- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Mercedes-Benz A180d

Veludstyret kompakt premiumbil


Af Søren Clauding – september 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En helt ny kompakt Mercedes skaber forventninger. Mercedes-Benz er ikke for ingenting helt i toppen, når det gælder premiumbiler. Selvforskyldt, for bilerne har for vane at køre knaldgodt og de ser som regel også fabelagtigt godt ud. Prisniveauet har man også kunnet styre på plads. Derved er det blevet muligt, at købe den nye A-klasse til priser fra blot 334.000 kroner inklusiv danske nummerplader.

 

Men der skal man holde tungen lige i munden. Forklaring følger længere nede på siden, for netop den prøvekørte udgave var den billigste version. I maskinrummet udstyret med en 1,5 liters turbodiesel, skabt af Renault og god for 116 hestekræfter, når omdrejningstallet når dertil. I den forbindelse er et drejningsmoment på op til 250 Nm mere interessant, fordi man når det allerede ved 1750 motoromdrejninger i minuttet og siden fastholdes det til 2500 omdr./min. Det gør motoren smidig.



Automatgear er standard

Og når vi nu er ved drivlinen, er det heller ikke uvæsentligt, at alle nye A-klasse Mercedes har automatgear, en 7 trins Getrag transmission, som passer udmærket til bilen. 0-100 km/t klares da på 10,5 sekunder om end starten da er en smule brutal, og umiddelbart virker brændstoføkonomien ikke imponerende. 23,8 km/l – men når det så oplyses, at tallet er opgjort efter de nye og meget mere realistiske WLTP normer, er det faktisk ganske pænt.

 

Visuelt er den nye A-klasse en eyecatcher. Det udvendige design fører, ikke mindst med det hvalagtige frontparti, tankerne over på de større modeller. Om man synes om det er så en anden sag. Umiskendeligt Mercedes er det i hvert fald og det betyder givetvis meget for Mercedes-ejerne.

 

Kabinedesign i særklasse

Men hvad designet angår, var det først efter indstigningen, at benene blev fejet væk under os. Ikke mindst instrumentpanelet gav associationer til vores prøvekørsel for nylig af den nye Rolls-Royce Phantom. Bag rattet og ind over midterkonsollen domineres indtrykket af en glasagtig tablet-lignende flade, som genspejler tidens stil og underbygger premium indtrykket i kabinen.



Men det blev nu ved associationerne, for hvor den førnævnte og da også næsten 30 gange dyrere bil havde et heldækkende glas over instrumenterne, består løsningen i A-klassen af en pianolak blank plastflade med to rektangulære udstansninger, hvori de to centrale digitaliserede skærme er monteret. Igen, ligesom med automatgearet, er det dog, prisen taget i betragtning, en yderst vellykket og æstetisk meget appellerende løsning.


 


Mere plads

I forhold til den hidtidige A-klasse er kabinepladsen forøget, så ikke mindst benpladsen på bagsædet nu er tilstrækkelig men den nye bil er også 12 cm længere end forgængeren. Umiddelbart synes det mærkeligt, at bilen har en slags kardantunnel, for med forhjulstræk har den ingen kardanaksel. Forklaringen er givet vis, at man har gjort en række ting anderledes, da man skabte den nye generation, og at ”kardantunnellen” dels skal fungere som en afstivning af chassiset og dels skjuler ledningsnet og andre forbindelser mellem bilens for- og bagende. For der er ikke meget plads til det andre steder.

 

Den nye A-klasse har nemlig en frihøjde, har Mercedes i Danmark oplyst, på blot 10,4 cm, som yderligere er reduceret med 1,5 cm i den prøvekørte udgave. Dermed er der så heller ikke lagt op til kørsel på alt for dårlige veje, hvad videoen her på siden anskueliggør. Lille frihøjde betyder normalt kortere og strammere fjedre, men i A-klasse tilfældet er affjedringen overraskende tilgivende. Det skyldes formentlig brugen af den allernyeste støddæmper teknologi med minimal intern friktion. Og så kan det også tilskrives, at 17” letmetalfælgene er påmonteret 205 mm brede dæk, hvor 55 procent lavprofilen ikke gør dæksiderne ukomfortabelt lave.



God på plane veje

Den lave frihøjde skal givet vis sikre køreegenskaberne. Og det gør den rigtig godt ved kørsel på plane asfaltveje, som der er rigtig mange af i bilens oprindelsesland. På danske motor- og jævne provinsveje fungerer det også fint. Og netop på grund af den lave frihøjde og det lave tyngdepunkt i kombination med den tilgivende affjedring går det også på lappet asfalt.

 

Men Mercedes har valgt, at de to billigste versioner ikke skal have det avancerede multilink baghjulsophæng, som forgængeren havde. Om det skyldes, at kabinepladsen og det 29 liter større bagagerum har fået fordel af pladsrokaden, er tænkeligt. På den anden side er det kun 180 og 200 versionerne, der må nøjes med en mere konventionel torsion beam halvstiv bagaksel.

 

Flere motorkræfter kræver da også bedre vejegenskaber og det får man med multilink, som reducerer baghjulenes medstyrende egenskaber. Så hurtig kurvekørsel på skridgrænsen og på ujævn vej, som sætter affjedringen ekstra i bevægelse, er ikke der det scenarie, hvori den prøvekørte 180d trivedes allerbedst. Det illustreres også i videoen. Når det så er sagt, opleves det ikke som en radikal forringelse af bilens køreegenskaber, men vi foretrækker forgængeren – eller måske en version med flere kræfter, som vi dog ikke har haft lejlighed til at prøve. Volkswagen gør i øvrigt det samme med Golf modellen, men her er forventningerne også anderledes end til en Mercedes.

 

Komfortabel kørsel og meget udstyr

I øvrigt er kørslen yderst lydløs, og kørekomforten underbyggedes i den prøvekørte udgave af ekstraudstyr som den adaptive fartpilot, Distronic, som også kan tilpasse hastigheden efter det sidst aflæste vejskilt. Vejbaneassistenten lærte vi aldrig helt at forstå, men den giver ikke bare vibrationer i rattet, når man krydser en vejstribe, men iblandt bremser den uventet bilen ved samme lejlighed. En ubehagelig og uforudsigelig oplevelse (også illustreret i videoen). Standardudstyret i sig selv er dog ret højt…

 

Foruden 17” letmetalfælgene og automatgearet (standard i alle A-klasse varianter) er bilen som standard også udrustet med Fuld LED forlys, en touchpad i midterkonsollen, hvorfra man kan betjene midterskærmen. Standard er også både sædevarme, regnsensor og bakkamera. Og så kan man vælge tre forskellige indstillinger af drivlinen samt en mulighed for, at individualisere den efter eget ønske. Der er tale om de traditionelle valg mellem Sport, Eco og Comfort.


Puden bag touchpad'en gør den behagelig at betjene og betjeningen er også mere præcis med den faste understøttelse under kørslen.

Andre Mercedes prøvekørsler – find dem her >>> 


Vi har prøvekørt den helt nye Mercedes-Benz A180d under varierede forhold. Køreegenskaber og kørehjælpemidler var anderledes end forventet. Fuld HD.


 


Model:

Mercedes-Benz A180d

Listepris:

Kr. 333.880

Motor og transmission:

1,5 ltr. turbo dieselmotor. 116 hk. 250 Nm/1750-2500 omdr./min. 7G DCT automatgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

10,5 sek./ 202 km/t/ 23,8 km/l / 111 g/km

Længde:

4,42m

Bagagerum:

370 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Aktiv nødbremse. Fuld LED. 17” letmetal fælge. 6 airbags. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart multifunktions sportsrat i læder. Sportssæder med sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Bakkamera. Regnsensor. Isofix.


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt