- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Nissan Micra 1,5 dCi 90hk Acenta

Pendler bil i mode-tøj


Af Søren Clauding – april 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pendlerbil, dieselmotor, beskedne 90 hestekræfter. Det er måske ikke lige det, der lyder allermest sexet. Men når det gælder den nye Nissan Micra, ser tingene anderledes ud. Den er nemlig moderigtigt påklædt, og 90 hestekræfter er nu ikke så ringe endda, især ikke når man sparer en god portion penge på brændstofkontoen. Dem kan man jo bruge til, at have det sjovt også på andre måder. Lyder det ikke bedre?

 

Det gør det i hvert fald i vores øre. Og man må ikke glemme, at den nye Micra ikke barer ser godt ud, den kører også ret godt. Hjulpet af en god basis, men også af avancerede kørehjælpemidler, som vi tidligere har beskrevet og illustreret i forbindelse med de første internationale prøvekørsler i Kroatien for godt et år siden. Og senere, efter bilen var landet i Danmark, med den kompakte 0,9 liters turbobenzinmotor i maskinrummet.

 

Formålstjenlig

Så al det springer vi over her, præcis som vi har gjort det i den tilhørende onboard video her på siden. Fokus er på fordelene ved præcis denne version, fordi den netop tjener nogle meget specifikke formål.

 

Med dieselmotor oppe foran har man 50 kg mere vægt på forhjulene end i udgaven med benzinmotor, sådan cirka. Det gør bilen mere stabil ved motorvejsfart og på landevejen, og det er jo præcis, hvad man har brug for, når der skal køres mange kilometer.

 

Fremragende brændstoføkonomi

Motoren præsterer 90 hestekræfter, men det vigtige er hér, at den også leverer et stort drejningsmoment, der topper på 220 Nm ved 2000 motoromdrejninger i minuttet. Det giver stor trækkraft i mellemområderne og er en stor sikkerhed ved overhalinger på kanten af de danske hastighedsgrænser.



Motoren støjer ikke meget og så er den temmelig økonomisk. Officielt kan man køre over 30 km/l. I praksis lander man i nærheden af 25 km/l, men det er også langt. Og udover den lavere literpris på dieselolie, opererer man også i A++ afgiftskategorien, hvor den årlige ejerafgift, selvom dieselbiler som udgangspunkt beskattes noget hårdere end benzinbiler, blot er 2100 kroner. Det er alt andet lige ret attraktivt, for der skal ikke så mange kørte kilometer til, før de 1080 kroner i merafgift, sammenlignet med udgaven med 90-hestes benzinmotor, er tjent ind.

 

Tilbudspriser

Det er klogt, at holde et vågent øje med Nissans tilbudspriser. Aktuelt er listeprisen for den prøvekørte Acenta udstyrsversion 177.530 kroner – men den kan købes for blot 158.180 kroner. Det er præcis samme pris, som den tilsvarende 90-hestes Micra med benzinmotor koster. På det grundlag vil vi anbefale dieseludgaven.

 

Dertil kommer en mere lydløs og ikke mindst regelmæssig motorgang. Den 4-cylindrede dieselmotor fra Renault-Nissan-Mitsubishi alliancen, som i øvrigt er blevet verdens største, er en glimrende motor. Og den 5-trins manuelle gearkasse indgår fint i drivlinen.

 

Bedst på 16” hjul

Vi har ikke tidligere prøvekørt Micra med 15” fælge. Testbilen har egentlig også 16” fælge med 196/55-16 dæk som standard, men fordi den var iført vinterdæk, havde man valgt 15” fælge med 185/65-15 dæk. Og undertegnede måtte kapitulere: Hvor jeg normalt sværger til de mere komfortable mindre lavprofilede dæk, som erfaringsmæssigt ikke forringer stabiliteten nævneværdigt, overbeviste en stiv sidevind om, at her var undtagelsen, der bekræfter reglen: 16” hjul er bedst. Men så kører Micraen også snorlige i blæsevejr.



Og ikke mindst fordi kørekomforten i det hele taget er glimrende. Man skal jo ikke absolut være pendler, men måske blot have behov for en bil, man kan køre mange kilometer i ad gangen og som siden er let at finde parkeringsplads til, for at falde for en Nissan Micra.

 

Modeklædt og dynamisk look

Og så skal man kunne sætte pris på en bil, der ser godt ud. Moderne, dynamisk og helt i overensstemmelse med det forbavsende gode udstyr. Selvom Acenta ikke er top udstyret, inkluderer det foruden automatisk nødbremse (inkl. fodgænger genkendelse) også automatisk fjernlys, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, fartpilot, regnsensor, en tydelig 7” skærm, klimaanlæg, sædevarme og meget mere – Nissan Connect og 3 års garanti er heller ikke at kimse af.

 

Sidst, men måske ikke mindst, hvis man har brug for at kunne transportere mere end det rummelige bagagerum kan byde på: Der må hægtes en anhænger på op til 1170 kg på trækkrogen, som koster 4540 kroner plus montering oven i basisprisen.


 

Andre Nissan prøvekørsler - finde dem hér >>>

 

Læs også:

Nissan Micra First World Test 2017


Dieseludgaven af Nissan Micra er mere attraktiv end benzinudgaven. Videoen giver en idé om hvorfor. Fuld HD.


 


Model:

Nissan Micra 1,5 dCi 90hk Acenta

Listepris:

Kr. 177.530 inkl. lev.

Motor og transmission:

4 cyl. 1,5 ltr. Turbo-diesel. 90 hk. 200 Nm/ 2000 omdr./min. 5 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,9 sek./ 179 km/t/ 31,3 km/l / 85 g/km

Længde:

4,00 m

Bagagerum:

300-1004 Liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hillholder. 6 airbags. 16” fælge (standard). Aut. nødbremse. Aut. fjernlys. Active Trace Control. Active Ride Control. Vognbaneassistent. Fjernbetjent centrallås. Klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Fartpilot. Regnsensor. P-sensorer for og bag. 7” skærm. Bluetooth. Isofix. 3 års garanti.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt