750 omdr./min. 5 M/T, Topfart: 173 km/t. 0-100 km/t: 13,3 sek. 

TCe 130: 1,3 ltr. 4 cyl. turbobenzin, 130 hk/5000 omdr./min. 240 Nm/1600 omdr./min. 6 M/T (EDC-7 A/T), Topfart: 195 (193) km/t. 0-100 km/t: 10,6 sek. (9,6)

TCe 155: 1,3 ltr. 4 cyl. turbobenzin, 155 hk/5500 omdr./min. 270 Nm/1800 omdr./min. EDC-7 A/T, Topfart: 202 km/t. 0-100 km/t: 8,6 sek.

Blue dCi 95: 1,5 ltr. 4 cyl. turbodiesel, 95 hk/3750 omdr./min. 240 Nm/1750 omdr./min. 6 M/T, Topfart og acceleration: Endnu ikke publiceret.

Blue dCi 115: 1,5 ltr. 4 cyl. turbodiesel, 115 hk/3750 omdr./min. 260 Nm/2000 omdr./min. 6 M/T (EDC-7 A/T), Topfart: 187 km/t (186 km/t). 0-100 km/t: 11,9 sek. (11,0 sek.).

Længde: 4,23 meter.
Højde: 1,58 meter.
Frihøjde: 17,4 cm.
Bagagerum: 536-1275 liter.
Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt