- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

  

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Ford Ka 1,2 Titanium

Finanskrise design


Tekst: Søren Clauding – september 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når det gælder den lille Ford Ka, skulle man tro, at Ford havde forudset finanskrisen. Da den oprindelige udgave blev præsenteret for 13 år siden, var der tale om et banebrydende design. Den nye generation er på ingen måde banebrydende, men det gør den bestemt ikke til en dårlig bil, skal vi skynde os at tilføje.

 

Ford har nemlig denne gang valgt, at indgå et samarbejde med Fiat, som har stor succes med retrobilen, Fiat 500 (læs bl.a. hér>>>). Resultatet er blevet, at undervogn og motor er Fiat 500 – men designet er helt igennem Fords eget. Ingen tvivl om, at det har været en billigere måde at udvikle en ny Ka på og fra vores side er der da heller intet odiøst i at gøre det sådan. Måske endda tværtimod.

 

Kører anderledes

Ford har dog ikke helt adapteret Fiat 500 undervognen. Man har udstyret den med krængningsstabilisatorer for og bag, hvilket næsten pr. definition giver bedre kurveegenskaber og reduceret sidevindsfølsomhed. Det sidste er nu svært at mærke i praksis, det første er OK, men samtidig bliver bilen lidt mere ukomfortabel.

 

I forvejen er en kort bil med kort akselafstand ret levende og man bliver sendt ud i bølgegang, hvis man passerer de så populære vejbump. Små ujævnheder pareres ikke særlig godt, større går det bedre med. En del af forklaringen ligger nok også i 15” hjul på den prøvekørte Titanium version i stedet for de standard monterede 14”.

 

 

Sidstnævnte har vi prøvet ved den første præsentation af Ka’en (læs her>>>) og de højere dæksider klarer de små ujævnheder bedre. Det sker en anelse på bekostning af styrepræcisionen – men det er kun, hvis man leger racerbil med Ka’en, at det fornemmes.

 

Funky og tidløs

Ford Ka er ingen racerbil, om end dens lidt funky design nok appellerer til de unge købere. Men både det udvendige og det indvendige design er så tidløst, at alle aldersklasser burde kunne falde for Ford Ka. Den er god og funktionel, ikke mindst i lyset af sin beskedne størrelse (3,62 meter). Der er f.eks. et rigtigt handskerum foran forsædepassageren.



Men idéen med, kun at have én dør i hver side, gør den ikke let at have med at gøre for bagsædepassagerer. Synd, for i modsætning til andre småbiler er bagsædepladsen acceptabel i en Ka. Det er bare svært at komme derom.



Oven i købet er der også blevet plads til 224 liter bagage, som kan forøges ved at lægge bagsæderyglænet ned. Men det er ikke deleligt og dermed er det op til brugeren at afgøre: 2 passagerer og god bagageplads eller 4 passagerer og ringe bagageplads – med mindre man vælger at benytte det ene bagsæde til bagage og det andet til persontransport. Men da

 


 adgangen til bagsædet som nævnt er noget besværlig, er det en ret uhensigtsmæssig og gammeldags løsning.

 

Bagklappen fungerer alene ved hjælp af nøglen, men bagklappen er bred og åbner godt. Der er plads til et nødreservehjul, som kan tilkøbes.

 

Synd at låsegrebet er begrænset til en sporvognsstrop, som oven i købet er så lille, at man kun kan få et par fingre derind. Det lever slet ikke op til bilens øvrige standard.

 

Glimrende udstyr

I Titanium-udgaven, der til 130.000 kroner er 20.000 kroner dyrere end basisudgaven, er udstyret mærkbart. Især aircondition, centrallås, el-sidespejle og de før nævnte 15” alufælge, som godt kunne undværes for vores skyld.

 

Præstationerne er helt på Fiat 500 niveau: Man benytter en 1,2 liters 4 cylindret 69-hestes benzinmotor, som er mere civiliseret end de 3-cylindrede maskiner, mange af konkurrenterne har lagt i deres motorrum, den er mere vibrationsfri og støjer ikke så meget. Men man giver køb på benzinøkonomien: officielt 19,6 km/l. I praksis højst 16. Og vil man benytte sig af fartpotentialet og gentagne gange accelererer til 100 km/t på de godt 13 sekunder, som er muligt, kommer men slet ikke så langt.


 


Modelnavn:

Ford Ka 1,2 Titanium

Listepris:

Kr. 129.501

Motor:

4 cyl. 1,2-l benzinmotor. 69 hk

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ benzinøk/ CO2:

13,1 sek/159 km/t/ 19,6/l. 119 g/km

Længde

3,62 m

Bagagerum

224 liter

Diverse:

ABS, EBD. ESP. Justerbare forlygter. 4 airbags. Aircondition. 4 justerbare nakkestøtter. Isofix. Højdejusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle. El-ruder for. Deleligt bagsæde.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt